Science fiction er den nye realisme

Nye Nova er blitt gjort oppmerksom på det danske forlaget A Mock Book, som skriver om seg selv: «Alle vores udgivelser taler ind i de igangværende planetariske omvæltninger.»

Forlaget «går ikke opp i sjangerkonvensjoner», samtidig har deres idealistiske utgangspunkt satt dem på sporet av ganske mange science fiction-utgivelser.

Ikke nok med at de har stått for oversettelser av en rekke SF-klassikere (fra Kim Stanley Robinson og Vonda McIntyre via J.G. Ballard, John Wyndham, Frank Herbert og Arthur C. Clarke til Ursula K. LeGuin, Stanislaw Lem og Françiose d’Eaubonne , samt mye mer), de har også utgitt manifestet SF er den nye realisme.

Med forlagets tillatelse viderebringer vi første kapittel av manifestet, som utgjør 14 av bokas 54 sider.

«Science fiction er den nye realisme

1.
Science fiction er den nye realisme.

2.
Science fiction er med forfatteren Kim Stanley Robinsons ord ikke længere en genre, der handler om at forudsige fremtiden. Science fiction adresserer den planetariske krise, som ryster den eksisterende verdensorden, destruerer naturen og definerer vores tid.

3.
Science fiction er utopisk i sin grundimpuls. Men den er ikke naiv. Den omfavner ambivalenser og modsætninger.

4.
Vi lever i en nutidskultur, hvor politik ser ud til handle om at bevare så meget som muligt af det bestående. Eller om at vende tilbage til en mytologiseret fortid.

5.
Science fiction iscenesætter, dramatiserer og afprøver mulige verdener. Science fiction abonnerer ikke på idéen om, at det er lettere at forestille sig verdens undergang end et alternativ til kapitalismen.

6.
Science fiction er kontemporær, i dialog med det antropocæne.

7.
I modsætning til den vestlige kulturs dominerende hovedstrøm lukker science fiction ikke øjnene for tidens udfordringer og gemmer sig ikke bag det psykologiske dramas eksistentielle narcissisme, som er den antropocentriske verdensordens foretrukne udtryk.

8.
I modsætning til den dominerende antropocentriske litteratur beskæftiger science fiction sig også med planetarisk problemløsning, med utopien og spørgsmålet om, hvilken verden vi gerne vil have og arbejder frem imod.

9.
Science fiction træder ind i nutiden med et aktivistisk engagement og eksperimenterer sig frem i nutidens sociale og politiske og teknologiske morads. Den står på det muliges side og er overbevist om, at tidens forandringer allerede er i gang og vil ændre alt.

10.
Science fiction er et tankeeksperiment med åbne øjne.

11.
Science fiction udpeger den horisont, vi nødvendigvis må handle og agere i.

12.
Fremtiden er her allerede. Den er med William Gibsons ord bare ikke distribueret ensartet.

13.
Fremtiden er her nu, lige her i dette liv. Science fiction præsenterer ikke længere blot forestillinger og fantasier om mulige fremtider. Naturen er allerede en ødemark. Ressourcekrige destruerer og udpiner jorden. Den fossile kapitalisme har allerede ændret biosfæren og planetens økosystemer grundlæggende. Arter uddør i rekordfart. Befolkningseksplosionen er en realitet. Klimaforandringerne kan ikke stoppes. Flygtningestrømme mellem kontinenter og lande intensiveres hvert år. Fake news og propaganda har erstattet ideen om sandhed og om en demokratisk offentlighed. Det private er blevet invaderet af overvågning og kommercialisering. Megacorps arbejder systematisk for at kontrollere politik og kultur i retning af mere overvågning og konsum. AI har overtaget store dele af det offentlige og politiske liv.

14.
Fremtiden er her nu. Den planetariske krise er her nu. Det globale økosystem er i voldsom forandring, slået ud af balance af den menneskelige civilisations fremfærd. Temperaturen stiger, isen smelter, vejret går amok, arter forsvinder, biodiversiteten bliver fattigere, alt omkring os lider under et stadig større pres fra den antropocæne tidsalders dynamikker. De politiske organisationer – nationale og globale mangler den nødvendige handlekraft og formår ikke at tænke langsigtet. Den sociale orden vakler under en stigende polarisering og magtesløshed. Ulighed intensiveres under superkapitalismens teknologiske regime og får enhver sammenhængskraft til at fordampe. Hele dette sammenhængende kompleks af kriser er den umiddelbare horisont for science fiction. Fremtiden er her nu.

15.
Den planetariske krise er ikke længere en dystopisk forestilling om fremtiden; det er den nye normal, en permanent undtagelsestilstand, enhver må navigere og handle i. Det planetariske er politisk.

16.
Alligevel lever science fiction i skyggen af den realistiske fiktion, der dominerer både bestsellerlister, pensum på universiteter og de officielle kanonlister. Det er på tide at udvide perspektivet hos læsere og smagsdommere. Den antropocentriske fiktion med fokus på mennesket og menneskearten adresserer ikke samtidens planetariske kriser, det er på tide at få udbredt en antropocæn fiktion.

17.
Amitav Ghosh har i Den store vildfarelse gjort opmærksom på, at den planetariske krise også er en forestillingskrise. I lyset af den planetariske krises alvor og omfang er det uforståeligt, at bestsellerlisterne ikke er fulde af bøger om nutidens altoverskyggende sociale og politiske udfordring: Klimakrisen. Der mangler fiktioner om, hvordan vi agerer og eksisterer midt i den planetariske krise. Ligesom Ghosh kan vi konstatere, at bestsellerlisterne også her i landet er fulde af titler om familie, identitet og uforløst kærlighed. Det hele tilsat biografier og krimier.

18.
Den allestedsnærværende autofiktion og den familiebårne psykologiske roman forekommer i stigende grad at være en art eskapisme, der med diskussioner om identitet og eksistens ikke forholder sig til den antropocænes mange forbundne kriser, som vi her sammenfatter i termen: Den planetariske krise.

19.
Den realistiske fiktion eller den psykologiske roman er bygget op omkring karakteren: Individet, personen, jeget. Kvalitet forbindes med karakterudvikling; ideen om at jeget gennem erfaringer, gerne svære og voldsomme, bliver klogere og dannes til et mere fuldkomment individ, som nu kan finde sig til rette i samfundet. Hvis dette ikke er en mulighed, må jeget gå til grunde, gerne voldsomt, så det kan ses og mærkes af læseren. Dette er den humanistiske morale, det borgerlige samfunds
straf. Tilpas dig normerne eller dø!

20.
Naturen og omgivelserne er scenen for følelsernes sentimentale opdragelse, stedet for møder og intriger, rammen for hjertets dannelse og eskapadernes legeplads. Natur er baggrund, aldrig forgrund.

21.
Den realistiske fiktion har ofte den unge, hvide mand i centrum. En tilsyneladende repræsentativ skikkelse, man kan spejle sig i, og som gennem alverdens kvaler med at finde sig til rette i verden, ofte i forhold til en skrækkelig far og et samfund fuld af forhindringer. Handlingen er tilrettelagt som et eventyr af prøvelser og fristelser, møder med det andet køn, sammenstød med familien, vanskelige beslutninger om venskab og karriere. Kan disse forhindringer mon overkommes, eller er de for svære at håndtere, eller vil de i sidste ende misdanne individet. Bedst fungerer denne skabelon, hvis den også er spundet ind i et spændende miljø; en slægt, en stand, en klasse, en by, så læseren undervejs i heltens fremfærd kan få indblik i den menneskelige verdens mange enklaver. Alt i alt gør denne antropocentriske lekture læseren klogere på den menneskelige komedies svære skuespil og tilbyder i form af en uperfekt hovedperson en ven i ånden for læseren, der kan genkende det mangelfulde og utilstrækkelige.

22.
For ikke længe siden, var kanon på litteraturhistoriske fag domineret af den modernistiske roman. Dybest set fire værker: James Joyces Ulysses (1922), Robert Musils Manden uden egenskaber (1921-1942), Thomas Manns Trolddomsbjerget (1924) og så Marcel Prousts På sporet af den tabte tid (1912-1922). Resten kan betragtes som forskellige varianter af samme antropocentriske formel om den unge, hvide mand, der skal, men ikke kan finde si til rette i det europæiske samfunds ulidelige lethed. I dag er det vel ikke urimeligt at hævde, at denne tradition er kulmineret i Karl Ove Knausgårds Min kamp, som på alle tænkelige måder har fuldendt dette masterplot og forhåbentligt også sat et punktum for den antropocentriske fiktion.

23.
I dette alt for menneskelige drama er naturgrundlaget retoucheret eller helt forsvundet. De planetariske kriser, den fossile kapitalisme, ekstraktionen, klimakrisen, biodiversitets-krisen, den politiske handlingslammelse er sekundær eller helt udvisket. Det er derfor, den realistiske og psykologiske roman ikke længere adresserer tidens vigtigste problemer.

24.
Alligevel lever science fiction i skyggen af den realistiske og psykologiske tradition. Science fiction er alt for længe blevet betragtet som niche, subkultur, fringe. På avisredaktioner og i tidsskrifter, på universiteter og biblioteker og ikke mindst i boghandlere lever science fiction et liv som genrefiktion og et udtryk for en specialiseret smag, og dermed henvist til samme provins som fantasy og graphic novels.

25.
Når det er sagt, har science fiction de senere årtier med forsigtige skridt bevæget sig fra den kulturelle periferi og længere ind på kulturens hovedarena og forsøger nu her at adressere tidens mest komplekse udfordringer. Forfattere som Ursula K. Le Guin, Octavia Butler, Margaret Atwood og Kim Stanley Robinson har åbnet døren til et bredere publikum og naturaliseret mange læseres forhold til genren. Desuden benytter flere og flere etablerede forfattere sig af elementer fra science fiction – i Danmark kan nævnes forfattere som Olga Ravn, Charlotte Weitze, Theis Ørntoft og Jonas Eika. Men også mindre kendte forfattere arbejder og eksperimenterer med science fiction, blandt andet Sigrún Gudbrandsdóttir og Kristian Byskov. Ser man lidt bredere ud i det kulturelle landskab, er mange aktører i kunst- og filmverdenen optaget af science fiction som en del af deres praksis. Ingen nævnt, ingen glemt.

26.
Historisk tilbyder science fiction – den skrevne, den visuelle, den klassiske, den kontemporære – også et kulturelt arkiv af billeder og visioner om livet i og under planetariske kriser. Utallige værker beskriver implikationerne af bestemte begivenheder og forandringer i udfordrede økologier, der giver os perspektiv på virkeligheden lige nu. Dette arkiv indeholder også eksempler på, hvordan vi kan leve og hvilke former for fællesskaber, der er til rådighed i vores situation. Det er overvældende, at så mange tanker og billeder allerede findes, frembragt af tidligere generationer og fuldt tilgængelige som en del af den kollektive bevidsthed.

27.
I lyset af planetariske omvæltninger har vi en hunger efter at forstå vores handlerum. Fremtiden er usikker, intet er givet. Så hvilken agens findes der lige nu? Science fiction handler om at skabe billeder af mulighederne for at eksistere, om at indrette sig med sorg og magtesløshed, men også om at kæmpe og at ændre tingenes gang, og om at leve i nye fællesskaber og om at være i alliance med vores omgivelser, og ikke mindst om at tænke politisk og handle institutionelt i dag.

28.
Lad os rekapitulere. Livet i den planetariske krise er forandring. Alt er allerede anderledes. Vi har brug for at se disse forandringer, mærke deres tilstedeværelse, høre stemmer fortælle om dem, se levede liv udfolde sig og gennemleve dem via fiktionens avatarer. Dette er science fictions modus operandi.

29.
Science fiction iscenesætter og dramatiserer begivenheder under den planetariske krise og viser de dybe skælv, de igangværende omvæltninger sætter på vores samfundsmæssige – sociale, politiske, kulturelle – orden. Science fiction er udviklet til at simulere og skitsere disse ofte ekstreme scenarier, mange af os allerede lever i og hjælper os således med at agere i en radikalt forandret virkelighed.

30.
Utopien i Science fiction vil altid være udsprunget af den samtid, den er skrevet i, og kan derfor ses som en kritik af, en beskrivelse af eller en kommentar til den politiske, planetariske eller sociale virkelighed.

31.
Utopien har en energifyldt potentialitet, der er nødvendig, hvis vi vil skabe fundamental forandring. Vi skal kunne tænke det, forestille os det, for at kunne bevæge os imod det.

32.
“Grænsen mellem fiktion og virkelighed er en optisk illusion”, skriver Donna Haraway.

33.
I science fiction behøver man ikke forstå – men man må lege med, turde bygge nye verdener og blive i besværet, være i det mystiske eller det uforståelige. Det uforståelige skaber en kropslig forbundethed med optrævlede ender eller tentakler, klar til at forbinde sig til den verden, vi lever i.

34.
Vi skal udgive og læse både ny science fiction, men også genlæse ældre værker. At tænke det fuldstændigt nye som den eneste mulighed er en kapitalistisk logik. Upcycling, recycling, genlæsning og genfortolkning som praksis kan også skabe forandring.

35.
Når vores forståelse af verden, eller forventninger bryder sammen, kan vi skabe noget nyt af resterne af materialet. “Det er samtidigheden af sammenbruddene, der skaber sprækker i dominansens matricer og åbner geometriske muligheder”, skriver Haraway.

36.
I science fiction giver tingene ikke altid mening, men det er meningen. Det giver anledning til spørgsmål, og det er et af vores stærkeste redskaber.»

 

LES OGSÅ:

Deilige drømmer eller mekaniske mareritt?