Novelle av H.H. Løyche: Livets goder

Sport

Poleret titan glimter fra et hold racercyklister, der stryger henad landevejen. Blå lysknopper ved cyklisternes tindinger holder afstand så ens som togvogne, mens de skærer gennem den klare sommermorgen. Kroppene bevæger sig i timevis, uvidende om de forbipasserende landskaber og landsbyer. Ved middagstid kommer de til standsning. En bus venter dem på bredden af en udtørret flod. En tid bliver cyklisterne stående ved deres køretøjer, hver med venstre hånd på sadlen, højre på styret og blikkene fikserede på horisonten; en kolonne soldater præsenterer surrealistiske våben. Ét efter ét slukkes de blå lys og mændene synker på hug. Efter at have trænet til grænsen af deres fysiske formåen, er de næsten for udmattede til at fjerne hjelmene. Så stiger manageren ud fra bussen og deler forfriskninger ud. De begynder at sludre og løfte cyklerne op på stativerne i bussens bagende.

“Har du haft et uheld, Joe?” spørger manageren.

“Hvem, mig?”

“Ja. Se … den grimme skramme ved din albue.”

“Må være ramlet ind i noget. Godt det ikke afbrød min tur.”

Manageren forsvinder et øjeblik, kommer så tilbage med en førstehjælpskasse. Joes albue forbindes i stilhed, indtil han pludselig siger:

“Hvor er Brian?”

Gruppen ser sig om efter den manglende mester, men hverken han eller hans cykel er til stede.

“Ikke igen!” råber manageren. “Lokalisér hans transponder, mens jeg ringer efter redningsholdet.”

 

Arbejde

Et par timer senere kommer Brians kone Camilla og deres datter Claire hjem og hører om hans forsvinden. De får fortalt, at Brian var involveret i et sammenstød et eller andet sted langs ruten, og at redningsholdet er på vej. Camilla følte sig allerede en smule deprimeret og ringer til sin psykiater. Uden at vide, at Camilla misbruger sin AutoPilot, anbefaler han hende at snuppe en pause, nårsomhelst triste eller trættende oplevelser truer med at overvælde hende. “Lad ikke dit liv diktere af følelser,” advarer psykiateren. “Følelser er ikke andet end centralnervesystemets affald.”

Camilla arbejder på et socialcenter. Træt af jobbet tænder hun for sin AP fra det øjeblik hun ankommer til bygningen. Indtil frokosttid eller et problem opstår, hvis løsning ikke findes i AP’ens RefleksBank, vil hendes krop gennemgå hvilkesomhelst bevægelser, der er nødvendige for at betjene klienterne. Imens ser den kvasi-bevidste del af Camillas hjerne en sæbeopera eller sover simpelthen.

Fire dage om ugen motionerer Camilla i et par timer for at opretholde den rigtige muskeltonus. Som regel er hun også på AP i fitnesscenteret.

 

Frihed

Lykkeligt uvidende om sit eget forehavende, lægger den savnede cykelvæddeløber stadig afstand til opsamlingsstedet ved floden. Omend hans fart er sagtnet en smule.

 

Familie

Camilla henter Claire i børnehaven. Den enlige, vagthavende pædagog ser tv og sluprer kaffe, mens to hundrede børn spiller computerspil eller tegner den samme tegning om og om igen. Ikke én børnestemme høres. Samtliges AP-lys brænder – deres sind holdes off line dagen lang.

Hjemme og langt om længe løsladt fra AP’en bliver Claire snakkesalig og krævende. Hjemmehjælperen er stadig ved at rengøre lejligheden og Camilla spørger hende, om der er nyt om Brian. Da hjemmehjælperen skal til at svare begynder den lille at råbe. Camilla forsøger ikke at lyde vred, men kan bare ikke tage mere. Det kommer til håndgemæng, da Camilla fæstner sin datters AP og slukker for hende. Bagefter vil Camilla bestille aftensmad hos hjemmehjælperen, men ender med at skælde ud. Selvom kvinden har været lidt sløset på det sidste, føler Camilla en snert af skyld. Hun begynder at græde og løber ud i badeværelset for at skjule sine tårer. Dér slukker hun for sig selv.

 

Hvile

Cykelvæddeløberen er begyndt at slingre. På et tidspunkt midt om natten udfordres han af en kæmpestor bakke, og hans ben opgiver endelig at træde i pedalerne.

 

Ungdom

Camilla kører gennem bymidten, hvor millioner af bevidstløse kroppe arbejder, jogger, handler, spiser – hvad de nu gør. Skyerne over byen minder Claire om råddent hjernevæv. Hun prøver at forestille sig, hvordan det vil være at iklæde sig en rådden sky, men hendes utrænede sind kan ikke håndtere billedet. Så fanges hendes opmærksomhed af noget andet: En ung mand, der har glemt at barbere sig, paralyseres og slæbes bort af politibetjente på AP. Nogle måneders samfundstjeneste med at skrabe tyggegummi af fortovsfliserne, skulle korrigere bøllens adfærd.

 

Skønhed

Byen under himlen var aldrig så pæn før de kriminelle og sindssyge blev sat i arbejde under AP-kontrol. Bygninger, gader og parker er renset til sidste fugleklat. Camilla og Claire slentrer gennem et stormagasins AP-afdeling. Ekspedienternes blå tindinge-lys og fraværende blikke er kundernes garanti for, at de handler med maskiner, ikke mennesker. Camilla køber en Trance Dance RB-opdatering til Claire og en erotisk RB til sig selv.

 

Sundhed

Hundredevis af bilister bemærker Brian i rabatten 580 kilometer fra hans formodede opholdssted. Ingen reagerer. Ikke før en freelance-journalist øjner en potentiel nyhed. Da journalisten genkender cykelvæddeløberen ringer han straks til politiet. Omend dehydreret og overanstrengt er Brian stadig i live ved politiets ankomst. Idet de bemærker hans hundetegn ringer de til manageren. Efter en kort forhandling om findelønnen smider de Brian i politibilens bagagerum og kører ham til et privathospital for sportskader. Manageren og et par bodyguards er allerede ankommet og får travlt med at afværge journalisten. Da de hører, at han ringede til politiet, bevilges han et kort interview. Han udspørger lægen, mens denne undersøger sin bevidstløse patient.

“Jeg forstår, at det ikke var en isoleret episode. Hvad er problemet? Epilepsi?”

“Nej. Brian har et jernhelbred. Jeg vil gætte på, at det var en AP-parameterfejl. Bare uheldigt, at han ramtes to gange … Det sker nu og da … Som dén fyr, der blev holdt fanget af sin AP i en snes år.”

“Vi må hellere informere konen,” indskyder en af betjentene. “Hun er vel opsat på at se ham.”

“Det eneste Camilla Drexler kerer sig om, er Brians indkomst,” afviser manageren. “Bare fortæl hende, at vi har fundet ham og han har det godt. Hvis hun ønsker at se Brian, kan hun træffe en aftale gennem hans agent.”

Journalisten trækker på skuldrene og går sammen med politifolkene. Bodyguards’ne følger redningsmændene ud af stuen. Efter at have låst døren bag dem fortsætter manageren med lavmælt stemme:

“Det er anden gang i denne sæson. Vi må finde en løsning før nogen får nys om hjerneblødningen.”

 

Fred

Camilla og hendes datter slapper af efter flere timers bevidst indkøbstur. Claire undersøger teksturen af et støvfnug, som hun har fundet bag sofaen. Hun spørger sin mor, hvad det er, men afbrydes af telefonens summen. Da Camilla allerede har fjernet sin make up, svarer hun kun med stemmen:

“Ja …? Hvor …? Er det sandt …? Tak … Nej, jeg har ikke talt med nogen journalister … Besøge ham …? Hvorfor det, hvis han er bevidstløs? Farvel.”

Camilla lægger røret, griber sin AP og installerer sin nye, erotiske RB. I erkendelse af, at moderen er indisponibel, tænder den lille for fjernsynet, for at se om hendes far kommer i sportsnyhederne. Hun finder sig selv omgærdet af en reklame for Strategic Combat Communication and Remote Pilot System – a tradmark of Budget Rent-a-Body. Soldaterne kæmper videre trods svære skader. Da mongol-fjenden endelig er skudt i sænk og sat i AP-forvaring, dukker bogstaverne SCCRPS op i luften. En jingle spiller til mottoet: “Renser ud i hvadsomhelst, hvorsomhelst”.

 

Kærlighed

Camilla kommer i en stille orgasme.

 

Venskab

Ved socialcenter-personalets månedlige sociale netværks-møde konfronteres Camilla med sin tendens til at belære kollegaer om, hvornår de skal bruge AP.

“For at sige det ligeud, Brenda, så er jeg bange. Folk skræmmer mig.”

“Folk? Ingen behøver, at frygte folk. Hvis de er farlige, så slukker vi bare for dem. Hvis vi stadig er bange, så kan vi slukke for os selv.”

“Det er dét, som skræmmer mig. Som om vi havde mødt fjenden, og den var os selv …”

Forkvinden bemærker blikkene fra de tilstedeværende venner – nogle forvirrede, nogle beklemte, nogle direkte fjendtlige – og afbryder:

“De damer, please … kan vi stoppe den paranoide diskussion?”

“Undskyld,” forsøger Camilla at glatte ud. “Jeg ville ikke fornærme gruppen.”

“Såh?” vrænger Brenda. “Så husk lige, at venskab er til gode stunder, ikke forskruede.”

 

Held

Brian kører bagerst i den lille udbrydergruppe på fire i løbets sidste etape, da der pludselig sker et sammenstød foran ham. Han kan på ingen måde afværge det blodige rod af kroppe og cykler. Han kører direkte henover en krop og ind i et stel, styrter omkuld og rammer asfalten på ryggen. Men stadig klyngende sig til cyklen skubber han sig videre, ruller omkring og kommer op på hjulene. Uden tøven spurter han afsted for at indhente sin eneste konkurrent. Samtidig synes den sejrssikre konkurrent – efter at have hørt resten af udbrydergruppen forulykke – at slappe af. Han bemærker ikke Brian før det er for sent. Råbene stiger til et brøl, idet Brian bryder målstregen ét hjul foran konkurrenten.

 

Succes

En bulldozer skraber vejen ren for kroppe og cykler for at gøre plads til hovedfeltet. Ingen kerer sig om cykelløberen, som Brian kørte over. I mellemtiden kæmper bodyguards med at gøre plads til, at de kønne piger kan assistere deltagerne som de ankommer; først fjerne deres hjelme og sende dem til kontrol for skjulte AP’er, derpå ledsage dem til blodprøven i den hvide autocamper.

Efter en kort pause under den medicinske evaluering er resultatet klar. Kun elleve deltagere blev diskvalificerede på grund af doping og Brian har igen vundet løbet. Vinderne trykker hænder og bærer Brian til podiet for præmieoverrækkelsen. Han indtager sejrsskamlen. En krans lægges om hans hals og han overhændes et gigantisk, gyldent trofæ, som han knap nok kan bære. Claire er så stolt af sin far, at hun ikke kan modstå fristelsen til at rive sig løs fra Camilla og løbe op på podiet. Brian vælter næsten omkuld, da pigen kaster sig i hans arme. Camilla holder sig i baggrunden, lytter til springende Champagne-propper og vedvarende bifald, betragter sin datter grine og Brian smile til kameraerne.

 

Tilstedeværelse

Illusionen er perfekt. Ingen fatter mistanke om, at Brians kranie gemmer en ekstra AP, et virvar af kunstige nerver og en hjernebølge-kommunikationsenhed – eller at et hold specialister opdaterede hans reflekser under løbet og hans optræden nu fjernstyres af en skuespiller. Camilla snøfter uden at bemærke det, altimens hun begræder, at Brian aldrig kunne dele de stålende øjeblikke i årene efter sin hjernedød

 

Honorable mention på Balticon-festivalens novellekonkurrence, Finland 2003;
Oprindeligt udgivet i
Christophe Duchet m.fl. (red.): Fiction (ant.), Les moutons électriques éditeur, Frankrig 2005;
9 nr. 305, Ch.K. Tegopoulos Ekdoseis A.E., Grækenland 2006;
Terra Fantastika nr. 12, Bulgarien 2007;
World SF Blog (worldsf.wordpress.com), 2012.