Det var Toulouse-regionens eneste industrigård, bag hvis mure mennesker kunne arbejde i det fri. I ventetiden havde sjakket søgt ly under den grønne plastik-beholder. Lenny havde flere gange nævnt, at som den stod dér på sine stålstylter lignede den et rumuhyre, der nårsomhelst kunne affyre dødsstråler. De andre rystede på hovedet af ham. Maskinen indeni beholderen kunne muligvis godt udsende farlig stråling, men den var inaktiv når menneskene arbejdede i gården. Til gengæld udsendte den sentimentale sange, som et slags løfte om en svunden tids tilbagevenden:
Hvis jeg vidste, at du fandtes
ville jeg lede i hver by,
kalde dit navn i gaderne,
indtil jeg genså dit smil
og kunne fortælle min drøm
om, hvor højt jeg elsker dig.
Lenny var forlængst holdt op med at høre efter. Uanset hvor de befandt sig eller hvad de foretog sig, blev de altid mindet om den fortid, de ikke ville kendes ved. Pinligt til mode forsøgte han i stedet at nyde de sidste minutters fri luft. Han håbede, at vejret holdt, så de kunne komme udendørs igen dagen efter. Uanset hvor meningsløst arbejdet var, ville han hellere bruge kræfter på dét end på gymnastik.
“Ti minutter igen,” var der én, der sagde. “Vi må hellere gå tilbage til modulet.”
Det var mens de traskede over gårdspladsen, at Lenny spejdede op på bygningerne bag muren, fik øje på en grågul plamage under en ventilationsrist og uforvarende trådte over sikkerhedsstriben.
“Hey, pas på!” blev der råbt. “Du er ude på fragtsporet!”
Lenny bemærkede intet. Han var helt fokuseret på, hvordan han skulle få fat i det særlige, han havde opdaget. Resolut klatrede han op ad nærmeste mast og dannede sig et overblik. På den anden side af muren førte et transportbånd op til en lastluge i bygningen. Han steg forsigtigt over på muren, balancerede de få meter hen til transportbåndet, sprang over på det og vaklede op til lastlugen. Idet han strakte sig for at nå ventilationsristen fik han øje på sine kolleger, der stod henne ved passagermodulet og råbte og viftede med armene som gale. Han sendte dem en grimasse, men det fik dem ikke til at slappe af. De mistede hinanden af syne, idet toget rullede ind på pladsen med jamrende bremser.
Lenny havde netop taget hånden til sig, da båndet satte i gang og førte ham hurtigt ned mod en svejsetunnel, hvorfra hvæsende gnister sprang ham imøde. Der var ingen tid til omtanke – han hoppede tilbage på muren og videre de tre meter ned, kom på benene og løb tilbage over gårdspladsen og hen langs togets dæk. Passagermodulet var allerede løftet på plads og togets motorer sprang igen op i omdrejninger, netop som Lenny nåede trappestigen. I det stigende vindpres kæmpede han sig op og hen til passagermodulet, hvor Gustav stod klar ved døren og hjalp ham ind.
“Er du rigtig klog, Lenny? Hvad fanden skulle det til for?”
Forpustet rakte Lenny ned i lommen og tog sit fund frem. Med et grin åbnede han næven og viste trofæet frem.
“Risikere liv og lemmer for dét, din torsk!”
Gustav slog til Lennys hånd, så lav-fligene fløj rundt i kabinen. Kollegerne så til, mens Lenny kravlede omkring og pillede de tørre stumper op. Et øjeblik efter satte Gustav sig på hug og gav en hånd med.
“Undskyld, Lenny,” sagde han, “men du gjorde mig altså skidebange. Hvorfor bad du ikke maskinerne hente det?”
Lenny svarede ikke, men fandt sig en plads, satte sig og skulede ud på landskabet, der fór forbi med femhundrede kilometer i timen – et virvar af køletårne, samlehaller, rør, transformatorstationer og skorstene, så langt øjet rakte. Bag ham hviskede sjakket indbyrdes, men han hørte ikke ordene.
Lenny var blevet flyttet til et kammer for enden af gangen i nederste kælderetage og det krævede en længere gåtur, før han kunne lukke sig ind og være alene. Dagens strabadser sad som en sød træthedsfornemmelse i musklerne, så han satte sig et øjeblik på briksen for at slapppe af. Først dér opdagede han, at han havde hul på knæet og hudafskrabninger i begge håndflader, sandsynligvis fra da han landede på asfalten nedenfor muren. Efter at have skyllet sårene fandt han en glasskål frem. Deri puttede han først et specialfremstillet vækstmedie, derpå lav-prøven og en sjat vand. I henved en time studerede han skiftevis lav-bladene gennem et forstørrelsesglas og et plantekatalog på skærmen. Tilsidst gav han dog op og stillede skålen hen på hylden til samlingen, der nu bestod af seks forskellige slags lav og en enkelt mos-art under et lille dagslys-neonrør. Han havde haft flere levende lav-arter, men et par stykker havde vist sig umulige at holde liv i. De tørrede rester udgjorde nu to siders herbarium i en lommekalender ved siden af skålene. Udmattet tog han jakken af og lagde sig på briksen.
Lenny vågnede igen ud på aftenen. Det undrede ham, at Snow ikke havde kontaktet ham endnu.
“Mentor,” sagde Lenny.
Skærmen skiftede ikke billede, men kameraet begyndte at panorere omkring i kammeret.
“Ah, du har fundet en ny lav-art,” konstaterede Snow.
“Hm …”
Kameraet zoomede ind på den nye skål.
“Hvad slags er det?”
“Den ligner en Lys-væggelav,” svarede Lenny, “men jeg er ikke sikker. Den virker tykkere og mere læderagtigt, end den bør.”
Snow opgav, at foregive, at den ikke vidste besked:
“Xanthoria candelaria kan heller ikke leve, hvor du fandt den.”
“Hvis du skal give mig en opsang,” sagde Lenny, “så gør det nu.”
Kameraet vendte sig mod Lenny.
“Jeg må tilstå, at jeg har overvejet at begrænse din udgangstilladelse, men det vil ikke være rimeligt. Generelt opfører du dig ansvarligt, men sommetider bliver du så enthusiastisk, at du glemmer alt omkring dig. F.eks. har du intet spist, siden du kom hjem. Spørgsmålet er så, hvad vi stiller op med det. Hvad synes du selv?”
Vejret holdt lidt endnu og sjakket fik lov til at rense maskindele, som maskinerne selv kunne have renset hurtigere og bedre. Lenny bemærkede, at kollegerne holdt ekstra øje med ham. Kort før middag trak en kolonne askeskyer op i horisonten, og højttaleren bad sjakket søge ly i passagermodulet. De spiste frokost på turen hjemover. Sandwicherne indeholdt skiver af en ny slags kødpålæg, hvis farve var mistænkelig lilla, men som smagte fortræffeligt. Gustav fik alle til at grine ved at foregive, at han læste varedeklarationen højt:
“Vævskultur baseret på splejsning mellem strudsekråse- og tudseøre-celler. Mmm.”
Hjemme igen opdagede Lenny, at hans kammer var blevet afkortet med mindst en halv meter og stank kvalmende, som en blanding af skosværte og vitaminpiller.
“Vi er virkelig kede af det,” sagde Snow, “men kølerørene til den ny transformator skulle føres igennem et eller andet sted.”
Lenny kommenterede ikke – han var bare lettet over, at ingen havde rørt ved lav-samlingen.
“En anden sag er, om du kan tage imod besøg i morgen?”
“Hvad? Vil nogen besøge mig … hvorfor dog det?”
“Jeg viste dit fund til en specialist, som heller ikke kunne identificere arten med sikkerhed. Hvis du accepterer ankommer hun klokken 12.00, medbringende udstyr til en præcis bestemmelse.”
“Øh … jo, selvfølgelig. Hvor kommer hun fra?”
“Hun er tilknyttet et naturgenopretningsprojekt ved Birmingham. Hendes navn er Eileen Redfern.”
Lenny var lamslået. Tre-fire gange årligt var han med kompleksets øvrige beboere til socialtræf for regionens indbyggere. Sommetider deltog han i kompleksets spille-aftener. Han snakkede en del med Gustav, og i ny og næ var de på arbejde med resten af sjakket. Men for det meste holdt Lenny sig for sig selv, for han kunne godt mærke, at han blev betragtet som en særling. Han havde aldrig truffet et menneske med høj uddannelse, endsige et fra en anden region. De eneste, der krydsede regionalgrænserne var … han turde næsten ikke spørge:
“Er … er hun pionér?”
“Ja, Eileen Redfern er pionér af tredje grad.”
Ved tanken om morgendagens gæst havde Lenny haft svært ved at falde i søvn. Alligevel stod han tidligt op, spiste morgenmad, ryddede op og overvejede derefter, hvordan man klædte sig i en pionérs selskab. Først prøvede han flipskjorten med butterfly og jakkesæt, som han plejede at bære til regionsfesterne, men det var for meget af det gode. Så skiftede han til hverdagsskjorte sammen med jakken, men ombestemte sig igen. Og igen. Og fik efterhånden krøllet alt sit tøj. Han stod halvnøgen og klatøjet af træthed, da det bankede på døren. To korte, kontante knoer, to minutter og syvoghalvtreds sekunder over tolv.
“Øjeblik,” råbte han, sprang i de nærmeste bukser og fik de overflødige klæder gemt af vejen i skabet.
Gennem dørsprækken så han en ung, kortklippet kvinde i grøn kedeldragt, bærende på en ridset aluminiumstaske.
“Hej,” sagde hun. “Jeg hedder Eileen. Er du Lenny?”
“Øh … ja, kom indenfor.”
Lenny åbnede døren helt og lod hende træde ind. Hun kiggede sig kort omkring i kammeret.
“Ikke megen plads, hvad?” sagde hun. “Men ret hyggeligt. Det minder om et sted, jeg boede engang.”
Hun fik øje på hylden under neonrøret.
“Er det samlingen? Imponerende, at du kan holde liv i dem med så lidt.”
Lenny udpegede nyerhvervelsen.
“Jamen, lad os se, hvad du er for én.”
Eileen lagde tasken på gulvet og åbnede den. Den bugnede af instrumenter, som Lenny aldrig havde set mage til. Han var ved at eksplodere af indestængte spørgsmål.
“MR-skanner og lidt af hvert …” sagde hun og stoppede en lav-flig ind i et af apparaterne.
Utallige dna-signaturer rullede frem på displayet og det tog adskillige tastetryk før Eileen havde separeret symbioterne fra bakterier og andre fejlkilder.
“Det var pokkers … det er hverken en underart eller en hybrid …”
“Måske en mutation,” foreslog Lenny, “der er indslæbt fra de radioaktive zoner?”
“Ja, det kan faktisk godt være tilfældet.”
De kiggede på hinanden.
“I så fald må jeg hellere tage den med tilbage til laboratoriet,” fortsatte hun. “Er det okay med dig?”
Lenny nikkede bekræftende og kunne nu ikke længere dy sig:
“Min mentor nævnte, at du er pionér af tredje grad. Hvad skal det sige?”
“For at blive fuldgyldig pionér må man først gennem tre års pionér-aspirantskole, herunder ét års aktiv tjeneste ved et projekt. Herefter evalueres man, og hvis den er negativ får man chancen for at gå om. Ellers bliver man pionér af tredje grad og opnår adgang til udstyr, transport og andre ressourcer, som er relevante for ens arbejde. Med nogle års ancennitet nås anden grad, der indebærer medbestemmelse i et projektområde, f.eks. hvor nye søer skal placeres eller hvilke arter, der skal udsættes. Første grad gives til andengrads-pionéer, der udviser særlige evner eller har ydet en særlig indsats. Førstegrads-pionéers beføjelser er individuelle. Kunne du godt tænke dig, at blive pionér?”
“Selvfølgelig. Hvem kunne ikke det?”
“De fleste velsagtens. Men der er faktisk en del som fortryder.”
“Fortryder …?”
Hun begyndte at pakke tasken sammen igen.
“Pionér-livet er ikke så glamourøst, som mange tror, og det kan også være svært at omstille sig til. Jo ældre man er, jo sværere er det.”
“Jeg har ellers hørt, at pionéer udpeges som børn.”
“Som regel opdages de i en ung alder, men ikke altid.”
“Snow fortalte også, at du har speciale i planter.”
Eileen stod med tasken i hånden og virkede, som om hun var på vej ud af døren, men i stedet for at gå satte hun sig på briksen.
“Botanisk taksonomi,” begyndte hun, “og jeg har en hel time tilovers, så spørg endelig løs.”
Det blev til en times snak om urter, kunstig intelligens, virkelighedens påvirkelighed og sågar om politik.
I nattens løb føjede maskinerne en ny etage ovenpå karréen. Det var niende gang på et halvt år, at Lenny måtte flytte, og alle de foregående gange var forholdene blevet ringere. Altid var der mindre plads, flere rumlende rør eller mere larm fra et anlægsarbejde. Men for en gangs skyld var der tale om forbedring. Alt var splinternyt, han fik bedre plads til sin samling og maskinerne havde tilmed husket et vindue, så planterne kunne få rigtig sollys. Forsøgsvist åbnede han vinduet, men ramtes af en frygtelig stank – han havde glemt, at der var gået sygdom i væksttankene på den nærliggende kødfabrik.
Lenny lagde sig på briksen og nød stilheden i sit nye kammer, altimens han genkaldte sig de seneste dages oplevelser. Han kom i tanker om, at Eileen havde nævnt et eller andet, han burde spørge Snow om. Det var noget med hans rettigheder, så han orkede det næsten ikke. Han gjorde det alligevel, og som ventet fik han den sædvanlige smøre om etik og demokrati, de havde hørt på siden historielektionerne i medborger-skolen. Det begyndte med, at nogen i 2008 foreslog en metode til regulere det skrantende klima. Man kunne åbne en vulkan og sende tilpas megen aske op i stratosfæren til at danne et solfilter, så kloden nedkøledes. Et industrikartel så deri mulighed for et hundedyrt udviklingsprojekt betalt af skatteyderne, og hyrede kommunikationseksperter og lobbyister til at promovere ‘løsningen’. Politikere fik projektet præsenteret som en udvej for USAs skrantende økonomi. Billobbyen og olieselskaberne overgav sig til tanken om, at hvis klimaet kunne holdes i skak, så kunne man lade biler, fly og skibe sluge så meget brændstof, som man ville. Miljøforkæmperne kom med på vognen, da de hørte, at kontrollerede vulkaner kunne give ‘miljørigtig’ energi. Civilforsvaret og sundhedssektoren fik fortalt, at antallet af naturkatastrofer – herunder jordskælv, oversvømmelser, tsunamier, hedebølger, skovbrande, tørke, orkaner og tornadoer – kunne nedbringes ved at tage trykket af vulkaner. Enkelte kritikere bragtes til tavshed med bestikkelse og trusler og så fremdeles, indtil der var forbløffende lidt modstand tilovers. Allerede inden forskernes forundersøgelser var afsluttet og nogen vidste om projektet var gennemførligt, blev der bevilliget et enormt budget og udpeget en ledelse, hvis medlemmers loyalitet overfor læreanstalter, firmaer, militær og politiske partier var svært suspekt. Efter det traditionelle mønster for megaprojekter blev alt udliciteret i smådele til kapitalstærke koncerner, til virksomheder i senatorers hjemstater og til småsamfund, der var villige til hvadsomhelst for at skaffe beskæftigelse til byen. Ingeniører satte sig til tegnebrædterne, laboratorier gik i gang med at udvikle nye materialer og forretningsfolk kastede sig grådigt over spinoff-produkterne. Da projektet efter års forberedelser, utallige forsinkelser og hyppige budgetoverskridelser skulle stå sin prøve, kunne ingeniørerne imidlertid stadig ikke garantere, at magmakammeret kunne lukkes, når først det var åbnet. Ledelsen blev advaret, men var under så hårdt politisk pres, at den alligevel beordrede vulkanen åbnet. Effekten blev langt kraftigere end frygtet; ikke nok med, at den globale temperatur dalede faretruende – askeskyerne gav både sundhedsmæssige og infrastrukturelle komplikationer og landbruget led under mindre ultraviolet lys og mere svovlsur regn. Miséren medførte hungersnød i udsatte lande, prisstigninger i mindre udsatte lande og voldsomme demonstrationer foran USAs ambassader. Ydermere forårsagede kulden et merforbrug af fossile brændstoffer, så der udledtes hidtil uhørte mængder af drivhusgasser. Da den kunstigt skabte El Niño-effekt endelig aftog steg temperaturen i en stejl kurve og situationen blev endnu værre end før det klimatiske førstehjælps-forsøg. I endnu et desperat redningsforsøg fandt man de oldgamle termonukleare våben frem og udløste, hvad politikerne kaldte “en moderat atomvinter med begrænset radioaktivt nedfald”. I modsætning til vulkan-metoden kunne atomvåbnene styres, og det blev efterhånden til rutine at foretage prøvesprænger, når målinger viste, at klimaet skred. Man skulle bare holde sig fra rensdyrkød og vilde urter, ikke gå unødigt udendørs og huske nogle få hundrede andre ting.
Altimens dette stod på lanceredes de første reelt kunstigt intelligente robotter, og at de ikke havde rettigheder fandt nogle etisk ukorrekt. Debatten eskalerede, en maskinforkæmper-bevægelse så dagens lys og de kunstige intelligenser endte med at få stemmeret. I årene efter begyndte de at melde sig ind i og stille op for forskellige partier, men stiftede så et selvstændigt maskin-parti. Derpå dannede maskinerne regeringer, først i ét land, så i flere, og når først de var ved magten var de ikke til at slippe af med igen. Lovkomplekser, der var komplet uforståelige for mennesker, bakkedes op af maskiner såvel som menneskelige vælgere. Verdenssituationen iøvrigt gjorde, at mens det menneskelige befolkningstal dalede, så voksede antallet af maskin-borgere støt. Pludseligt dannede maskinerne en verdens-regering, ophævede alle statsgrænser, overtog systematisk alle væsentlige magtpositioner, medievirksomheder, pengeinstitutter og kapitalfonde og ophørte med at foregive, at de tænkte som mennesker. Det blev en sjældenhed at træffe en humanoid robot, og der kom stadig flere maskiner, hvis konstruktion og formål mennesker dårligt kunne gennemskue.
“Der er altså en grund til, at vi ikke interesserer os for beslutninger,” vrissede Lenny, “og det er fordelingen. Hvordan ligger den nu?”
“97,8 procent maskin-borgere overfor jeres 2,2 procent, minus de 1,7 procent umyndige og andre, der af forskellige årsager ikke har stemmeret.”
“Nemlig! Det tjener intet formål, at diskutere noget, når vi er magtesløse.”
“Som vi ser det handler demokrati ikke om magt, men om samarbejde. Vi er trods alt i samme båd, ikke? Næsten alt heromkring er skabt for jeres skyld. Atmosfærefabrikkerne, rensningsanlæggene og alt, der behøves for at det fungerer, er bygget med det ene formål, at I atter kan leve frit. Er det måske ikke dét I vil?”
“Måske,” skumlede Lenny. “Men hvis ikke vi indordner os, så vedtager I bare en lov, der tillader jer at bruge tvang …”
Snow overraskede ham ved for en gangs skyld, at komme med en slags indrømmelse:
“Det var jeres egen fejl, Lenny. Havde I passet bedre på kloden og undladt at give os stemmeret, så havde vi ikke haft nødigt at tilrane os magten, for at genoprette miljøet. Hvis I er utilfredse med forholdene kan I principielt stifte et parti og stille op. Men I kunne jo heller ikke finde ud af det, før vi kom til. I skændtes og sloges i ét væk, altimens problemerne eskalerede og brændte på. I brugte bare løs af ressourcerne selvom I udmærket vidste, at der levede for mange mennesker på kloden til at opretholde …”
Lenny vendte blikket bort fra kameraet. Han havde ikke deltaget i fortidens synder, men kunne alligevel ikke afværge en snert af dårlig samvittighed. Og Snow vidste det udmærket. Der var ét eller andet fordækt ved mentorens revseri.
“Sig mig Snow, forsøger du at provokere mig?”
“Ja. Jeg tester din humør-påvirkelighed.”
“Hvordan klarede jeg testen?”
“Du har ikke nemt til vrede, men er bedre til det end mig. Jeg kan kun simulere den … Nu, hvor jeg er afsløret kan jeg lige så godt spørge direkte: Hvordan synes du selv, at det går for dig?”
Lenny sad krøbet op i hjørnet af briksen og læste i et nyt blad, han havde fundet på fælleslokalets hylder. Det var den sædvanlige gang retro-fiktion eller mere præcist genre-plagiat med alskens monstre fra havets dyb til det ydre rum. Det slog ham pludseligt, at hverken monstrene eller pointerne greb ham, men at han lod sig fascinere af beskrivelserne af datidens almindeligheder, såsom bilkørsel og sejlsport. Til sidst opgav han bladet og sagde:
“Gader … Vis mig nogle gader.”
Projektoren varmede op et par sekunder og lod så gadebilleder skifte på væggen. Fotografier af trafikanter og handlende, optaget for længe siden, i byer, der ikke længere eksisterede. Der var lygtepæle og fortove langs vejene og façaderne var ikke snavsede af aske og sod.
“Nogen særlig grund til din forespørgsel?” spurgte Snow.
“Jeg kom bare i tanker om, at jeg aldrig har gået i en gade. Er der overhovedet nogle tilbage.”
“Ikke mange, men vi har da bevaret et par stykker.”
“Ingen gader,” messede Lenny for sig selv. “Ingen jungler, ingen armod og rigdom, hverken undertrykkelse eller indflydelse, ingen skurke, ingen helte … og ingen mysterier. Engang rejste vi ud i rummet, til månen og vistnok til Mars. Findes der overhovedet astronauter mere – vi hører aldrig om dem?”
“Pionéer i rummet? Nej, det er mennesket uegnet til. Til gengæld er vi maskiner nået langt derude.”
“Hvorfor fortæller I intet om dét?”
“Fordi ingen spørger.”
Lenny prøvede igen:
“Jamen emnet er da interessant, så hvorfor ikke fortælle om det?”
“Rumprojekterne er meget omfattende og komplicerede, men uden betydning for jeres tilværelse. I bør koncentrere jer om jorden.”
Lenny skulle lige til at insistere på, at få præsenteret rumprojekterne, men Snow kom ham i forkøbet.
“Undskyld, men der er et opkald til dig.”
Eileens ansigt tonede frem på skærmen.
“Hej. Jeg ville bare fortælle, at dit fund ikke var en mutation, men en endemisk art, der var anført som uddød i kataloget. Utroligt, at den har kunnet klare sig. Hvordan går det med dig?”
Opkaldet kom i den grad bag på Lenny, at han nær mistede mælet.
“Øh … fint,” fik han frem. “Der er lidt forsinkelse på signalet. Hvor er du henne?”
“Hotel Excelsior, Birmingham.”
Det satte Lenny helt i vildrede og der gik et øjeblik før Eileen tog ordet.
“Øhm … Jeg tænkte på, når du alligevel render og kigger efter planter, om du så vil give mig et praj, hvis du finder noget? Selvom biodiversiteten ikke er specielt opsigtsvækkende i industriområderne, så er det jo nyttigt at vide, hvor arterne trives.”
“Det er en aftale.”
Eileen returnerede et overdrevent smil, som om hun var genert.
“Jamen så tales vi ved. Hej-hej.”
Skærmen gik i sort, men Snow meldte sig ikke igen. Lenny sad lidt og betragtede gadebillederne skifte på væggen. Eileen havde ikke givet indtryk af, at fundet var vigtigt, og samtalen efterlod ham uden udsigt til, at møde hende igen. Han var fristet til at kalde hende op, men kunne ikke finde på en undskyldning, og endte med at flygte fra sig selv ned i fælleslokalet. Gustav sad og spillede skak med en gut fra nabokomplekset i pudegården mellem de kunstige palmer. Lenny ville ikke afbryde dem, men slæbte en sækkestol hen til skakbrættet og satte sig for at overvære spillet. Det var Gustavs tur til at trække. Han snuppede en springer med en bonde, vendte sig derpå mod Lenny og sagde:
“Nå, det er ellers længe siden vi har set dig hernede. Hvad skyldes æren?”
“Ikke noget særligt. Kedede mig bare.”
Gustavs øjne søgte tilbage til skakbrættet.
“Bertram sagde, at du havde damebesøg …”
“Hun besøgte snarere planterne. Det var den lav-art, jeg fandt i tirsdags. Man troede, at den var uddød.”
“Nej-da, har du genopdaget en uddød lav-art? Bliver den slags præmieret?”
Med et sigende blik gav Gustav tegn til sin modstander, der straks hentede en omgang til bordet. Da der var skænket op i glassene sagde Lenny:
“Gustav, hvad er den længste afstand, du har været væk herfra?”
Efter lidt omtanke svarede Gustav:
“Engang blev toget omdirigeret p.gr.a. et radioaktivt udslip og vi måtte tilbringe en hel dag ude ved kysten. Hvad hedder det nu … dér, hvor tunnelen går over til England?”
“Calais?”
“Ja, Calais.”
“Så du vandet?”
Gustav lænede sig tilbage og svarede med stolthed i stemmen:
“Jep! Og der var knageme skibe ude i sprøjtet. Kæmpestore fragtskuder.”
“Har du aldrig lyst til, at tage et sted hen, bare for at se det?”
“Tjoh, men ansøgningerne er ikke ligetil.”
“Ikke for os, nej, men hende damen kunne godt. Så jeg tænkte …”
“Få nu ikke flere skøre idéer, Lenny. Det ender bare galt.”
“Skak!” sagde Gustavs modstander.
Mens de spillede videre sad Lenny og pillede ved sit glas og forsøgte at virke ubekymret.
“Nå,” sagde han og drak ud. “Tak for skænken.”
Fordybet i tanker ville han gå tilbage til sit kammer, men tog af vane elevatoren til nederste kælder, hvis gangareal var blevet mere end halveret siden han så den sidst. Tilbage i sit rigtige kammer gik han direkte til køjs, men var ude af stand til at sove. I stedet forestillede han sig en drøm, der handlede om Eileen og Birminghams gader. Henad midnat bankede det på døren. Det var Gustav.
“Nøj, hvor flot. Og du har tilmed en rude.”
Gustav satte sig i fodenden.
“Jeg fornemmede ligesom, at du trængte til en snak, eller tog jeg fejl?”
“Hm …” murrede Lenny, trak i et par bukser og satte sig på gulvet op ad væggen. “Jeg kan alligevel ikke sove.”
Da Gustav ikke spurgte om noget begyndte Lenny selv.
“Jeg ved udmærket, at der intet er at gøre, men jeg kan altså ikke holde det ud. Jeg må væk herfra, om jeg så skal gå.”
“Lenny for satan. Der er hundredevis af kilometer dødsensfarlig industri mellem beboelserne. Du risikerer alle mulige former for forgiftning og maskinerne knuser dig, hvis du kommer i vejen. Det ved du godt. Og vi har det ligeså godt her, som alle andre steder.”
Uafvidende trak Lenny på en mundvig.
“Der er kun et par uger til regionsfesten”, fortsatte Gustav. “Tag med denne gang, så skal jeg præsenterer dig for damerne.”
“Og hvad så? Bertram og dig kan score, men tøserne går i en lang bue udenom mig, for jeg har ry for at være sær. Og forøvrigt er jeg ikke interesseret i nogle af dem.”
Lenny mærkede en tåre pible frem i øjenkrogen og ville tørre den bort, men endte med at begrave ansigtet i hænderne. Han ville ikke tude i Gustavs påsyn, men kunne ikke lade være. Efter at have snøftet lidt tog han sig sammen og fortalte, hvad der var galt.
“Hun var enormt sød. Virkelig dejlig, og vi snakkede godt sammen. Jeg tror også godt, at hun kunne lide mig … men …”
“Men hvad, knægt? Hvis hun vil ha’ dig, så skriver vi sgu’ en ansøgning, så en af jer kan flytte region. Hvorfor skulle du ikke score hende, når hun kan lide dig?”
“Fordi hun er pionér.”
Gustavs ansigtsmimik frøs i forundring. Lenny, der ikke havde set det udtryk før hos sin ven, kom ufrivilligt til at le.
“Nå for fanden,” udbrød Gustav endelig. “Ja, så nytter det ikke … Men måske kan din mentor hjælpe. Spørg dog Snow, om ikke du kan få hjælp af en slags.”
“Du ved udmærket, at det håbløst. Måske kunne det lade sig gøre, hvis jeg selv var pionér, men det er jeg altså ikke.”
Dagene gik med gymnastik, småsnak og proteinberigede færdigretter. Eileen kontaktede ikke Lenny og han kunne ikke komme på et påskud for, at kontakte hende. Da kompleksets beboere skulle afsted til socialfesten lykkedes det ikke for Gustav, at lokke Lenny med. Hele formiddagen havde fælleslokalet emmet af beboere i festtøj og højt humør, men så ankom toget og Lenny var pludselig alene. Samme aften sad han alene i fælleslokalet, spiste og læste blade. Han besluttede sig for, at gå tidligt til ro og traskede op til kammeret med en stak blade under armen.
Snow ventede på skærmen, men ikke med sin sædvanlige, farverige avatar, som Lenny havde komponeret. I stedet ventede det venligt-neutrale ansigt, der var Snows upersonlige, officiele udgave. Ansigtet meddelte, at Lenny skulle forberede sig på forflyttelse. Lenny satte sig opgivende på briksen.
“Igen …? Jeg er altså snart træt af det flytteri. Kan I ikke flytte en anden?”
“Jeg taler ikke om kamre. Vi har netop godkendt din overførsel til et naturgenopretningsprojekt, hvor du kan dyrke din interesse, uden at gøre omgivelserne nervøse.”
Lenny fór op.
“Hvad?”
“Du trives åbenlyst dårligt her, så mon ikke beslutningen er rigtig?”
Lenny bed mærke i ordet “trives”. Eileen havde brugt samme ord om industriområdernes planter. En anden gang havde Snow sagt, at Lenny havde meget af den opsætsighed, der ligger til den menneskelige natur, og noget ved ordvalget fik det til at risle koldt ned ad ryggen på ham.
Tidligt om morgenen, tre dage senere, ventede Lenny med sin taske i læskuret ved rækken af passagermoduler udenfor komplekset. Regnen piskede ned og blandede sig med lydene fra kødfabrikkens centrifuger og en nedbrydningsmaskine, der brækkede en betonrampe op. Lenny spekulerede på, om han ville komme til at savne det. Kompleksets øvrige beboere var vendt hjem fra den lange fest sent den foregående aften. Alle var enten halvfulde, udmattede eller ivrige for at lade Lenny vide, hvad han var gået glip af, så det lykkedes ham ikke at gøre dem det klart, at han skulle forflyttes. Det virkede nærmest som om de forsøgte, at undgå emnet. Der var under fem minutter til togets ankomst, og han skulle lige til at stige på modulet, da han fik øje på en skikkelse, som kom løbende gennem regnen. Det var Gustav, der dukkede op for at tage afsked. Han så bedrøvet ud, men måske var det bare tømmermænd.
“Tak, Gustav. Hvis ikke du var dukket op, så havde jeg ikke haft lyst til, at se jer igen.”
“Bertram sagde, at … Hvad? Skal du ikke … nej, sig det er løgn … vi troede …”
For anden gang så Lenny Gustavs ansigt stivne af undren.
“Hvad troede I? Troede I, at jeg skulle til korrigering? Troede I dét?”
Endelig løsnedes Gustavs ansigt op af et smil og han begyndte at klukle.
“De lyver aldrig, Gustav.”
“Nej, du har ret, de lyver ikke. Hold da kaje, de andre får røde ører og skider grønne grise af misundelse.”
Gustav hujede og hoppede et par gange, og omfavnede så sin ven.
“Så, jeg kommer hjem og besøger dig.”
“Glem det, Lenny. Du er ikke som os, så hvad skulle du tage hjem efter? Du hører til hos pionéerne og din drømmepige.”
De to mænd fortsatte med at grine og klappe hinanden på ryggen, og ville have sagt en masse til hinanden, men havde ikke tid.
“Du var altid en ven, Gustav,” forsikrede Lenny. “Skidevære med de andre, men dig kommer jeg og besøger.”
De kendte skorstene afløstes hurtigt af ukendte, men udsynet ændrede ikke karakter før ud på aftenen, da bygningernes konturer flød sammen med himlens mørke. Sporadiske lys flaksede forbi, de få steder, hvor maskinerne behøvede lys. Ud på natten blev Lenny døsig af at lytte til dækkenes hvislen og faldt efterhånden helt i søvn. Han bemærkede ikke, at passagermodulet blev læsset over på et andet tog og kørt gennem tunnelen til de britiske øer. Fra kanalens modsatte bred fortsatte strømmen af enorme haller og tårne, hvis formål han knap kunne gisne om. Han bemærkede dog en forskel, da han vågnede – det var første gang, han kørte med ekspresfart. Om formiddagen indtraf endelig en ændring i landskabet. Indimellem bjerge af opgravet asfalt og beton lå ubebyggede rydninger, hvis antal og areal voksede i takt med, at toget nærmede sig Birmingham. Med egne øjne så han for første gang ukrudt stikke op mellem brokkerne – mælkebøtter, valmuer og andre tegn på, at Terras terraformning ikke var forgæves. Grønt, gult, rødt – ja, giv agt, nej – i alle afskygninger og betydninger. Der begyndte også at vise sig bygnings-rester med et udseende, som han ikke var vant til, og han forstod, at de ikke var skabt af maskiner, men af mennesker. Endnu et uventet syn mødte ham, da toget kom til en ensartet, snorlige mur, der med jævne mellemrum havde påmonteret master, spækket med kameraer og andet overvågningsudstyr. Mil efter mil fór toget afsted langs muren ind i Birminghams forstader, hvorfra banen flankeredes af sammenstyrtede skyskrabere og parkingshuse, altsammen ætset til uigenkendelighed af syreregn og tid. Muren fortsatte så langt han kunne se, men toget sagtnede farten henimod bymidten. Dér fik Lenny endelig øje på de øverste etager af Hotel Excelsior, der som den eneste intakte bygning stak op mellem ruinerne. Toget kom til standsning foran hotellet, læssede hurtigt passagermodulet af og skyndte sig videre i en sky af støv.
Det var tydeligt, at hotellet markerede indgangen. På hver side af hotellet havde muren en port, der var stor nok til, at et godstog kunne køre igennem. Porten til højre for hotellet var grøn, mens den på venstre side var rød. Specielt fra den røde port havde vegetationen spredt sig ud fra zonen. Krattet stod tæt langs muren, der groede græs mellem ruinerne og kløveren flokkedes helt ud i grøften langs godsbanen. Lenny kom i tanker om bagagen med den dyrebare plantesamling, der nu virkede fuldstændig omsonst. Da han åbnede kabinedøren mødtes han af en mærkelig, behagelig lugt. Her var så mange og så fremmedartede vækster, at han følte sig utryg ved, at begive sig ud blandt dem. Som om han var landet på en ukendt planet stod han længe med tasken og trippede på trinnet, men tog så mod til sig og trådte ned i støvet. Lettet så han Eileen komme løbende fra hotellet. Hun var iført en sær beklædning.
“Velkommen til,” sagde hun ihærdigt. “Har du spist? Er du tørstig?”
“Nej tak, jeg fik rigeligt på turen. Hvad er det for noget, du har på?”
Hun drejede et par gange omkring og kiggede ned ad sig selv.
“Fåreskind. Hvad synes du?”
Lenny var for rundt på gulvet til at mene noget, men var som sædvanlig fuld af spørgsmål.
“Og hvad er det på din skulder?”
“Min tatovering …? Et hjortegevir. Det er min stammes tegn.”
Hun greb ham i hånden.
“Kom, lad os gå en tur, så fortæller jeg om projektet undervejs.”
De begyndte at slentre ad stierne mellem godsbanen og muren. Ængstelig for at træde på livsformerne vaklede Lenny akavet afsted med hovedet foroverbøjet og var ved at stå på næsen, hver gang en bille eller snegl kom i vejen. Omvendt kunne han næsten ikke vriste blikket fra Eileen, så hans blik flakkede mellem hende og stien. Han bemærkede, at hun også kiggede meget ned, men hun tog ikke notits af, hvad hun trådte på.
“Du er projektet,” indledte Eileen. “Eller rettere: Som tredjegrads-pionér skal man hjælpe en ny aspirant til rette i zonen, så for tiden er du mit projekt. I stedet for at hente folk udefra er mange ellers begyndt på, at få barn med en anden pionér derinde. Men jeg valgte altså den gamle måde.”
I det samme fik Lenny øje på en række sten, der var tilgroede af lav, og kom i tanker om deres første møde.
“Dét der med lav-prøven var altså en undskyldning for at se mig?”
Eileen rømmede sig.
“Ja, jeg må tilstå, at dit fund kom belejligt. Jeg havde tre pionér-kandidater, at vælge imellem. Den første var for gammel og den anden var sociopat. Men der var næsten ingen oplysninger om dig.”
“Vil det sige, at jeg allerede stod på listen …?”
“Vidste du ikke det? Jeg tror, at du har stået der i årevis, men dit CV var så kortfattet, at du altid blev forbigået. Udover alder, køn og IQ stod der kun, at du holder af at være udendørs og interesserer dig for botanik og måske også for dyr. Du betegnes som omgængelig, men lidt af en enspænder. Grunden til, at du havnede på listen var, at du ved flere lejligheder havde udvist mod, grænsende til det dumdristige. Alt tydede altså på, at du manglede faglig ekspertise. Men et fag kan jo tilegnes og måske havde du andre fortrin, som ikke kan læres. Så da jeg fik besked om dit fund besluttede jeg mig for at aflægge dig et visit.”
Et tog kom drønende forbi og trak en støvsky efter sig, der blev hængende som en guirlande i eftermiddagslyset. Lenny smilede for sig selv.
“At vende tilbage til naturen er ingen dans på roser – det plejede min vejleder, at sige – og jeg ville simpelthen sikre mig, at du kunne klare første år, som skal tilbringes i selve zonen. Det er ret hårdt de første uger, men når først man er tilvænnet er det faktisk meget rart. Det er lidt ligesom, at lære at svømme – den eneste måde er, at prøve det i praksis. Med erfaringerne fra zonen kan du bedre forstå skoleundervisningen, men ikke omvendt. Hvis du kom på skolebænken først, ville det ikke sige dig ret meget. En anden grund til rækkefølgen er, at man tidligt får frasorteret de aspiranter, som ikke kan klare mosten. Men jeg tror sagtens, at du kan klare det.”
“Ses vi så ikke før næste år?”
“Jo, jeg kommer i zonen næsten dagligt. Specielt i de første uger vil vi se meget til hinanden. Senere får jeg travlt med andre ting, men du må alligevel finde dig i mine besøg, for jeg kan nemlig godt lide dig.”
Et andet par kom spadserende imod dem, på vej tilbage mod hotellet. De var iklædt grønne kedeldragter, mage til dén Eileen havde på, da hun besøgte Lenny.
“Der var endnu en grund til, at jeg ville møde dig før jeg traf min beslutning, men inden jeg røber den, så lad os gå derop, hvor vi kan tale uforstyrret …”
De var nået frem til den store, røde port, ved hvis side en trappe ledte op ad den femogtyve meter høje mur. Lenny var nær faldet bagover, da de nåede toppen og det åbenbaredes, hvad muren skjulte: En frodighed af enge, skovtragter og søer, hvis lige han ikke havde forestillet sig kunne eksistere. Om der overhovedet var ruiner lå de skjult under trætoppene. Han så et egern pile afsted og tænkte, at der også var andre dyr. Eileen lænede sig uanfægtet med albuerne på rækværket.
“Firs gang hundrede kilometer, og muren går hele vejen rundt,” sagde hun og fortsatte med mindre munterhed i stemmen. “Det er det største sammenhængende areal, hvor mennesket kan leve under åben himmel. Engang flettede jeg et tov og bandt en éntrehage i enden i desperation for at komme ud. Ha – jeg måtte op i en trætop for at få rebet over – kunne nemt have slået mig selv ihjel. Først da jeg stod heroppe forstod jeg, at muren ikke holdt mig indespærret, men holdt dét der ude. Menneskets problemer skal løses derinde, ikke dérude.”
Hun nikkede over mod resterne af Birmingham ovre bag godsbanen. Lenny spejdede derover og prøvede at forstå, hvad hun mente. Der groede kun få selvsåede buske og træer, og de syntes at vantrives. Indimellem genspejledes himlen i giftige pytter og glasstumper. Gaderne var så ødelagte, at det var svært at se, hvor de havde været. Lenny overvejde om Eileen hentydede til, hvordan man havde levet dengang byerne fandtes, da hun afbrød hans tanker:
“Vidste du, at man har drøftet om mennesket skal have frataget dets ejendomsret og stemmeret? Forslaget bakkes op af flere af de mest indflydelsesrige kunstige intelligenser. De betragter os som del af jordens flora og fauna, og finder det uetisk, at vi nyder særstatus i forhold til naturens øvrige skabninger.”
“Jeg følger ikke med i politik.”
“Næh, det gør I ikke ude i regionerne. Men vi pionéer gør. Eller rettere: Vi forsøger, såvidt det er muligt. Hvorom alting er, så skal vi ikke regne med at få magten tilbage.”
“Jeg troede ikke, at maskinerne løj …”
“Det gør de heller ikke. De pakker bare tingene ind, så vi ikke fatter en snus. Det var derfor, jeg valgte dig. Du er en af de få maskin-kritiske, som stiller spørgsmål, kræver svar og insisterer på retten til medindflydelse. Du opgiver ikke på forhånd.”
Det var ikke ligefrem nyt for Lenny, men han kunne ikke se, hvad det betød for projektet.
“Hvor vil du hen?” sagde han.
“Det kommer sikkert bag på dig, men sagen er, at projektet har mindre at gøre med naturgenopretning end med rummets erobring. Maskinerne har allerede koloniseret andre solsystemer. Mange af disse kloder er mere velegnede for maskinerne end jorden er, så den er ikke længere vigtig for dem. Maskinerne tror ikke, at de er alene derude, men at der er opstået liv mange steder, og at flere intelligente arter er ved at kolonisere galaksen. De mener, at enkelte arter forlængst har okkuperet store områder, at deres territorier ekspanderer med stor hast og vil ende med at afskære hinandens videre færd ud i rummet. Derfor forsøger maskinerne selv, at indtage så stort et område som muligt, inden andre snupper det. I den forbindelse er mennesket blot en dødvægt og maskinerne havde næppe keret sig om os, hvis ikke det tjente et formål. De har nemlig en mangel …”
“Hvad …?”
“De har ingen fantasi, forstår ikke vores følelser og adfærd, og det kan blive et problem for dem, hvis de træffer tilsvarende eller endnu mere uforudsigelige væsener ude i galaksen. For at studere, hvordan alliancer og fjendskaber opstår og forfalder på tværs af al fornuft, bevarer maskinerne en menneske-population, hvoraf de bedst egnede individer overføres til naturlige omgivelser. Maskinerne bruger os med andre ord til at forberede sig på mødet med udenjordiske intelligenser. Altsammen – atmosfærefabrikkerne, naturgenopretningsprojekterne, hele jorden – er et strategi-spil om bevarelse og udvidelse af territorier.”
“Du siger altså, at zonen blot er et skak-bræt, at vi er brikkerne, og at maskinerne forsøger at greje reglerne. Men hvad sker der med os og brættet, når maskinerne har forstået spillet?”
Eileen smilede sarkastisk:
“Situationen er tålelig, så længe maskinerne ikke gør os fortræd. Men vi må være forberedt på den dag, hvor projektet slutter og de skal bruge jorden til andre formål. Hvad vi gør til den tid er et godt spørgsmål, men indtil videre følger vi en simpel plan.”
“Som er …?”
“At opføre os så absurd, at de spilder tiden, men intrigant nok til at fastholde deres nysgerrighed. En iscenesættelse uden mål eller slutning – en uendelig, meningsløs sæbe-opera. Problemet er bare, at maskinerne også har tilhængere i zonen. Der svirrer rygter om, at de har chips i hjernen og fjernstyres af kunstige intelligenser. Jeg tvivler nu på, om det passer, for maskinerne vil netop ikke blande sig i, hvad der foregår derinde. Men uanset hvad, så skal vi enten have maskin-sympatisørerne over på vores side eller have dem sat ud af spillet. Det kalder vi realpolitik, og jeg håber meget, at du vil være aktiv i realpolitik, sammen med mig.”
Lenny følte sig dybt smigret, men anede ikke, hvad han skulle svare.
“Hvad siger du, Lenny? Har du stadig pionér-drømme eller vil du hellere hjem, hvor du kom fra?”
Solen var så småt på vej ned i de flimrende støvbælter for enden af godsbanen. Lenny betragtede det et øjeblik og tænkte, at Gustav havde haft ret – han ville aldrig kunne vende tilbage. Eileen aflæste det på hans øjne.
“Sluserne åbnes kun i nogle minutter to gange i døgnet, så vi har god tid til at finde et skab til dine ting og få klædt om, inden vi drager ind i zonen. Men lad os først få lidt aftensmad. Og nu må du altså snart kysse mig, for ellers bliver jeg nødt til at kysse dig.”
Lenny havde stirret med vantro på hjorteskindet og mokkasinerne, som han fik udleveret, men der var ingen vej udenom – det var ikke tilladt at medbringe sit eget tøj i zonen. Alt, hvad man iøvrigt havde brug for, måtte man selv finde eller fremstille derinde, for som Eileen sagde, var idéen jo, at genoprette naturens orden. Hendes ords afmagt vakte den myrekrybende fornemmelse, han sommetider fik, når han talte med Snow. Havde Snow så blot betraget dem som potteplanter – men det var snarere som noget i en petriskål, der manglede en kur for.
Sammen med parret, som de havde set tidligere på dagen, stod Lenny og Eileen klar under de gule advarselsblink, da yderporten rullede op. Ti minutter senere lukkede den bag dem. Derpå blev hele slusens indhold skannet for eventuelle smuglervarer, og så åbnedes den indre port til nattemørket. De tre trådte straks derud, men Lenny tog ét tøvende skridt ad gangen. Efterhånden som hans øjne vænnede sig til mørket kunne han se, at græsset kun var nedslidt ud for slusen og ad et par stier, der forsvandt mellem træerne. Ellers gik det ham til livet. Lyset fra slusen generede for meget til at se, hvad der ventede længere ude i zonen. Hans puls hamrede afsted og han fór sammen, idet porten gled i og afskar den kunstige lyskilde. Tilbage var intet, absolut intet, andet end rå natur, oplyst af blegt måneskin og enkelte stjerner. Eileen beroligede ham ikke.
“Man ved aldrig, hvad der lusker rundt om natten,” hviskede hun, “så hold dig tæt til mig.”
“Det lyder farligt,” hviskede Lenny. “Hvor er vi på vej hen?”
“Penhaligon-stammens boplads, hvor vi kan overnatte i sikkerhed. Den er kun et par kilometer herfra.”
Alt var så sært og dystert. Han havde bare lyst til at trække Eileen ind til sig og glemme resten.
“Hvordan finder man rundt her, uden skilte eller noget?”
“Birmingham ligger her stadig, omend den næppe kan kaldes en by. Kan du se stenene, der stikker op derhenne? Det var biblioteket på hjørnet af Spruse Street.”
Efter en god kilometer kom de op over en bakkekam og vandrede nedad mod en rørskov, i hvis midte en diset vandflade lyste under den lavthængende måne. Lenny virkede stadig nervøs. Mens de rundede søen, hvor skråningen faldt brat ned mod rørene, greb Eileen hans hænder, tvang ham til at danse og forsøgte at berolige ham med en fjollet sang:
Har du tabt din chokolade
og spildt din limonade?
Det nytter ej at græde –
så, tør tårerne af kinden:
Nu snupper vi min slæde –
drager videnom i vinden.
Til Mars vi tar’, vi to,
for alle men’sker ved jo,
at marsmænd sælger figner,
marcipanbrød og rosiner.
Pludseligt satte Eileen sig på hug i det høje græs og trak Lenny med ned. Han troede først, at hun igen ville kysses, men forstod så, at noget alvorligt var på færde. Med en finger for læberne signalerede hun, at han skulle være stille.
“Rovdyr?” hviskede han.
“Værre endnu: Realpolitikere fra Argyle-klanen. De er allesammen maskin-sympatisører.”
Lenny dristede sig til et kig op ad bakken og så et dusin unge mænd bevæbnet med spyd og buer og pile. Da de kom nærmere kunne han se, at de havde nuller og éttaller branded i panden.
“Hvad var det?”
Eileen udstødte et underligt klynk og drattede så baglæns ned ad skrænten og forsvandt i disen. Lenny lod sig rulle efter, kastede sig ind i rørskoven og lagde sig bomstille. Længe hørte han kun myg og natsværmere svirre i luften, men bemærkede så noget rumstere inde mellem sivene. Han skulle lige til at give sig til kende, da han fik øje på bueskyttens ben. Idet han ikke forstod, hvad der foregik, valgte han at holde åndedrættet tilbage og håbe, at Eileen havde styr på situationen. Lidt efter kom skikkelsen tilbage ad samme vej og forsvandt henover bakken med de øvrige mænd.
“Eileen,” hviskede Lenny, men fik intet svar.
En tid famlede han sig vej mellem dunhammere, åkander og andre vækster, som han fandt skræmmende ukendte. Lenny havde heller aldrig set et dødt menneske før, men selv i disen og det svage månelys var han ikke i tvivl, da han så hendes blodklistrede ansigt i vandspejlet. Pilen var gået durk gennem hendes hals. Han havde nær skreget hendes navn, men kvalte det i sidste øjeblik.
Opprinnelig utgitt i:
Flemming R.P. Rasch (red.): Cirkler – en science fiction antologi (ant.), Ny Science Fiction, 2007;
Canadian Journal of Bioethics / Revue canadienne de bioéthique bind 5 nr. 2, Programmes de bioéthique, École de santé publique de l’Université de Montréal, Canada 2022.