Opprinnelig trykket i H.H. Løyche (red.): Genkomsten (ant.), SFC, 1996
Inden Anna fyldte ét år slog Mareridts-feberen forbi Nordslesvig og lærte os om lykkens skrøbelighed. Siden var vi alene i Einsteinstrasse. Anna var for lille til at huske noget. Måske derfor bevarede hun humøret. Hun løber hjem fra skole, med sin lille taske på ryggen, ivrig efter at fortælle, hvor klog hun er blevet. Hun invaderer arbejdsværelset, hvor jeg sidder optaget af tegninger og simulationer og fylder huset med veninder. De klæder sig ud som små damer og leger voksne. Anna har så let ved begejstring. Jeg nyder hendes begejstring, selvom den ikke er problemløs. F.eks. har hun det med at udspørge skraldemændene. “Hvor bringer I det hen?” og “Hvorfor er der lås på spandene?” Men forstår hun vores afhængighed eller hvor ensomme vi ville være uden hinanden?
Hun kan sidde med albuerne i vindueskarmen og betragte Adrian Klein arbejde i timevis. Adrian er udrustet med en guddommelig muskeltonus. Selv har jeg aldrig været fysisk stærk. Lever mest i hovedet. Det er godt, jeg kan betale ham for arbejdet. Han behøver også pengene til sine studier. Iført en ærmeløs undertrøje hugger han brænde i den tidlige frost. Han stiller knuderne på blokken og svinger øksen. Hver gang en knude sprænges rykker det i Annas krop, men hun bliver siddende til gården er dækket af savsmuld og træflis og Adrian er blank af sved. Sommetider bliver jeg opmærksom på lydene ude fra gårdspladsen. Jeg husker lyden, når øksen sætter sig i træet, når det flækker og brændestykkerne rammer brolægningen og jeg overvejer, om hendes begejstring for Adrian ikke er for tidlig.
Reinhard kører os ud til værket i sin gamle Mercedes. Det er koldt og vindstille og den skyfri eftermiddag antager et gyldent skær. Mens vi kører tårner værket sig op bag skovene og de nøgne marker. Det vokser langsomt, som et lysende bjerg i Nordslesvigs flade land. Jeg har aldrig brudt mig om den måde, hvorpå vi skjuler vort livsgrundlag. Aztekerne havde en gud for majsen som de tilbad i pyramidetemplet i Tenoctitlan. Vi savner deres respekt for elementære værdier. Vi har bygninger, meget større end mesoamerikas pyramider, som aldrig ses. Det største kraftværk i Europa, som skal levere energi til hele Nordtyskland, trænger vi ud i en ravnekrog og næsten ud af bevidstheden.
Vi parkerer før kanalen, for at spadsere det sidste stykke. Det er en god anledning til at diskutere ændringerne. Formeringsreaktorerne i Blok 1 og 2 er allerede i drift. Sekundært kølevand føres ud i kanalen og løber som sølvbånd under dampen. Værket er det første af sin type. De klassiske moderatorstave er afløst af profilblænder så effekten kan reguleres hurtigere.
“Der kommer nye modeller fra Dornier,” siger Reinhard, idet han tager sin taske fra bagagerummet og rækker mig en hjelm. “De vejer mindre og kan mere.”
“Hvis de fortsætter sådan, behøver vi snart ikke waldoer længere,” bemærker jeg.
“Og et par år mere, hvem har så behov for bygningsingeniører?”
Reinhard sprutter et ufrivilligt grin.
“Hvad ville du så lave?”
“Jeg ved ikke … Hvis det virkelig kom dertil, flyttede jeg til Lübeck. Hvad med dig?”
“Slikke sol i haven. Læse stakkevis af bøger.”
Broen over kanalen står støvet og glødende af rust, præcis som jeg forestillede mig, da jeg tegnede den. Det har taget tolv år. Værket har været med mig lige siden, med planlægning og beregninger, miljøaktivister og ulidelige forsinkelser. Det har været med mig næsten så længe som Anna. Men nu er det forbi. Pludselig står det her. Færdigt om få uger, og jeg føler tomheden forude. Jeg er indhentet af fremtiden.
Vi standser på broen og betragter byggeriet på afstand. En spinkel, fire hundrede meter høj kran svinger betonelementer på plads.
“Hvad gør den mast på Blok 5?”
“Åh, dén … Det er kommunikationsudstyr til de nye vagter.”
“Efter episoden i Sweineburg?”
Reinhard nikker og spejder ned gennem dampen. Jeg bryder mig heller ikke om biotvagterne. Der er noget dæmonisk i designet. Detektorerne er skjult under en hemisfære af envejsglas, så man aldrig ved om de iagttager én. Pludselig ændrer de gang, skifter retning eller står bare stille på deres fire ben. Engang forvildede en schæfer sig ind ad porten. Den forstod ikke afmærkningerne og rendte ind efter smådyrene, der lå strøet på området. Biotens ladninger fældede hunden på sekunder, men den blev liggende, spjættende og med skum ud af munden.
“Nå. Man kommer i hvert fald ikke ind her,” siger jeg.
“Eller ud,” bemærker Reinhard.
Vi fortsætter over broen og når til bygningsarbejdernes barakker. Der er en lille kantine, hvor vi placerer os på hver sin side af et langt bord. Reinhard stiller sin taske på den ridsede laminatplade og fisker en thermokande og et lommedisplay op. Mens jeg skænker kaffe henter han et par oversigtstegninger frem på displayet.
“Du kan lægge dét job fra dig og tage fat på kameratårnene.”
“Men magsinet og forbindelsesslusen skal stå klar når waldoerne ankommer.”
“Kun slusen. Der behøves ikke længere waldo-backup i lavradioaktiv-zonerne og Dornier-modellen overtager barakkerne. Der bliver ikke brug for magasinet.”
Reinhard sætter mig af foran vores lille hus, midt i byen. Jeg spørger om han kan drikke en øl og han følger med ind.
“Min datter, Anna. Anna, sig goddag til Reinhard Beumler.”
Anna rækker Reinhard en hånd og nejer pænt. Reinhard ser skiftevis på Anna og mig med et udtryk, jeg ikke har set før.
“I er da ikke …”, begynder han, men afbryder midt i sætningen.
“Nej. Hendes mor var halvt.”
“Anna er altså kvart?”
Jeg kommenterer ikke emnet yderligere, men tager et par øl fra køleskabet. Reinhard burde vide, at jeg er sensitiv med hensyn til Anna. Hun er den eneste jeg har tilbage.
Inde i stuen sætter Reinhard sig i en af de plysbetrukne lænestole, mens jeg tænder op i pejsen. Brændet er ikke helt tørt. Det knitrer og oser, men langsomt fænger ilden og velværet indfinder sig.
“Rart med sådan en pejs – det er blevet koldt udenfor.”
“Rigtig koldt,” svarer jeg og kommer i tanker om Adrian.
Adrian skulle hugge resten af brændet i dag, men der er helt stille ude i gården.
“Er Dornier ikke underlagt tavshedspligt af Krigsministeriet?”
“Jo.”
“Så har du vel aktindsigt?”
“Hvad tænker du på?”
“Modelspecifikationer, for eksempel, for at kunne verificere ændringerne.”
“Alt vi har, er ordre om, hvad der skal gøres. Vi behøver ikke vide andet.”
“Men det er noget vi afgør. Det er os, der er ingeniørerne.”
“Så enkelt er det altså ikke.”
“Det lover ikke godt for sikkerheden. Jeg håber de ved, hvad de gør.”
“Utvivlsomt.”
Da Reinhard er kørt snitter jeg bønner og steger en schnitzel til Anna og mig. Vi sidder ved køkkenbordet og tygger på maden, uden rigtigt at have noget at tale om.
“Var det en anstrengende dag?”, spørger jeg.
“Ja. De gav os en agitprop-film, vi skal diskutere i morgen.”
Senere ser vi filmen sammen. Her er endelig noget, der behandler vort fortrængte livsgrundlag. I starten holdes kameraet af en reporter, der interviewer en arabisk taxachauffør fra bagsædet af hyrevognen. Chaufføren mangler et halvt øre og manøvrerer halsbrækkende mellem ramponerede skinnevogne på en tietagers sporvej, mens han taler og gestikulerer med sin frie hånd. Tilsidst trykker han speederen i bund, og taxaen drøner durk mod en modkørende varevogn. Han når akkurat at dreje ud gennem et forbindelsesrør inden kollisionen.
Selvom udsendelsen handler om hjemlige forhold, beskriver den indledningsvis, hvordan kopterne kom til Kairo. Floderne under ørkenen var tørret ud og havde drænet oaserne i syd. Folkeslagene, hvis livsgrundlag var forsvundet, forlod de fortabte oaser og drog op gennem Nil-deltaet. Undervejs plyndrede de skraldebøtter og turister. Det endte med, at Kairos bystyre tilstod kopterne retten til husholdningsaffaldet, mens andre fik ret til indsamling i gaderne. På baggrund af monopolerne udvikledes et licenssystem og et intrikat netværk af sorteringseksperter, opkøbere og mellemhandlere skød op. Nogle fra de gamle stammer blev velhavende og begyndte endda at importere affald fra Europa og Asien, foruden lastbiler, granuleringsmaskiner og CAD/CAM-anlæg.
Under filmen skifter billederne gradvist fra Kairos støv til Vestphalens opland. Det kulminerer med tyske børn, som leger i genvindingszonen. De sejler med legetøjs-trimaraner fremstillet af skrald i en sø, der fluorescerer gult. I baggrunden hænger skyer af plasticposer, kastet hid og did af vinden. En speakerstemme bryder ind.
“Femtegenerations genvindere er immune overfor utallige giftstoffer. De bor og arbejder med glæde, hvor andre ville bukke under på dage eller timer. Eftersom deres tolerancetærskel for bl.a. kadmium er højere end landsgennemsnittet producerer genvindingszonerne også sin egen føde. Svinene fodres med organiske rester, som genvinderne ikke selv kan fortære. Der er vækstarealer med drivhuse og gamle olietanke finder anvendelse til vandrensning og fermentering. Men tilværelsen i zonerne er ikke problemløs …”
Til min overraskelse indklippes en biotvagt, der traver afsted langs et elhegn.
“Affaldets værdi steg voldsomt, i takt med bedre sorterings- og reforarbejdningsteknikker. Stigende problemer med illegal affaldshandel og overfald på skraldevogne medførte, at zonerne måtte indhegnes og affaldet sluses ind via bevogtede portaler, for at sikre beboernes rettigheder.”
Kameraet panorerer over papir- og tøjdynger og forskellige plastictyper sorteret efter farve. Så indklippes en række stemningsbilleder. Genvindere siddende på bænke langs sirligt revne stier diskuterer tekniske løsninger og planer for fremtiden. En mor vasker sit barn. Et musikarrangement med hjemmegjorte instrumenter mangler heller ikke. Jeg kunne godt tænke mig at se hospitalet – de må have en del arbejdsulykker og medfødte misdannelser – men det forbigås desværre.
“Recyklingen er i dag på femoghalvfems procent i alle zoner og programmet betragtes som en succes. Konceptet, der startede med kopterne i Egypten, har bredt sig over kloden. Om modellen kan overføres til andre forhold, vil tiden vise.”
Med natlampen tændt ligger jeg på sengen, ude af stand til at sove. Det er som om jeg ikke kan tænke fremad, og søger tilbage. Ikke mod Miriam, men årene efter. Der er sket meget i de år. Verden har ændret sig. Alligevel har tiden stået stille. Anna og jeg er stadig alene i huset i Albert Einsteinstrasse. Jeg lader tankerne vandre, indtil jeg pludselig opdager Anna i døråbningen. Hun ser trist ud. Det ligner ikke min glade prinsesse. Da hun ser, at jeg er vågen, kommer hun hen og sætter sig på sengekanten.
“Hvad er der med dig, lille Anna?”, spørger jeg og sætter mig op.
“Soldaterne var her efter Adrian.”
Anna knuger sig ind til mig. Jeg mærker hendes bekymring og ængstelsen bryder frem i mig selv.
“Det må være en misforståelse,” siger jeg, men formår ikke at lyde overbevisende. “Jeg kan ikke tro, han har gjort noget galt. Hvorfor skulle han det?”
Jeg har ikke altid haft denne usikkerhed i kroppen. Engang ignorerede jeg alt, der ikke lod sig kalkulere. Men jeg lærte, at der er skridt, som skal tages, selv når man er mest sårbar. Man må selv træffe beslutninger og selv leve med konsekvenserne. At jeg har lært dét giver mig ikke ret til at diktere Annas liv. Desuden kan jeg godt lide Adrian på måden han stabler brændet under halvtaget. Han lægger det ikke tilfældigt, men pænt lige, uden at jeg beder om det. Han er et ordentligt menneske. Studerer medicin. Adrian er midt i tyverne. Anna er bare tretten år. Jeg havde besluttet mig for ikke at kommentere deres forhold. Hvis de virkelig ønskede hinanden, ville jeg ikke stå i vejen for deres lykke.
Om morgenen vågner jeg med Annas hoved på mit bryst. Jeg er stadig oprørt over hendes tristhed. Det er ikke første gang jeg oplever hende trist, men denne gang piner det mig mere end sædvanligt. Men det er snart hendes fødselsdag og i al hemmelighed har jeg inviteret hendes skoleklasse til et arrangement. Det er sjældent, at vi har så mange gæster. Måske kan det lette på hendes humør og få hende til at glemme Adrian.
Da jeg har fulgt Anna i skole traver jeg videre mod tegnestuen. Luften er stille og kølig. Jeg tilbringer dagen med udkast til kameratårne. Programmerne afviser de forslag jeg holder mest af. Eller er derfor jeg holder af dem?
Senere henter Anna mig på tegnestuen og vi slentrer hjemad. Jeg forsøger at finde en måde, at fortælle hende, at Adrian ikke kommer tilbage, indtil vi drejer om hjørnet ved Albert Einsteinstrasse og jeg får øje på lastvognen.
“Nu er soldaterne her igen,” siger Anna.
Lastvognen er flankeret af unge, uniformerede mænd, og kører langsomt gennem gaden. Der sidder folk på ladet. Jeg genkender Mozmann og Kossov og folk fra byen. De arme mennesker er skræmte, desperate eller fortvivlede.
“Tror du, de kommer tilbage med Adrian?”
“Nej. Gå indenfor Anna. Jeg kommer lige straks.”
Lastvognen standser lige overfor vores hus og en soldat kommer mig i møde.
“Ingeniør Schönherr?”
“Ja, det er mig.”
Soldaten kommer helt hen til mig.
“Vi skal hente deres datter, Anna Kaminsky Schönherr.”
“Min datter? Jamen …”
“De ved udmærket, at det er nødvendigt. Eller følger De ikke med tiden?”
“Det må være en misforståelse …”
Jeg forsøger at blokere døråbningen, men stødes tilside af en slidt geværkolbe. Mens en soldat holder mig i låsegreb, trænger en anden gennem entréen og forsvinder ind i huset. Han vender hurtigt tilbage med Anna og slæber hende over til lastvognen. De løfter hende op på ladet, hvor en tredie lænker hende til bænken. Hendes stemme er øksehug i frosten.
“Far, far,” trygler hun.
Pludselig bliver jeg så følelsesløs i hænderne, at end ikke kulden trænger igennem.
“Hvor bringer I hende hen?”, råber jeg og mærker halsen snøre sig sammen. Jeg gætter svaret før det kommer. Kairo-modellen er overført. Den har erstattet Dorniers gamle model.
“Til kraftværket. De er beordret til arbejde på værket. Alle må yde til værket.”
H.H. Løyche (f. 1964) har skrevet profesjonelt siden 1986 og er med utgivelser i over tjue land en av Danmarks fremste internasjonale fabelprosaforfattere. Hans debutroman Støj (Støy) fra 1996 – den første danske klimafiksjonen (cli-fi) – ble utgitt mer enn ti år før undersjangeren fikk navn og ble vanlig. I 2007 ble han nominert som beste forfatter ved European Hall of Fame Awards, og i 2009 ble han tildelt den prestisjetunge Harbinger Relay Award.
Han har vært aktivt medlem av Science Fiction Cirklen, og har skrevet mange artikler og anmeldelser for Novum og Proxima. Han redigerte også Cirkel Serien i en årrekke og var medredaktør for åtte utgaver av novellebladet Nye Verdener. Senere ble han medstifter av foreningen Fantastik.
Nye NOVA er meget stolte over å kunne publisere H.H. Løyches noveller med ujevne mellomrom.
AV SAMME FORFATTER:
Ah, historiene til H.H. er så gode, og så grusomme!
Helt enig!
Ei veldig kul novelle
Tusen takk, dere er så snille.
Til informasjon: Jeg skrev denne novellen som en skriveøvelse til romanen Mission to Schamajim (1999). Annas dystre skjebne beskrives i romanens første kapittel, og i resten er det Adrian som er hovedpersonen.