Afståelsens veje (novelle av Kenneth Krabat)

I lyset fra virkeligt træ i flammer i den virkelige kamin føltes husets største rum som at ankomme til et dystert retro-syncorama udtænkt af hendes fædrene side, bortset fra at der ikke var noget fandens feedbånd på øen. Og hun havde ikke tænkt tanken at medbringe en forstærker til Plante – hvor var det her tomrum bare ude-ude-ude! Hvad skulle man med et implantat, hvis man var alene?

   “Til den yngste arving i familien: Mit hus og alle genstande i det”…

   Genstande, minrøv.

   Sandt-sandt? Rummet gav hende følelsen af at drukne. Midt i denne katedral af forpulede døde træer og pis var det som at drukne i luft; hun kæmpede for at trække vejret. Alligevel forblev hun observant. Og alligevel føltes det som om, hun var ved at blive kvalt. Hvad bliver det til, stønnede hun. Dø eller hvad?

   Hvad kan jeg gøre for dem, den herre eller dame?

   U-ad! Sygt skærende stemme! Med ét kunne hun sagtens trække vejret. 

   Det var den gamle choko-bot, der havde lukket hende ind i hovedbygningen. Alle retrofesters sikre hit. Rusten tech, stemmemodulet ska’ tones eller trimmes. Lyder som metal, der bliver tygget. Ikke just en Tech-Lord, hendes granonkel. 

   Hvad kan du? spurgte hun, uden at vende sig om. Dén model var sjældent særlig avanceret, programmeringen typisk ret basal, men nu den var så gammel, havde den måske fået en make-over? De fleste bevarede dog fabriksindstillingerne; hvorfor ellers gå retro?

   Den herre eller dame, clearingen bestemmer, sagde botten.

   Årh, den skide antikvitet havde glemt omfanget af hendes invitation. Men hun var virkelig ikke i humør til at tage det store spring. Gå venligst, sagde hun og viftede den væk med hånden. 

   Botten gjorde ikke lyd til at forlade rummet. Det er ikke muligt, sagde den.

   Gæster har ikke eneadgang til rummet her? sagde hun.

   Desværre, nej, sagde botten

   Selvfølgelig. Botten havde sine ordrer. Så påkalder jeg mig ejers rettigheder, sagde hun – for at få det overstået, selvom det føltes uansvarligt. Så ung-ung. Så tidligt.

   Hun BT’ede ejerkoden, som sagføreren havde overført til Plante, men botten reagerede ikke med den forventede modtagerkode. Præ-implantat-inkompatibel? mumlede hun. Utroligt! I stedet rablede hun koden af sig i ascii.

   Velkommen, fru Herre Alice, sagde botten. Hvormed kan jeg være til tjeneste? Mit navn er Wai.

   En solbrændt bot med et skævøjet navn! Hun fnes. Du kan flytte din botbag ud herfra og la’ mig svine for mig selv! sagde hun. Og hent noget mad, men stil det udenfor døren. Og sørg for, at der er stille-stille derude.

   Det svage klik måtte være døren, der lukkede, men hun vendte sig aldrig om mod botten; hendes blik var én lang, nervøs rundkastning mellem rummets top, midte og bund. Det var så ubegribeligt-ubegribeligt stort.

 

Loftet måtte mindst være oppe i femte sals højde. Fem stokværk… ifølge Plante. Et rundt murstenstårn konvergerende i en kvadratisk, spids kuppel sat med farvet glas, der nedtonede solens møde med lyset fra kandelabre fordelt ned gennem den åbne skakt for at have tilstrækkeligt med lys til at oplyse alle balkoner og indholdet af alle vægges mørkebrune hylder fra loft til gulv. Ingen vinduer i væggene, bortset fra dem i stueetagen, som vendte ud mod haven – men hér nede sørgede tynde, flødefarvede gardiner for at filtrere dagslyset til en diset skumring. Var det her en kirkegård eller en kirke? Gys, uanset hvad.

   Uden feedbånd kunne hun ikke Craige markedsværdien. Dét var ellers hendes første tanke, bare afhænde det hele og komme videre med livet. Måske sagføreren vidste noget? Men dén klausul? ”Kan ikke med føje fjerne nogen genstand fra matriklen inden for fem års residens.” Hun var nødt til at bo her i fem år, før hun kunne hæve gevinsten.

   Helved, det sku være løgn!

   ‘Genstande’… jaja. Huset var sikkert fuld af andre gamle ting, hun kunne bytte til noget seriøs tech eller måske Coins – i morgen ville hun få Wai til at give den store omvisning. En vibs sagde hende dog, at definitionen på hendes arv direkte henviste til indholdet af det her rum. Men hvordan skulle hun kunne repræsentere så mange analoge ting?! Mega negavibs, det her!

   Uanset, hvem hendes granonkel i virkeligheden var, havde han virkelig været anal. Mindede om hendes far – discountprædikanten, der kun så mod fortiden. Som om moder kun havde tilhørt hans verden. Vreden føltes gammel i hende. Fucking uforståelige genopdragelsesstrategi, der havde påtvunget hende denne mands, denne granonkel-fremmedes lortebunke af vidensonani, fordi hun tilfældigvis var længst fra ham i opgjort levetid – og ikke bare sådan almindelige, lusede, artsi info-bokse, men ægte, fucking, fysiske, gamle papirbøger med for- og bagside, sammenklemt mod hinanden som ryg-til-røvgnubbende linjedansere i en udsyret burlesk hele vejen op gennem det spidse tårn.

   Guder i det høje, mumlede hun. Hvad har jeg gjort?

   Aldrig i sit liv havde hun ejet en papirbog – alene tanken! Hun havde selvfølgelig, som de fleste andre, eksperimenteret med papir i statspasseren, men de fleste lod det blive ved det. Hvor gammel var hun, da hun sprællede sig ud af at blive tvunget til at læse op fra fars papirbøger? To?

   Der var noget ved begrænset info-ejerskab, som vakte kvalme og afsky hos de fleste – kunder til papirtryk svarede vel til antallet af tobaksrygere. Det meste kunsthåndværk var billedkopieret og delt med millioner; kun rige-rige mennesker brød sig om originaler og begrænsede oplag. Alle andre delte bare gratis, eller leasede en kopi, og var fri til at bevæge sig, hvor hen de ville. 

Smidig krop

ren krop

 

– digtede hun i tankerne. Og endnu en brøk – hvor hun dog elskede ordknappe digte:

 

Smidigt sind

ren verden

 

   Hun lagrede dem begge i Plante til senere deling og stirrede op i det veloplyste bogopbevaringstårn. Et ‘udsøgt’ bibliotek. Sikkert førsteudgaver. Begrænsede oplag. Livløse, uforanderlige data. 

   Efter alt at dømme var hun meget rig nu… Men alt i hende skreg-skreg på et bad!

 

På modstående sider af rummet førte to vindeltrapper hele vejen op til femte stokværk og havde hver sin lillebitte elevator i midten, der gik til tredje. I den var plads til en enkelt person, samt en lav rullevogn med et langt håndtag. Til at nedtage stabler af bøger med, tænkte hun. Men hvorfor skulle nogen ville rådføre sig med store, uhåndterlige … Plante gav hende ordet … bind, når at feede Wiki eller venner kunne gøre det i real-time? Ufatteligt!

   Hun passerede forbi rækkerne af mangefarvede bøger af vekslende højde og dybde, ti hylder højt langs de krumme vægge fra elevator til elevator på det første niveau, hendes indre blik mælkehvidt af mangel på mønstergenkendelse. Da hun standsede på den anden side for at se sig tilbage, stod hver bogs… ryg nu selvstændigt frem. Ikke som rigtige bøger, der kun havde forsider, forsider som altid kæmpede om opmærksomhed; sådan var det ikke her – der var mange-mange små forskelle, som ikke skreg på at blive indoptaget, men snarere skulle minde nogen om noget. Fandtes en sådan nogen? Så et strejf af skam, en dyb følelse af skam. Dig, de tilhører dig nu. Men hvordan, hvordan kunne hun… hvorfor ville nogen eje noget af alt dette?

   Hun undertrykte en tilskyndelse til at forsøge at feede igen – tjekke titler på Amazon. For det første ville feedB stadig være fraværende, og selvom om næsten alle verdens kvadrilliarder bøger var i Amazons database, nogle af dem til syge priser, var bøgerne til salg hovedsagligt digitale, mens 99,99 % af alle papirudgaver bare ventede på at selvantænde. 

   Mens hun langsomt rumlede op til andet stokværk med den anden elevator – der også rummede en bogvogn – begyndte hun at overveje, hvordan hun ville kunne skille sig af med sin arv.

   Halvt opmærksom på, at bøgerne på andet stokværk var højere og mindre kulørte end på niveauet underneden, fulgte hun langsomt reolernes bue fra elevatoren hen imod elevatoren på den anden side, mens hun ved hjælp af Plantes kopi af sin forfaders sidste vilje og testamente udforskede vejene til afståelse, snart lost-lost i konsekvenserne af ensidig kontraktjura.

   

At bestige vindeltrappen i den anden siden snarere end at tage elevatoren bragte hende tilbage, gispende efter vejret. Seriøst! tænkte hun. Kun en udfordret begavelse ville bygge et lodret bibliotek… gisp! 

   Med mindre det rummede en fremfindingsmekanisme… gisp!

   Wai, naturligvis. Wai hentede og bragte bøgerne. Gisp! 

   Den tilstrækkelige måde at nedhente data på. I det mindste fra de øverste etager…

   Hun standsede for at hive efter vejret og se op mod loftet; det gjorde hende svimmel. Sådan en opdeling af datalagring kunne være en opdeling efter brugbarhed. Logisk set det mindst brugbare øverst – længst væk – og det mest brugbare i bunden. Hvilket kunne betyde en feedbåndforstærker dernede et sted, med en tænd/sluk-knap!

   Hun så ned og fortrød, at hun var begyndt sin udforskning på første niveau i stedet for i stueetagen. Frustrationen fik hende til at ruske i rækværket. Fannensosse; relevans var noget, der forandrede sig! Hendes krop forandrede sig, hendes behov forandrede sig, trenden forandrede sig. I dag ville det være nødvendigt med adgang til et relevant overblik over grusomhederne i kølvandet på øjeblikkets Islamiske samlingsforsøg, så man på tilstrækkeligt grundlag kunne beslutte sig for, hvilken sag man skulle støtte. I morgen var der behov for en top10 over øko-katastrofer, som kunne kontrastere seneste nyt om præ-industrielle lande i uhellige alliancer med internationale investorer. Hvordan kunne viden ikke være i centrum af både mulig og uforudsigelig need-to-know?

   Hukommelse, uforanderlig i al evighed og for evigt bevaret, var som at gå imod livet selv!

   Hun kastede med vilje op henover rækværkets kant. Men det nåede knap at blive andet end lidt småsprøjt på gulvet underneden, før Wai var over det med kost og spand. Føler De Dem ikke rask, min Herre fru Alice? sagde den med sin uelskelige-uelskelige stemme.

   Det havde hun ikke noget svar på. Hun trådte bare et skridt baglæns.

   På fjerde stokværk besluttede hun sig for en strategi. Hun ville forsøge at hacke Wais permanentlager – mest sandsynligt var, at det kunne tilgås, hvor botten gik hen for at genoplade. Tanken var at indkode et tilstrækkeligt antal falske botobserverede opholdsperioder til at imødekomme de juridiske krav om hendes tilstedeværelse på ejendommen og så skynde sig tilbage til byen og feede til sit synkede nu. Fem år fra dette nu, ville hun likvidere bogsamlingen og alt det andet, og lade en anden analfikseret overtage ejerskabet. Svært at forestille sig, at noget af det skulle tabe i værdi, set med de rige-riges øjne… 

   Og så måske bruge pengene på at virtualisere hele huset til et virkeligt syncorama og installere anstændigt feedbånd i alle hjørner af det her elendige tomrum af en ø! 

 

På den øverste balkon, der forekom at være lager for de største og måske gamle-gamle bøger – Wai kunne måske korrigere indtrykket, men de så bare gamle-gamle ud – fik en indskydelse hende til at lade et bind på en halv meter i højden med en perfekt, forgyldt ryg med lethed glide ud mellem lignende bind, for så omgående at tabe det med et hult DRØN! der fik rækværket til at klapre, og længe gav ekko mellem de træbeklædte vægge. 

   Selv ikke lydløse forbandelser kunne maskere følelsen af skam. Men forsattan, hvor var de her tingester tunge!

   Hun kæmpede for at løfte bindet på plads igen, men mærkede det glide ud af sine hænder. Denne gang ramte det spidse hjørne hendes kød og skar hendes venstre læg til blods. Helt hvid indvendig udstødte hun et hyl og faldt på knæ, og skubbede vredt den store bog væk.

   Siddende med ryggen op ad ældgamle bind og håndende strygende op og ned af sin læg, mens blødningen langsomt faldt til et minimum og smerten til en svag dunken, følte hun sig meget alene. Så fannens fysisk! – men hun udlod at brøle højlydt; i Sync var der ikke noget ekko som hér.

   Hun blev atter opmærksom på bindet foran sig, dets skære hvidhed i skarp kontrast til den brunlakerede overflade på balkonens trægulv.

   Den store bog lå åben omtrent midtvejs, disse midterste sider rundede – som en halv sinuskurve, tænkte hun – fra syningen i midten og ud mod kanterne, og de tykke papirsider underneden i faldende grad bølgeformede på grund af presset fra siderne over dem.

   Bogens opslag åbenbarede et kulørt og glitrende billede på det meste af højre side, mens den venstre side var dækket af sorte linjer i en ophøjet håndskrift, der forekom uregelmæssig; men som helhed var det ikke desto mindre godt-godt for øjnene. Hun spurgte, men Plante havde intet arkiveret om hverken den ene eller det andet. 

   Mens hun aede sin dunkende læg med den ene hånd, lænede hun sig frem for forsigtigt at glatte de buede sider med den anden, kun næsten skamfuld ved tanken, at det bare havde at være umagen værd. 

 

Da hun atter blev opmærksom på sine omgivelser, stod Wai ved hendes side med en tallerken europæiske, åbne rugbrødssandwich i én hånd og et glas med hvidlig væske i en anden. Kunne det være mælk? Ægte gedemælk? Men at botten skulle se hende sådan her føltes sært ubehageligt. Sagde jeg ikke, du skulle blive udenfor? sagde hun.

   Det gjorde De, fru Herre Alice, sagde Wai. Men indtil den slettes, er min forrige Herres stående programmering stadig virksom. ”Spis godt og tænk godt”.

   Den korte optagelse, der lød gennem Wais højttalere, kunne kun være lavet af hendes granonkel. Stemmen var dyb og behagelig, om end en smule selvtilfreds. Som en voksen, der irettesætter et barn. Som hendes far.

   At efterlade Dem med dette ville være mig tilfredsstillende… Botten rakte hende både tallerken og glas på samme tid. Har De brug for lægehjælp? Den angav det størknede blod på hendes læg.

   Nej. Nej tak, Wai, sagde hun, og mærkede et ulogisk strejf af skam over at have talt hårdt til botten. Hun rejste sig. Hør, Wai… Jeg spiser nedenunder. Hun pegede på bindet, der lå på gulvet. Er det ok at tage det der med?

   Naturligvis. De er fru Herren, sagde Wai.

   Kan vi nøjes med ”fru”, Wai? sagde hun og modstod fristelsen til at smile.

   Det kan vi, fru Alice. Wai bukkede sig ned og tog den store bog op i sine to andre arme. 

   Det overraskede hende, hvor let det forekom – og det samme gjorde et strejf af jalousi. Kunne hænde, at botten her ikke var en antikvitet endnu. Forhåbentlig ikke et dårligt varsel for et forsøg på at hacke den. Du går først, Wai, sagde hun, og fremtvang en latter for at maskere utrygheden i sin stemme.

   Javel, fru Herre Alice, sagde Wai og gik hen mod trappen.

 

Natten var temmelig fremskreden, da hun opgav at hacke Wais datalager. Selv med hjælp fra implantatet og 50 års tech-fremskridt kunne hun ikke få en temporal programmering til at holde. Wai var helt igennem antik; på alder med hendes granonkel. Ingen måde at få den til at ”huske”, at hun havde været i huset på fremtidige datoer, uden at hun rent faktisk var til stede. Skulle hun have Coins ud af arven, måtte hun tjene dem på den hårde måde.

   Mens hun gik tilbage til biblioteket gennem det stille, tomme hus, fik hun for selskabs skyld venner og levende familie til at danse og tale og tilsyneladende komme til live frem for sig. Men på grund af Plantes begrænsede off-linekapacitet havde hendes yndlingsoptagelser for få markørvariabler selv for syncorama.

   Det ville være fuldstændig fantastisk, hvis hun kunne tale, danse, spise sammen med enhver af dem, og røre, kysse, elske og være nær. Syncorama var fint. Hendes sind ville ikke kunne kende forskel, det vidste enhver. Men hvorfor var den tanke lige pludselig så foruroligende?

   Resten af vejen til biblioteket vekslede hun mellem at trække på fødderne, stampe i gulvet og sparke til det fremmede møblement, der stod langs med væggene. Var noget af det virkeligt? Var det hele bare syncorama? Som et vidplot-komplot om at ikkedræbe en arving ved at fjernhacke et implantat og skrue op for dets virkelighedsparametre? Hvordan skulle hun kunne afgøre dét?

 

Maden stod på det store skrivebord midt på bibliotekets gulv, hvor hun havde bedt Wai om at stille det. Hun opdagede, hvor sulten hun var, flåede filmen af de åbne sandwich og tog for sig.

   Også på bordet og næsten så stort, at det var usynligt, lå bindet med den gyldne ryg, som havde skrammet hende. Bogen fra femte. Så uhyrlig var den, at hun kom til at skælve. 

   Hun lagde den halvspiste sandwich fra sig og tørrede omhyggeligt sine hænder i en serviet, som Wai havde lagt ved, og rakte begge hænder ud i luften over bogen med håndfladerne nedad.

   Indbindingen var ikke papir. Lærred… sagde hende plante. En slags vævning i stil med granmors strik, sikkert. Hun kunne ikke direkte huske at have rørt ved dette materiale; men hun mindedes… et eller andet.

   Hun lod hænderne synke ned på vævningen. Et stød gik igennem hende. Øjeblikkelig genkendelse af indbindingen. Ru. Riflet. Som en vennehånds berøring – velkendt. Oppe på den øverste balkon havde hun siddet og strøget hen over materialet, længe. Længe. Det indså hun. Hendes hænder huskede det.

   Uden at tænke nærmere over det åbnede hun bindet et tilfældigt sted – for med lethed at finde det opslag, der havde fået hende til at føle sig… fredfyldt. Men den ældgamle side var oversået med blodige fingeraftryk. Skønt ikke ved et uheld. Jo, jo, hun havde blødt voldsomt fra læggen…

   Hun mindes, hvordan hun havde behøvet så meget-meget at efterlade et like som angivelse af den glæde, papiropslaget havde givet hende. Fuck migdig! En side fuld af blod!?

   En brændende fornemmelse bredte sig i hendes bryst. Kvinden på balkonen var ikke blot nogle timer yngre end hende, hun var et rent barn! Hun, kvinden, hun havde været, havde tilsølet det smukkeste kunstværk, hun nogensinde havde set. Nej, det eneste virkelige-virkelige kunstværk, hun nogensinde havde set. Og hvorfor?

   Med hænderne fladt henover de blodplettede sider genkaldte hun sig, hvordan hun havde grædt gennem halvåbne øjenlåg, mens fingrene fulgte farvernes kurver og afgrænsninger på papiret, den matte fornemmelse af de brede blækstreger, de små fejl i papiret fra ufuldstændigt opløste klumper af bomuld og halm. Hvordan det kulørte billede af en fager jomfru, frembragt af en for længst afdød munks billedskabende hånd, havde fået hende til at græde over ham. Bragt hende til at forstå klosterets nøjsomhed og behovet for at være ét med sin Gud og sine foresatte og sine brødre på dét ensomme sted. Denne ensomhed.

   Det var ikke muligt at eje sådan en ting. Ingen…

   Frak mig! Hun ville skubbe bindet fra sig, men kunne alligevel ikke få sig til det. Jeg er ejet, tænkte hun. Nogle fingres hukommelse ejer mig og får mig til at komme tilbage efter mere. Hun så op på biblioteket, der tårnede sig op over hende.

   Synco kunne have simuleret ildevarslende kræfter komme ud af bøgerne som grå røg; men hun behøvede det ikke for at fatte, at hver eneste af dem hver for sig besad magten til at indgive hende tyngde, og taktil hukommelse, og at hendes krop på en eller anden måde forstod disse muligheder. Umulige omfavnelser. Intimitet, hun aldrig havde kendt til.

   Impulsivt lukkede hun bogen, løftede den med besvær og lod den falde ned på gulvbrædderne. Det velkendte DRØN fremkaldte en ny, men beroligende varme i hendes kinder.

   Knælende over bogen baksede hun den tilbage på skrivebordet. Hun rørte ved bordets træflader. Bankede på det med knoerne. Lugtede til det. Lugtede til bogen. Bankede på omslaget. At dette ikke var virtualitet – hvordan kunne hun vide dét!? Men hun vidste det. Alt hvad hun nogensinde ville få brug for at vide var lige her.

   Hun undersøgte sine hænder i lyset fra den grønne skrivebordslampe og gned langsomt den ene hånds fingre mod den anden hånds fingre. De forekom helt nye. 

 

Bogen var væk, da hun vågnede med ansigtet hvilende på hænderne på bordet. Hun løftede hovedet og anstrengte sig for at fokusere på femte stokværk, mens hun blinkede for at klare synet.

   Der var tilsyneladende ingen huller i bogrækkerne deroppe. På en måde var det en trøst… Nej, nej. Det føltes faktisk godt-godt.

   En skygge kastet hen over gulvet fik hende til at se i retning af terrassedørene. På de solbeskinnede fliser oven for den frodige have var Wai i færd med at skænke kaffe. En fabelagtig duft kom bølgende ind i rummet.

   Så enkel-enkel, gammel programmering, og nu hendes. Var det forkert? Var der i virkeligheden noget galt i dét? 

 

Fortellingen er fra 2014, og tidligere utgitt på dansk, engelsk og tysk. Skrevet på engelsk og oversatt til dansk av Kenneth Krabat på basis av grundoversettelsen av Claus Muld [http://www.dada-invest.dk].