av Kenneth Krabat
Opprinnelig publisert i det danske tidsskriftet Proxima nr. 111.
Iskoldt spor som titel er en dødssyg fordanskning af The Frozen People (De fastfrusne på svensk),
i guder hvor klichéfyldt elendig, både som fornærmelse mod krimigenren, der har udviklet sig siden
70’erne, science fiction-genren, der altid har betitlet sine bøger, så de stak af fra resten, og
fantasygenren, som med tilsvarende held har betitlet sig til særlig opmærksomhed fra fans. Her må
have siddet en forlagsedaktør uden mod og/eller forståelse, som har været nødt til at få bind 1 af
bestseller-forfatteren Elly Griffiths’ nye serie til at tage sig uintimiderende ud over for den
ukrævende gennemsnitslæser, og gøre tidsrejsen til et nemt forståeligt og acceptabelt greb, som i
Outlander-serien af Diana Gabaldon – dér med Historie og tidsrejse og romance, og her med Ali
Dawson, karrierebetjent, nu vigtig medarbejder i en afdeling for henlagte sager, “cold
cases” (frosne mennesker, standsede sager…), som med billigelse allerøverstfra eksperimenterer
med tidrejser for at indsamle oplysning til at kunne løse de henlagte sager med, og derfor rejser lidt
i historien og fumler med kærlighed og forælderskab som alle andre normale mennesker. Very
relatable, som kravet siges at være i dag.
I Iskoldt Spor er tidsrejser i sin absolutte vorden. At løse henlagte sager er blot en del af en større
vinkling på forskningen i tidsrejser. Hidtil har praksis bekræftet teorien – at tidsrejsende ikke kan
ses, men er en slags spøgelser, der kun kan observere, hvilket jo er perfekt hvad angår frygten for
ufrivilligt at komme til at ændre fremtiden. Men da Ali Dawson indvilliger i på egen hånd at rejse
længere tilbage i tid, end hendes gruppe hidtil har eksperimenteret med – til London i 1850’erne –
fremstår hun i de dages mini-istid både fuldt fysisk og utilstrækkeligt klædt på, og en planlagt times
ophold for at afklare en højtstående ministers forfaders skyld i mord bliver noget længere og mere
improviseret (og er spoilerfrit faktisk den sjoveste del af bogen).
Og så udfolder en historie sig, der behandler tidsrejser som en art bilprototype, som frivillige er helt
med på at afprøve, vel vidende at de risikerer at dø eller aldrig komme tilbage. Og som det viser
sig, abonnerer forfatteren hér på blokuniverset, så intet kan forandres, fordi det allerede ér sket:
Brevet fra fortiden har altid ligget i den hemmelige skuffe, manden er altid rejst til fremtiden – men
hverken forfatteren eller karakterer siger: Ah, så er det ligemeget med, hvad vi gør – vi kan
medbringe atombomber og viden om økonomien og frembringe kontrafaktiske virkeligheder og
mængder af paradokser, hvor de tidsrejsende aldrig ville kunne være rejst tilbage og have lavet
fremtiden om, og så videre. I Claire Norths Harry Augusts første 15 liv løses spørgsmålet om
blokunivers eller multivers så elegant og paradoksfrit, at man må kaste sig i støvet – men Elly
Griffiths har ingen aspirationer om at lære nogen noget; det er “og så”-historiefortælling, der lige
akkurat kan svinge sig op på to næsten parallelle spor i fortid og nutid, og rejser til nutidens fremtid
snakkes der ikke om.
Som så mange gange tidligere i science fiction-genrens historie er tropen “tidsrejse” i Iskoldt spor
et greb – en fancy måde at udvide et plot på, der kan anvendes elegant, kluntet eller uden
forståelse for tidligere anvendelser af samme greb. Frem for en tidsrejse til 1850, hvor
tilbagevenden til bogens valgte nutid fordrer funktionel teknik eller magi, kunne en sådan rejse med
helt samme besvær være gået til en fjern ø eller et fjernt land, og politiske forviklinger så årsagen
til besværet med at vende hjem. Men i dette spændings-eventyr kerer Elly Griffiths sig ikke om
politik, videnskabelighed eller logik eller bare overhovedet at sondre mellem videnskab og magi –
hun opkalder tidsforskningafdelinger efter Niffenegger, Wells og Narnia-børnene som et nik til
vaneforbryderne (undertegnede, f.eks) om ikke at forvente hård videnskab – hun skal bare have
tropen til at give nogenlunde mening, og sørge for et plot, der er konstant lænet fremad, så
læseren drives igennem fortællingen uden at stille spørgsmål. Og med dét sagt: ikke skræmme
læseren væk med (nogen som helst) tekniske beskrivelser eller oplæg til selvstændig spekulation.
Med den efne og mundrette oversættelse til hjælp (Nanna Lund) drives man frem mod en
forløsning nærmest ret op og ned ad sidste punktum, der ikke er en cliffhanger – bogen både kan
og er tiltænkt at stå alene – men hér har man fået så meget ind af Ali Dawsons forhold til sin søn
(og sine 3 ex-mænd), at i hvert fald jeg har fået rigeligt og tænker, at dén relation da bestemt må
være brugt op, hvad angår kommende bog 2. Men som med tilbagevendende mandlig agens, der
forekommer kvinder dum, kedelig og kun beskreven for at holde læsende mænd fangne i klichér,
der kan få dem til at føle sig klogere end hovedpersonen og/eller heppe ham frem, kan gentagne følelsesrelationer, og som her moderlige bekymringer for en voksen søn, måske have tilsvarende
effekt på en kvindelig læser – medfølende klogere-end og heppende. Jeg ved det ikke, men det
forekommer forceret. “Gør Ali Dawson mere følsom” har en eller anden testlæser sagt, tænker jeg.
Elly Griffiths har 37 bøger i 6 serier bag sig på godt 25 år. Er der stof her til flere bøger i samme
nye serie? Ja, alle de involverede skal velsagtens tilbage til 1850’er for at løse gåden om de
magiske stole, og der ér jo lagt i ovnen til en kærlighedsaffære for Ali Dawson… om tre år i datidig
regning. Vil man tilbringe 6-7 timer med læs eller lyt, og slække noget på genrekravene i denne
tidsrejsekrimiromancefantasyfortælling, er tiden fyldt okay ud og alt er glemt i morgen.
Elly Griffiths, Iskoldt Spor (The Frozen People, 2024)
Gads Forlag, 2025
papirbog set til 175 kr (bogpriser.dk)
LES OGSÅ:
Novelle om en tidsreise: «En liten, men viktig detalj» – Nye NOVA