Tanken om flugt havde strejfet Alvaro, men efter at have talt med advokaten, besluttede han sig for at tage chancen i retslokalet. Alvaro Jesús Bustamante havde ryddet skrivebordsskufferne og reolhylderne og fordelt indholdet i papkasser på gulvet. Morgenens anstrengelser havde gjort ham svedig, så han fortrak ind i baglokalets kupéagtige mørke for at friske sig op ved håndvasken. Vasken og kaklerne var grågule af aflejringer. Støvet hang i spindelvævet bag skabet og lå tykt under den uredte seng. Rengøringspersonalet havde hverken fyldt dispenseren eller skiftet håndklædet, men han fandt et stykke håndsæbe i medicinskabet, ved siden af flasken med kloroform.
Lyset trængte sig på bag den tillukkede persienne og slog gennem spalterne ind i rummet. Det oplyste de brune glasflasker i medicinskabet, faldt på et tofløjet garderobeskab af billigt finér, en kondicykel, og jernsengen over hvis gærde Alvaro havde slængt sin jakke, slips og skjorte.
Mens han var ved at klæde sig på, bemærkede Alvaro, at han havde overset et par indrammede billeder på væggen, og pillede dem ned. Det ene billede var et falmet polaroidfoto af ham selv foran et militærorkester. Allerede dengang havde han en kommende leders nærværende blik. Han smed billedet på sengetøjet, der var tilstænket af blod og sæd. Det andet foto stammede fra sundhedskonferencen i ’86. På en eller anden måde stod hans røde koteletbakkenbarter og brillernes sorte ramme perfekt til Mercedesen, hvorfra han ledsagede den unge lobbyist-frue. Hun var ved at blive skilt, og de havde haft en affære, natten efter hjertekirurgernes gilde. Billedet afslørede intet kriminelt, men foruroligede ham, som om det gemte en forudanelse om retsopgøret. Overrasket over det fortrængte foto, satte han sig på sengen og lænede sig tilbage mod sengestolpen, der stod klemt op i et hjørne af værelset. Han fandt sine briller frem fra jakkelommen og tog dem på. Disse briller, med deres robuste, sorte stel, som Alvaro for længe siden havde byttet sig til for en æske slanketabletter, var blevet til en del af ham, som en tand eller en negl.
Alvaro lod hånden med fotorammen hvile på sit bukseben, der spændte over låret efter ihærdig træning på kondicyklen. Han tolkede billedet efter et fjernt århundredes ikonografi, i pludselig ængstelse for at blive torteret. Men advokaten havde forsikret ham; leverancerne var både for vigtige og for kompromitterende. ‘Systemet’ ville rense ham – om ikke på anden måde, så med bestikkelse, afpresning og vold.
En halv time senere rejste Alvaro sig besværet fra sengen og gik hen til vinduet. Han trak persiennen op og støttede sig med hænderne på vindueskarmen. Fjorten etager nede drev børnene gennem gaderne i deres evige tiggen og søgen efter madrester og genanvendeligt affald. Alvaro spejdede ud over byen, hvor enorme mængder af skrald og byggematerialer, der var stjålet i Mexico City, lå hulter til bulter, blandet op med giftaffald som kemigiganterne dumpede i slummen. Langt ude i horisonten slog lyset hårdt mod et kontroltårn. Alvaro var kommet til verden dér, presset op ad startbanerne. Han voksede op med sin mor, sine bedsteforældre og otte søskende i blikskuret, adskilt fra lufthavnens umådelige betonflader af et elhegn og en smal stribe affald. Utallige vidnesbyrd om fjern velstand passerede forbi, lige udenfor hegnet: Transnationale turister, universitetslærere, popstjerner og andre passagerer, i maskinerne, der kastede sig mod himlen. Himlen faldt aldrig til ro. En, to i minuttet slap trafikflyene deres greb i jorden og krængede over bliktagene. Han huskede, hvordan jetmotorernes brøl fik skurene til at rasle, og hvordan sodskyerne drev ind fra banerne og faldt som negsne, brændende og sort. En kvælende stank hang over området, som var luften gået i forrådnelse.
En mangfoldighed af muterede vækster trivedes i slummen. Insekter, der spiste plasticposer og kamuflerede sig som slikpapir. Intrikate rørsystemer, blege som hjernevindinger, nedbrød bliktagene, mens kaktusserne døde mellem skurene. Med samme kunstfærdige logik adskilte Alvaro sig fra mylderet af misdannede indbyggere – deres underudviklede lemmer, sammenvoksede fingre, hareskår eller forvoksede hoveder. Også blandt sine søskende skilte han sig ud, som de sov på blikskurets skjoldede springmadras. Deres spinkle latinerkroppe hvilede mod hans kæmpemæssige legeme og røde hårpragt, uvidende om, at han fulgte en uidentificeret evolutionsplan, betinget af den vildskudte bykultur.
I bunden af barakbyens gyder havde Alvaro fået en vision. Han havde set op, med en fornemmelse af, at noget usædvanligt var ved at ské. Først havde han fået øje på hangarerne og de fjerne radarantenner, der blinkede i sollyset, mens de afsøgte luftkorridorerne. Derefter gled hans blik langs hegnet og tilsidst, mens tankestrømmen faldt ind i et mønster, lod han øjnene hvile på et havareret fly i lufthavnens udkant.
Alvaro huskede stadig havariet. Det var gået stærkt. Efter at brandbilerne og redningsmandskabet var kørt, havde gadebørnene kastet sig over vraget, revet det fra hinanden og afsat det som reservedele. Skroget var nu helt renpillet og lå som et mægtigt skelet efter en strandet hval. Alvaro havde ofte siddet i cockpittet, studerende et kort med banerne indtegnede, som et diagram over en underbevidst flugtrute, eller han havde slentret blandt segmenterne af udbrændte vinylsæder, i et afmægtigt forsøg på at begribe mekanismen, som ville han engang blive i stand til at renovere den og flyve gadebørnene ud af elendigheden.
Den dag havde Alvaro pludselig set slummen som den mægtige oliesump, den var. Alt defekt og overflødigt sev mod bunden og udfældedes i en hektisk organsamling, der filtrerede, sorterede og videresendte materialer såvel som mennesker. Jorden faldt aldrig til ro. Opkøberne parkerede deres ramponerede varevogne ved de enorme stabler af aluminium og kobbertråd. Skraldsamlerne vogtede deres skatte og købslog om oldgamle videokasetter og mobiltelefoner. Messing og mønter gik fra hånd til hånd. Skikkelserne stod dirrende, rastløse i solen, alle specialister: Lommetyvene fra indenrigsterminalen, kokahandlerne og polyméreksperterne mellem deres dynger af blåt plastic, gråt plastic, gult. Fabrikanter med talrige produkter, stykket sammen af skrot og konservesdåser. Der var alle slags – soignerede ophuggere i habitter og børn så giftige af kadmium, at de ikke kunne berøres. Intet undgik strømmen. Alt blev brugt eller udstødt. Alt bestod af mindre dele. Alt kunne skilles ad, og delene skiftes ud. Alt løb tilbage. Selv den magre schæferhund, de havde kidnappet og stegt over et bræddebål, var fuld af dele indvendigt. Det var dén, der gav ham idéen.
Når Alvaro, som et fingeret optagelsesritual i Moon-bevægelsen, lod de yngste aspiranter føre ind på kontoret, frasorterede han slummens ugunstige mutationer. Han havde stået over dem med sit strenge blik og undersøgt deres støvede hår, ansigternes og bagdelenes proportioner. Alvaro Jesús Bustamante, dette menneske, der aldrig selv havde gået i skole, afgjorde børnenes skæbne med en håndbevægelse. Hans gestus ville enten sende dem tilbage til blikskurene eller ind til baglokalets uredte seng.
Alvaro vidste ikke, hvad der blev af dem, når deres øjne og organer var skåret ud. Det var ikke hans job. Han indsamlede blot, filtrerede, sorterede, sendte videre – gav sit bidrag til strømmen. I begyndelsen til det private marked i Nordamerika og Europa. En kirtel til Canada, en tarm til Italien. Friske hjerter til rockstjerner og politikere. Ved sundhedskonferencen i Buenos Aires havde Alvaro indhentet tungere kontrakter: Nye organer til soldaterne fra den forulykkede atomubåd, og senere til de løsslupne eksperimenter i forsvarets laboratiorier.
Da politiet endelig hentede Alvaro, var han bange. Han knugede sine sorte stel og idet han tog dem på udbrød han højtideligt: “For det første slår man ikke på én med briller. For det andet kommer vi ud herfra. Om så det bliver i småstykker.”
Oprindeligt trykt i Phantazm nr. 8, 1996.
Les mer om og fra H H Løyche her.