Novelle av H.H. Løyche: Midway-Joe

Av H.H. Løyche. Oprindeligt trykt i North-debat nr. 33, North Art Magazine, 1994 (illustreret af Niels Herman Wamberg).

Midway-Joe

Taxitern-atavisme

Under en reception trænges journalisten op i en krog af en alkoholiseret playboy. Fyldebøtten hævder at være en nær ven af Midway-Joe og lover at arrangere et møde. I ugerne, der følger, ses de flere gange i en lejlighed på Independence Avenue og venter på Joe, mens den nervøse vært pimper whisky, sveder og rabler ulidelige anekdoter om havet af sig. Det er hensigten, at legenden skal placeres ved den ene bordende og journalisten ved den modsatte. Den ene skal stille spørgsmål, den anden svare og en båndoptager skal registrere forløbet. Journalisten føler sig i sikkerhed; det er ikke ham der skal besvare spørgsmål.

Som regel ender møderne med, at telefonen ringer og en stemme beklager, at Joe heller ikke kan denne gang. Joe dukker aldrig op. Det lovede møde udsættes i det uendelige og tilsidst erkender journalisten, at han står overfor en mytoman. Har Midway-Joe overhovedet nære bekendtskaber? Det fortælles, at han er brutal over for kvinder. Men nogle kvinder tiltrækkes af vold.

Journalisten beslutter sig for at skrive en dybdeborende artikel, men Midway-Joes sekretær nægter ham alt. Adgang, forklaring og frem for alt et interview; nøjagtig som hans kolleger har fortalt, lader Midway-Joe sig ikke indkredse. Joes Atlantis lever på legenden om Joe selv, og det vil være fatalt at afmystificere den.

I sin videre jagt på legenden foregiver journalisten at repræsentere et handelsfirma, der ønsker at anlægge et toldfrit depot hos Midway-Joe, blot for at opdage, at enhver forretning afvikles via stråmænd. Han forsøger en række andre tiltag, men tilsidst har han systematisk opbrugt sine muligheder.

Samme nat har han mareridt. Journalisten drømmer, at han har mistet synet og taler med en kvindelig læge, som vil dryppe et medikament i hans øjne, der enten giver ham synet tilbage eller gør ham permanent blind. Han har aldrig set hendes ansigt, hvorfor det bekymrer ham, at hun lader sine tunge bryster hvile på ham ved enhver lejlighed.

“Hvad nu, hvis det ikke virker?”, klynker han, mens han i drømme læner hovedet tilbage for at modtage dråberne.

“Det virker hver gang,” hører han hende sige og vågner da den første dråbe rammer.

Journalisten udarbejder en sidste, desperat plan. Han pakker en kuffert og en mappe, ringer efter en taxi og derefter til en kollega. Efter en ordknap samtale slukker han lyset ved hovedafbryderen og skynder sig ned ad trappen. Taxi’en er allerede ankommet. Journalisten lader en hånd stryge henover forskærmens kromgule lak. Han er ikke blind, men det er som om dén ene farve dominerer hans syn, indtil han bemærker striben af sort/hvide terner og undrer sig over, hvor han har set dem før.

 

Prognose på et anfald af melankoli

Parasoller og kaféborde flokkes over den solbeskinnede helikopterplatform, hvor anti-new edge-journalisten er ved at opgive ævred. I en uge har han hver morgen indfundet sig dér, hvorfra han kan iagttage en konstant aktivitet af supplybåde og krydstogtsskibe med transnationale turister. Rodet af drænede kaffekopper, aviser og brugte servietter dokumenterer de ørkesløse timer over aluminiumsbordet.

Telefonen har vækket ham hver morgen. Han er allerede blevet frarådet at iscenesætte et ‘tilfældigt’ møde, men hans chef advarede ham igen: Hans research havde antaget en uprofessionel karakter, grænsende til det usunde, det personlige. Chefen anbefalede en lokal psykiater. Det gav journalisten en idé.

Der var ikke meget at bygge den på. Af og til skimtes en Rifat Ozbek-habit ved tagterrassens rækværk eller i kontorvinduet, halvfjerds meter over havoverfladen, hvorfra han kontrollerer sit toldfri imperium. Det fortælles, at han lever tilbagetrukket, men kan finde på at opsøge selskab i natklubberne eller stirre ud over de glasklare vande fra helikopterdækket i perioder med vemod.

Journalisten har studeret fotografier af skikkelsen, blæst op på flotelværelsets væg, usikker på, om det er Joe eller en sikkerhedsvagt. De viser et korpus som en tidligere sværvægtsbokser, men det er umuligt at skelne øjnene bag de røgfarvede brilleglas.

 

Under angreb af hendes sårbarhed

På baggrund af personligheds-profilen, som han fik psykiateren til at udarbejde, sendte vikarbureauet en gulhåret Quebec-pige i gul motorcykeldragt med karakteristiske sorte pejlemærker og et ansigt så uskyldigt som en crash test-dukkes. Følgesedlen havde en diskret advarsel om, at hun kunne forsvare sig – et krav han havde glemt at stille. Hun havde en ren straffeattest, ingen sindssyge i familien, ingen kønssygdomme.

Laseraftasteren skjult under avisen afgiver et bip og adderer én til sit krystaldisplay. Journalisten spejder diskret mod udgangen. Det er hende, forsinket som sædvanligt. Hun sætter sig tilrette ved den modsatte side af bordet, klar til at spille sin rolle for at indfange legenden.

Journalisten hilser afmålt på sin assistent og løfter sit blik mod det som ligner, men ikke er: En af Hermes-rumfærgens udbrændte faststofraketter har endelig nået himlen. Besmykket af spraybombede arabesker er den ophøjet til minaret på taget af pilgrimmenes sovesal.

“Jeg har talt med samtlige ophuggere på listen,” siger hun. “De nægter nogensinde at have haft kontakt med boreselskabet.”

Han lytter ikke efter. Kun det sidste ord, ‘boreselskabet’, når hans bevidsthed som tunge associations-dønninger. Borehul. Hul. Stangen, der drejer i et fedtet hul. Trækkes ud, stødes i. Pumper. Damp, af friktion mod slimede vægge. Pruttelyde. Hård afføring, der presser i endetarmen. Noget sort som pludseligt, forløst, kommer springende op fra dybet. Smerten. Hans stedfars knudrede ansigt før slaget.

 

Mutilering af barneansigt

I ventetiden skriver journalisten småartikler om lokalt stof, men den dybdeborende artikel om Midway-Joe afviser enhver form, han forsøger at opbygge. For mange løsrevne stikord indikerer Midway-Joes ikke-eksistens. Han vil for alt i verden ikke bidrage med mere mytisk stof og begynder i stedet at tegne. Men portrættet vil heller ikke vækkes til live. En overflod af streger får trækkene til at flyde sammen i symmetriske klatter, der mere ligner et rumuhyre end et menneskeansigt. Assistenten bliver opmærksom på tegningen, der efterhånden bare er en sort trekant, og betragter journalisten kæmpe med sort i sort, med det, han ikke kan se. Tilsidst opdager han hendes mistroiske skulen. Ét for eet krøller han arkene sammen og skyder dem ud over rælingen, hvor de forsvinder mod havets rastløse metalfolie.

“Betyder det, at vi kan tage hjem?”

Journalisten ryster på hovedet og forsøger at genindfange kvindemodellens øjne. Hendes aflange ansigt indtager en provokerende ladhed, som indbyder til slag over munden. Hvor lidt skal der til for at kvæste bløddelene? Journalisten kan ikke forestille sig præcis hvilken styrke, der vil efterlade et flækket øjebryn, en smadret mundvig, gul læbestift på håndryggen.

Assistenten strammer munden i en klovneagtig grimasse, mens hun frisker sin læbestift op. Først underlæben, så overlæben. Dernæst klemmer hun dem sammen, så farven fordeles. Endelig smælder hun med tungen. De blåviolette årer på tungens underside kommer tilsyne mellem det gule.

Journalisten ryster igen på hovedet og betragter den blanke notesblok, kun en anelse lysere end det saltangrebne aluminium, der omkranser den. Han noterer et antal strøtanker, der kommer strømmende:

“Radiomasternes reklamebannere smælder i en evig brise. Vejrballon. Stribede vindposer. Standere med signalspande: Begrænset manøvredygtighed. Inde i det kønne hoved ulmer noget, der er stærkere end omverdens tumult. Det siver ud til os gennem mørke øjenhuler. Pejling. Radar. Genetisk perfekt mund. Dybdeboring.”

 

Revision af en liste med spørgsmål

Aftasteren angiver et besøgstal, der ligger langt over den statistiske sandsynlighed for, at Midway-Joe har været iblandt, men journalisten er holdt op med at lægge noget i beregningen. Gennem kikkerten iagttager han sin assistent spadsere mellem minigolfbanerne på dækket af det tærede hangarskib. Ved hjælp af en skizoid logik formindsker hun kontrasterne. Er banerne i virkeligheden flower power-rumskibe tvunget til landing af NATO’s ruinerede flådestyrke? Han griber sig i ønsket om, at nogen vil forulempe eller overfalde hende så han kan studere hendes reaktion. Ubevidst piller han ved signalflaget, som han kan tilkalde hende med, føler på dets delikate gule plastikstof, hører vandet slå mod platformens ben og sprøjte op under dækket.

Journalisten vil have sin assistent til at liste et customdesignet drug i Midway-Joes drink – en kompleks kombination af sandhedsserum og stimulanser, der kan skjule viljesnedbrydningen. Han spekulerer på, hvordan han kan overtale hende. Følgebrevet viser en høj IQ, men indtil nu er det faldet ham vanskeligt at bedømme hendes moral, eftersom hun næsten intet siger.

Sent på dagen har assistenten genindtaget sin plads ved aluminiumsbordet. Med en alt for tyk skiltetusch, hvis form i betænkelig grad nærmer sig en dildos, streger journalisten spørgsmål ud, som han allerede har lært svaret på. Ikke henvendt til nogen bestemt læser han spørgsmålene højt, eet ad gangen. Hun kommenterer, fraværende. Journalisten sporer træthed i hendes stemme.

“Man finder lignende steder rundt om i verden og i historien. Udformingen varierer, men kaos er konservativt. Kaos har sine egne rigide regler,” siger hun og følger tuschen med øjnene, idet han streger. “Det er et unuanceret synspunkt, at kompleksets fortsatte eksistens afhænger af de velrenommerede selskaber, der bedriver svindelnumre herfra.”

Tilsidst er listen reduceret dramatisk, men de vigtigste spørgsmål trænger sig på mellem sorte strøg.

Hvem er du?

Han begynder med at stille spørgsmål om drugs.

 

Erogenetik: På vej mod en konsistent terminologi

Assistenten sidder med tøjet nede om anklerne og knæene ud til siderne. Hendes mund står åben, med tungen spillende på læberne, mens øjnene er klemt i. Hun ånder tungt og gnider sig grådigt i skridtet med den tykke tusch.

Det er den sidste situation, journalisten kunne forestille sig hende i. Hvorfor har hun ikke låst døren? Han forsøger at lukke den uden at afsløre sig – for sent. Hendes øjne glider en smule på klem, og straks efter giver hele hendes krop et spjæt, idet hun får øje på ham. Hun farer op og trækker motorcykeldragten om sig. Journalisten bukker sig automatisk efter dildotuschen, der har ramt gulvet foran hans fødder. Den siler af fugt.

Da han mærker hendes usikkerhed, bliver hendes plastikagtige hud til et emne for seksuelt misbrug; han forestiller sig hende som et væsen fremstillet eksklusivt med henblik herpå. Han vil slikke hende overalt og gramse hendes patter og røv glorøde – og det skal ikke røre ham det fjerneste, om hun gør modstand eller ej. Han vil netop til at løfte hende ved taljen, da hun lukker motorcykeldragten i halsen og sender ham et blik, der kortslutter hans liderlighed. Den forsvinder, som bobler i en kedel, der tages af blusset. Kun en svag brusen af adrenalin efterlades i blodet. Han ser sig forvirret omkring efter et sted at anbringe tuschen og tænker, at det bliver kompliceret at fortsætte samarbejdet.

 

Petrokemiske kompromiser

Joe brød sig ikke om det. Næsten alle han kom i berøring med syntes at ændre karakter. Men reporteren, der var ved at forspilde sit liv for at få ham i tale, foruroligede ham. Joe havde en vag idé om, hvad der udløste denne bekymring. Overfladisk set kunne reporteren forveksles med ethvert af disse intense, unge mennesker, der strandede her på flugt fra eller på jagt efter sig selv. Men ved nærmere eftersyn lignede han en yngre udgave af ham selv. Han ønskede ikke at influere på dette menneskes liv. Skulle han sende en medarbejder derned med en opfordring om at tage hjem?

Nu var det for sent. Joe betragtede tjeneren rydde bordet for service, avis-udklip og sammenkrøllede cigaretpakker, mens vandet bag platformen forvandledes til guld. Han havde ladet tiden bestemme, som dengang han stadig kunne grine ad det sindssyge rod, som livet havde begunstiget. Mon reporteren forstod deres tomrum?

Der var en tid, længe før rækken af undersøiske vulkaner var blevet til denne rodede mellemstation for krigsflygtninge, denne neutrale zone for smuglerkongresser og politiske topmøder, dette toldfri lystsejlerbordel, en medina af afgangsterminaler, natklubber, hoteller, bankfilialer, skibsprovianteringer og spillehaller, hvortil man ankommer per ubåd, vandcykel eller luftskib – hvadsomhelst, der kan slæbe sig over Atlanten. Engang var der kun en tæret borerig. Ingen kunne huske om den tilhørte Exxon eller British Petroleum. Selv olieselskabet, som havde haft stridigheder med et forsikringsselskab, havde fortrængt ejendomsretten og ansvaret. Ingen kunne finde selskabets navnetræk, der var gemt under geologiske aflejringer af graffiti. Der var kun myter.

Kilden var løbet tør under boreriggen ud for Malaysia og personalet overgik til andet arbejde eller blev fyret. Joe var blandt de få, som blev tilbage for at afmontere riggen, og han var med, da slæbebådene med den rustne rig blev nægtet adgang til Singapore, hvor den skulle hugges op.

 

Socioteknikkens hemmelige fiasko

Flere bryderier med forsikringsselskabet, forhandlinger med en ophugger i Halifax og en i Valparaiso, resulterede i en uvirksom måned på Java. Mens Joe genopdagede rismarkerne, hvis hylder næsten overnaturligt tårnede sig op over vulkanskråningerne, blev han pludselig klar over, at lighederne til trods, havde det intet tilfælles med de øer, han havde besøgt for så få år tilbage. Ethvert ansigt havde været en ubekymret, lysende lykkesol i dette land, hvor ingen i virkeligheden behøvede at lave noget, hvor enhver kunne ernære sig af junglens eksplosive frodighed, i ly af blade på størrelse med hustage. En umærkelig og foruroligende forvandling af ansigterne havde fundet sted. De kom ikke længere fremmede imøde, men stirrede mistroisk eller forsøgte at vride kontanter ud af een. Joe havde aldrig bestilt andet end at arbejde på platformen og opsøge beværtninger, bordeller og ballade, siden han forlod skolen. Uden idéer eller ønsker henslæbte han tiden i tempelruinerne, hvor væsener i umulige fjerdragter kastede sig skrigende ud fra skoven og aber plukkede turister omkap med professionelle plattenslagere. Når solens sidste stråler oplyste brændingen ud for de uberørte lavastrande, stod han i vandkanten og så på sine hænder og ned af sin krop, som havde han først lige opdaget, at det var hans, og derfor ikke vidste, hvad han skulle stille op med den. Han kunne ikke forestille sig nogen fremtid.

Joe var netop ved at sove ind, da han modtog besked om at tage til Djakarta, og gøre sig klar til afgang. Djakarta – denne ubegribelige millionby, uden nogen hovedgade, og uden nogen middelstand. Som mutantbambus skudt op af en asiatisk giftlosseplads stod skyskraberne sært arrangeret i den lavere bymasse. Enorme dollargrin sejlede omkring i gaderne blandt uendelige strømhvirvler af ramponerede varevogne og overfyldte busser. Alt var nedslidt, overbelastet. Grimt.

Joe fandt ind i de engelske klubber, beliggende højt i kontorbygningerne, hvor støj og os ikke trængte op, men himlens skiftende lys var et studie i forrådnelse. Hver formiddag, allerede beruset, stavrede han ud mellem velhavende kineserinder i enorme pelse foran hotellets kasino-foyer. Han konsoliderede sin gang på tagtennisbanerne, optog sin faste plads i baren, men havde intet overskud til at spille eller kausere. I sin flugt fra fremtidens vakuum formåede han ikke at dele sine tanker med nogen. Efter en hel måned hensvundet i Djakartas barer, blev han hentet af en taxachauffør, som talte hollandsk, men ikke engelsk. Joe overgav sig modvilligt, da bartenderen insisterede på, at han skulle med, selvom han ikke havde bestilt nogen vogn. Siddende svedende og utilpas på bagsædet undrede han sig over, hvad han bestilte i dette mylder, og hvor han var på vej hen.

Han var næppe kommet ombord, før de satte ud over verdenshavene, mod lande, der ikke tog imod dem.

 

I Atlantens mandala

Fanget ind af en tropisk cyklon drev de uhjælpeligt bort fra ruten. Brøl og brag forfulgte fartøjerne, snart i tunneldale mellem bjerge af sort glas, snart hævet op på skumfygende plateauer. I dage efter var havet for uroligt, til at besætningen kunne andet end at opgøre skader og konstatere, at de befandt sig et sted mellem Azorerne og Krebsens Vendekreds. Af frygt for at blive trukket med ned, hvis den forvredne rig skulle synke, turde de ikke tage den på slæb. Da vandet omsider lagde sig, forankrede de riggen på den atlantiske højderyg og skyndte sig væk. Kort efter blev Joe meldt savnet. Man antog, at han var skyllet over bord under stormen.

 

Oceanet hævede og sænkede sit bryst, som et sovende fabeldyr og vækkede en døsig klirren fra nedhængende lænker. Relieffer af rur kom tilsyne, forsvandt. Dybere nede vinkede søgræsset fra flankerne af den korpulente ponton.

Med hænderne på lejderen lod han sig dumpe ned i vandets favn. Kviksølv kogte over hans krop, gennem håret, blev til myriader af diamanter, svævede langsomt bort. Han tog et par svømmetag ud af pontonens skygge og fandt en søjlegang af lys under bølgernes mosaik. Skygger fra en stime følgefisk jog gennem gallerierne. Mørket og lyset glitrede om kroppene, som var en bakke sølvskeer tabt i vandet. Langt borte rumlede en skibsskrue.

Joe hvilede med havet. Længe lod han sig vugge, pulsagtigt, og dykkede så igen. Mens en opgående byge af luftdråber passerede i det rungende tusmørke, forstod han, hvor sårbart han hang over afgrunden som i en enorm skakt, der strakte sig gennem vulkankrateret helt ned i jordens mave. Der var ingen bund gemt under mørket, men fra mørket stirrede sorte konturer på ham. Deres længsel efter at undslippe til overfladen blev kun holdt i skak af stråleglansen. I spastiske ryk rullede han omkring for at orientere sig og opdagede, at han drev væk fra riggen. Et udmattende crawl op og ned over de duvende bølger, bragte ham ikke nærmere. Han forsøgte at samle kræfter, men gled længere bort. Uventet steg en bølge henover ham, sugede ham ned i skumringsdybet. Han havde ikke nået at snappe luft og måtte kæmpe for ikke at synke til bunds. Et sidste gisp undslap ham, da noget hårdt og rut træf ham i siden. Panisk vægrede han for sig med hænder og fødder, men mærkede pludselig, hvad det var, og greb det umiddelbart inden han blev skyllet bort. Ankerkæden strammedes og slækkedes beroligende, mens han trak sig op gennem vandet.

I frygt for, at havet igen skulle sluge ham klatrede han op ad kæden og hang sammenkrøbet dér, navlestrengsagtigt forbundet med solen.

 

Eksperiment med ensomheden

Joe tilbragte dage, stirrende ud i det kæmpemæssige tomrum over havet. Fra tid til anden strøg et millitærfly henover boretårnet eller en russisk fisketrawler listede forbi i horisonten. Men ingen anråbte Joe eller forstyrrede hans eksil, selvom de må have set ham springe afsted, skræmmende havfugle op langs affutagerne.

I skumringen, alene i køkkenets udstrækninger, varmede han indholdet fra dåser uden etiketter. Han sad som i trance mellem kantinens ridsede bordplader længe efter at have spist.

Gnister flygtede ud i natten fra dynger af brochurer og tomme mapper, som han havde fundet i driftsledelsens nedslidte kontorer. I stjerneklare nætter lå han sammenrullet i tæpper midt på helikopterplatformen. Havet fluorescerede grønt. Han betragtede meteorsværme kollidere med de øverste luftlag og forsøgte ikke at tænke på noget. Andre nætter svandt stjernerne bort bag et mælket dis og lavtgående klodeskyder hang som gipsskulpturer mod baggrunden. Den blændende fuldmåne syntes foruroligende tæt på, som i palæocæn, og han kunne ikke sove for lyset.

En dag søgte han op i radiorummet blot for at opdage, at instrumenterne var fjernet.

 

Fiskenes suggestion

De forbereder sig til selskabet, hvor Midway-Joe forventes at dukke op. Hun trækker journalisten med sig på indkøb. Stormagasinet domineres af en maritim udstilling. Skitser af flydende paradisøer og palæagtige lystfartøjer forbigås i tavshed, mens en fotoserie med motiver af undersøiske, menneskeskabte landskaber tiltrækker sig al opmærksomheden. Dynger af rustne maskiner ligger som forslåede havdyr, fulde af koaguleret blod. Et bombefly fra Anden Verdenskrig midt i perledykkernes haver. Tankskibsterminalerne ud for Saudiarabien. Sære, hvide vækster klamrer sig til dumpede gifttønder. Havbunden under Joes kompleks, strøet med mønter og Champagneglas, er en banket, gæstet af havets stjerner. Men i papirvareafdelingen hænger en jungle over deres hoveder og der lyder fugleskrig deroppe fra – altsammen plastik og en uendelig compact disk.

Mens de handler er hun pludselig forsvundet. Han finder hende fordybet og fortabt i en farverig National Geographic-publikation og får akkurat et glimt af gule koralfisk med sorte Rorschach-tegninger, inden hun lukker bogen. Hvad kan ellers interessere et menneske som hende, der forlængst har isoleret sig fra trivielle kontakter? Han ser i hendes øjne, hvordan hun konvergerer med stormagasinets mannequindukker, men han fornemmer også noget andet, uidentificérbart. Måske vil hun sætte pris på Midway-Joe. Han køber bogen til hende og et cat-suit, som hun selvsikkert udpeger efter længere tids rådvildhed. Til minde om hende køber han et sæt mikron-tynde trusser og bh. Det er ikke andet end små trekanter i kromgul elastomér.

 

At benævne flotellets mangfoldighed

En grædende homoseksuel placerer sig i fosterstilling for at falde i søvn. Længere nede ad gangen sidder en forretningsmand i halvtredserne nøgen i den uredte seng, travlt optaget af at skrive rapporter. I værelset ved siden af finder man en køn, ikke helt ung dame, der det meste af tiden ryger cigaretter i lænestolen, mens hun tænker sit liv forfra, som det kunne have været. Dobbeltværelset for enden af gangen deles af journalisten og hans assistent.

Journalisten er en anelse skræmt over værelsets fremmedartede inventar. Han betragter dukkekvinden på gulvet, som jævnligt refererer til en National Geographic-publikation. Med et stempel afsætter hun små strålingsvarseltegn på gule beklædningsgenstande; over skuldre og ryg, på ærmerne og benenes ydersider. Hun fordeler tegnene som pletter på en vildkat. Journalisten fascineres af, hvordan hun ustandseligt redefinerer rummet og sig selv. Pludselig ser hun glædesstrålende op som et barn med et nyt legetøj.

 

Allerede ved ankomsten til selskabet antastes de af en fulderik. Hun gør noget ved fyrens tommelfinger, så kuløren forsvinder fra hans ansigt, og de fortsætter ind i hallerne. Luften er tæt af kunstrøg og ulmer i lummer belysning.

Journalisten lader sig irritere over fyldebøtterne, der ikke kan afholde sig fra at befamle hans assistent. Hun kan ikke lade være med at smile ad ham og bryder ustandseligt ud i et spruttende grin. Han hader selskabet, der minder mere om en elektronikmesse end et party. Han erindrer sløvt, hvordan han blev anti-new edge og for sent erkendte, at det var endnu mere ukonstruktivt. Han er ved at glemme, hvilken rolle hun spiller, og hvorfor han egentlig kom til Joes platform.

Efterhånden glider han ind i en tranceagtig modløshed og fortæller hende, at han er deprimeret, at det svier i øjnene, at han trænger til at sove og vil hjem. Da han ikke forventer nogen omsorg fra hende, vender han sig og går. Han har problemer med at få udleveret nøglen af flotellets portierautomat og på vej tilbage til værelset mister han synet.

Midt om natten finder assistenten ham liggende for enden af korridoren, i en dyb, kold søvn. Han forklarer, at han ikke er fuld, men blind. Efter at have bugseret ham ind i seng og hjulpet ham af tøjet, finder hun noget medicin i sin taske og klæder sig selv af.

Ved sengekanten betragter hun journalisten håndtere et glas i blinde. Hun har skyllet hans øjne og givet ham glasset og et par piller. Journalisten indtager stoffet og læner sig tilbage på puden. Så tager hun glasset fra ham, stiller det på gulvet og kryber ned ved siden af ham for at holde ham varm.

“Det virker – jeg kan se. Jeg kan se dig!”

 

Hvordan den gule læbestift havnede omkring assistentens anus

Som tegn på markant indre fare tegner han tre trapezformede kronblade om hendes venstre brystvorte. Den højre indkredser han med tre ringe, der netop overlapper. Han erindrer ikke, hvad symbolet betyder. Hendes trusser udstyres med diagonale advarselsstriber. Da han er færdig på forsiden, vender hun sig dovent, så striberne kan fortsættes bagpå. Symbolerne smitter af på sengetøjet. Han spreder hendes ben, for at komme til med tuschen, vil tegne et lyn i hendes kusse, men ender med at gnubbe den med spritmarkeren, indtil skridtet er sort og blankt af sværten. Journalisten stryger sine tuschplettede hænder langs assistentens lår, griber i tegningen, arbejder videre. Han graver med hånden ind under trusserne og finder den fugtige åbning. Hun iagttager håndryggens bevægelser under elastoméren, der strammer over knoerne, glinsende og stribede som nyklækkede hvepse.

Da journalisten vil til at trække trusserne af sin assistent bliver hun pludselig nervøs og beder ham holde op. Hun springer ud af sengen og klæder sig på, uden at se på ham een eneste gang. Først da hun står i døråbningen vender hun sig kort og bider sig i læben. Hendes modvilje ophidser ham, på en måde, som han ikke har kendt før. Journalisten vakler efter hende, dykker, fanger hendes talje. Hun griber fat i dørkarmene, men gør ikke særlig meget modstand. Måske kan hun ikke. Kampens stakåndede udbrud forplanter sig gennem korridoren, hvor et nysgerrigt barneansigt har vist sig i en dørsprække.

Tilsidst får han hende gennem døråbningen og skubber hende over mod sengen. Dér kaster han sig over hendes krop. Opfyldt af en tsunami af kropsligt begær flår han i hendes dragt, så trykknapper og lynlåse springer op og blotlægger bryster og mave, helt ned til de tuschindsmurte trusser. Journalisten krænger og river tøjet af dem begge og holder hendes arme fast, mens han borer sin pik ind i varmt, vådt kød uden at ænse hverken hendes forskrækkede gisp eller sin egen vanvittige brølen. Alt, han sanser derefter er et skærende, lyserødt, himmelsk helvede af spredte lår og vridende hofter og sin glinsende pik, der støder dybt ind i en vidunderlig sammenfatning af skuldre og kusse, svedende armhuler og røv, krum nakke og ryg, da han tager hende bagfra. Så rives alt pludselig bort.

 

Journalisten kommer til sig selv. Hans assistent sidder op ad den fjerneste væg med benene og sit tøj trukket op foran sig og ryster og ser på ham med et blik som et forskræmt dyr. Lokalet er ødelagt. Inventaret splintret. Hun synes ikke at være kommet til skade, har hverken violette eller gule plamager. Han ved ikke, om han skal sige noget og ligger længe og stirrer tilbage. Tilsidst rejser han sig på albuerne og spørger om hun fryser. Assistenten ryster på hovedet.

“Du tager fejl,” korrigerer hun. “Du er blind.”

Del dette innlegget på:

Bjarne Benjaminsen

Bjarne Benjaminsen ble født i 1980 i Oslo, men er vokst opp på Leknes i Lofoten. Han har bakgrunn som loffer, smågårdsdreng, journalist & redaktør, og master i filosofi – og har tidligere publisert tegneserier, dikt og fabler i blant annet Gateavisa, Psykose, Klassekampen, Filologen, og Lofot-Tidende. Ca. 2015 utkom diktsamlinga Kjærlighetsskjelv på avispapir, i co-produksjon med Jason Paradisas diktsamling Pirate of Oslo. Denne solgte i nærmere 5000 eksemplarer på gata i Oslo.  … som duften av en drøm … Kybernetiske fabler er hans "skikkelige" debut, utgitt av Orkana forlag i 2020, illustrert av Thore Hansen. I 2022 bidro Benjaminsen med den avsluttende novellen i antologien Althingi: The Crescent and the Northern Star, på amerikanske Outland Entertainment. Forfatterens andre bok, langnovellen Kalles kopier, utkom i 2023 på Orkana Forlag. Benjaminsen bor i dag på Leknes med kone og to barn. Kontakt: bjarne@nyenova.no