
Foto: Jan Türck Kallesen
H.H. Løyche (f. 1964) har skrevet profesjonelt siden 1986 og er med utgivelser i over tjue land en av Danmarks fremste internasjonale fabelprosaforfattere. Hans debutroman Støj (Støy) fra 1996 – den første danske klimafiksjonen (cli-fi) – ble utgitt mer enn ti år før undersjangeren fikk navn og ble vanlig. I 2007 ble han nominert som beste forfatter ved European Hall of Fame Awards, og i 2009 ble han tildelt den prestisjetunge Harbinger Relay Award.
Han har vært aktivt medlem av Science Fiction Cirklen, og har skrevet mange artikler og anmeldelser for Novum og Proxima. Han redigerte også Cirkel Serien i en årrekke og var medredaktør for åtte utgaver av novellebladet Nye Verdener. Senere ble han medstifter av foreningen Fantastik [foreningen Fantastik ble avviklet med virkning fra 01.01.2023, Red. Anm.].
Undrer det dig, hvad der blev af viskelæderet? Hvad med den negleklipper, du aldrig fandt? Eller CD’en, du ikke fik tilbage, og måske slet ikke lånte ud? Jeg skal fortælle dig, hvor de er. De er havnet i en særlig dimension, hvis åbninger findes et sted bag kommoden, på undersiden af vores tæpper og mellem de fleste gulvplanker i huset. Jeg har længe næret mistanke om, at vi husede sprækker i rumtiden, og var bange for, at de skulle perforere vores hjem totalt. Nu ved jeg det med sikkerhed, for i morges fik jeg et grundigt kig fra den anden side. For sent, desværre. Det hele braser sammen omkring os.
Jeg ved ikke, om du bemærkede min skuffelse, men efter at du kyssede mig farvel, hoppede jeg tilbage i sengen og trak dynen op om ørerne. Jeg ønskede bare at forsvinde. Men der må være hul i madrassen også, for pludselig faldt jeg igennem til en klode, der bestod af dine glemte handsker og forlagte sokker. Luften var tung af utømte askebægre, og stank af dine uvaskede armhuler. I en skov af dine tabte tasker, lå søer efter årtiers spildte sjatter. Dér legede din bortløbne kat med dit halvfærdige modelfly, og hunden tog alle sine ugåede tisseture. Negligerede venner boede i dit ubyggede redskabsskur, indrettet med møblerne, du aldrig bar ned fra loftet, og ting, du aldrig leverede tilbage. De levede af dine glemte indkøb, uindfriede middage, mistede madder og tabte peanuts. De ubetalte regninger og det uafsluttede foreningsregnskab lå frit fremme, i stablerne af usorterede papirer. Jeg overværede dumpede elever studere dine bortkomne noter og oversete pointer, mens deres familier revsede mig for dine uhæderlige forklaringer på børnenes manglende viden. De huskede dine uforsvarlige forglemmelser, forsømte aftaler og halvhjertede bestræbelser, og alle forstod den skjulte betydning. De tilgivende talte dit ulærte sprog, de glemsomme og de som bare faldt i staver gentog dine forstillede begreber og uklare holdninger. Men det var også dimensionen, hvor ingen og intet kendte sin plads. Her havnede dit utroskab oven i mine uudlevede lyster og forsmåede ønsker. Her lå kondomerne, du ikke gad bruge, og din distance, da jeg fik abort. I et bjerg af savnede sutter fandt jeg den tiltrængte trøst efter dit brudte løfte.
Lyden fra hoveddøren sendte mig tilbage til soveværelset. Jeg tænkte, at du havde indset din brøler på vej ud ad indkørslen, og var vendt om for at gøre det godt igen. Lettet lå jeg og lyttede til, hvordan du rodede i skufferne og alle dine jakkelommer. Du ville snart komme ind til sengen med min fødselsdagsgave og en undskyldning. Måske kunne vi elske hinanden bagefter, men først skulle du krybe, skulle du. Jeg planlagde at springe op fra dynen og skrige dig i ansigtet:
“Tror du, jeg tilgiver dig uden videre, din … din.”
Men i det samme kaldte du ude fra entréen.
“Øh skat, hvor har du lagt bilnøglerne?”
Knallbra 🙂
Å den var så vakker. En stor forfatter!
Lekkert!
Tusen takk for kommentarene. Jeg er også fornøyd med den lille teksten. Jeg skrev den i 2000 etter at en bekjent av meg mistet ekteskapet sitt på omtrent samme måte som i historien. Min bekjente var ikke distrahert, men behandlet rett og slett kona og de to barna som om de var en slags inventar. Kona fikk nok etter at han hadde lovet å ta dem med på en tur til Sør-Frankrike i høstferien – men han gjorde ikke noe med det. I stedet satt han bare og spilte Civilization på PC-en og brydde seg ikke en dritt om familien.
Det er rart å lese den på nytt etter så mange år, og spesielt fordi jeg i disse dager passer min gamle, Alzheimers-syke mor, som konstant forlegger brillene, mobiltelefonen, hårbørsten, kjeksposene … alt.