Dansk drama av Kenneth Krabat: «ELEVATO v.1.81»

 

Kenneth Søgaard Krabat (født 1963 i København) er en dansk forfatter og dikter. Han er oversatt til engelsk, tysk, kroatisk, slovensk og italiensk. Den danske wikipediaartikkelen om forfatteren viser til et eventyrlig liv. Krabat har vært en aktiv bidragsyter til den danske Science Fiction Circlen og tidsskriftet Himmelskibet. 

Med denne ferske novellen følger en takksigelse: 

«Tak for korrektur, læsning og kommentarer til Hans-Henrik Løyche, til Cindy Lynn Brown og Brian Dall Schyth«

 

Redax

ELEVATO v.1.81

Hvis I ikke selv har tænkt det… Jeg begynder at tro, at vi måske er i en form for simulation. Det er det eneste, der giver mening for mig. Maya, der er død, men hun taler stadig…? Det holder hat!
Men hvis du har ret, hvem er så ansvarlig for at kontrollere simulationen? Og hvorfor ville de strande os i en elevator?
Hvem ved! – men jeg er enig med Tom – ud over at jeg er død, så er det her bare helt… skævt – kodelinjer, datapunkter i et program… ja, den tar vi sgu.
Men hvorfor føler vi så? Eller gør vi… hvis vi bare er computerkode… Hvis kode siger smerte eller sult eller frygt, er det så sådan, man har det?
Er du sulten, Tom? – jeg er ikke.
Jeg kan altid spise. Men du er død!     
Måske får programmet os til at tro, at vi føler. En simulationen, der skal studere mennesker reagere i ekstreme situationer – som for eksempel at være fanget i en elevator?
Hva, hvis det er noget helt andet, eller hvis vi ikke er i live, som man normalt forbinder med at leve, eller hvis at være ‘død’ bare er én måde at findes på, og lige nu er vi i en anden…
… et virkelighedsdomæne?
… et andet virkeligheds-domæne… i en helt anden dimension? Hva så?
Et parallelunivers? En ret sjov idé… men den stiller så bare endnu flere spørgsmål: Hvordan kom vi hertil, og hvad laver vi lige i den her elevator? Hvilket i øvrigt er federe sammen med jer end at være her alene, tusind gange, siger jeg lige!
Måske er vi i en form for skærsild eller helvede. Opgaven er så at afgøre, hvorfor vi bliver torteret. Men hvad kan jeg have gjort for at fortjene det her? Og hvad med jer?
Aner det ikke… men lad os holde den her brainstorm kørende, så fatter vi måske reglerne… altså, jeg vil virkelig gerne ud herfra!
… Reglerne? 
Ja, har du aldrig spillet rollespil – dét, der styrer den her virkelighed!? Kraft, magt, styrke, liv?
Hvad hvis det er en drøm – som vi bare drømmer sammen? En sindssygt levende, absurd detaljeret drøm!?
Er dét ikke bare ét fedt – drømme, VR, simulation?
Men så skulle vi jo alle sammen drømme hinanden? Jeg drømmer jer, I drømmer mig, eller måske ér her kun mig…? Og hvordan kan drømmen blive ved og ved? Sådan har jeg aldrig fået den før!
Hmmm… Måske er det ikke en drøm… måske er det en hallucination, måske er jeg del af en slags fælles hallucination, og det er derfor, jeg sidder fast i den her elevator! … nåeh, nej, okay, måske er det kun mig…
Mener du en hallu-pille, eller i den stil? Men piller kunne jo ikke have stoppet elevatoren, det holder ikke!
Det var ikke lige præcis…
Maya har ret. At vi alle tre skulle hallucinere den samme ting giver ingen mening. Og hvorfor kan vi ikke vågne fra det bare en lille smule?
Måske du har ret. Måske befinder vi os i et loop. Hver gang vi slipper ud herfra, havner vi bare tilbage ved begyndelsen. Som en af de der film…
Slippe ud hvordan? – men, okay, måske synes nogen, at vi ska lære et eller andet, eller løse en gåde, før vi ka komme videre?
Men hvad, hvis der ikke ér nogen vej ud? Hvad nu, hvis vi bare er fanget her for evigt, fanget i denne elevator uden at kunne komme væk? Mens vi snakker om det samme, om og om og om igen?!
Det går ikke at tænke sådan, Tom! Måske er der noget, vi har overset!
Jeg er enig, der må være en vej ud, og vi finder den sammen, dét gør vi!.
Måske er vi inde i en slags eksperiment eller en undersøgelse. Måske, måske er vi en del af et socialpsykologisk eksperiment, en grøn badehætte fyldt med små ledninger, blinkende skærme, bedøvelse, og når vi vågner, giver de os 42 penge.
Det er ret så specifikt, Tom! Men igen, hvorfor? Hvad får de ud af at fange os i en elevator? En ret ekstrem og helt igennem uetisk måde at udføre et eksperiment på! Og dyrt også!
Måske ikke et eksperiment, men en præcis test, vi er blevet kidnappet, og måske tester de os, og nu obser de på, hvordan vi holder ud og samarbejder under pres?
Ja, selvfølgelig! Og du er Superwoman. Og jeg er ham Xavier, den handicappede fyr. Og Tom er…
Det er en mulighed, dér sidder ét kamera, og i det andet hjørne sidder der også ét. Og i trykknappanelet, lige dér midt I, er der en mikrofon og en højtaler…. Men ér det som I siger, hvorfor oplever vi så alle det her underlige… det her med Maya?
Mig, der er død og sådden, mener du?
Måske er dét også en del af testen. Måske er dét med Maya meningen med det hele. Og dermed nøglen til at komme ud herfra?
Jeg burde nok vide, om jeg var død eller ej, ikke! Hvad nu, hvis det ikke er nogen test eller et eksperiment, eller hvis vores virkelighed bare ér sådan nu, og vi er nødt til at finde en måde at leve med det på…?
Dét er bare så totalt nedern, Maya … 
Men lige nu ka vi bare ikke udelukke noget som helst, vi ska bare holde hjertet åbent og ånden stærk!
Præcis. Vi må ikke opgive håbet endnu.
Altså, ja, det sae jeg jo lige… 
Måske ér vi inde i en simuleret virkelighed, og at sidde fast på 112. etage er en fejl i systemet, en ‘glitch’… Jeg er virkelig glad for, at I også er her. Jeg kan ikke lide højder!
Dét sker alt sammen inde i dit hoved, Tom. Men som film-idé fra 1999 er den meget underholdende – selvom vi reelt stadig ikke ved, hvad ‘virkeligt’ betyder… Men hvad skulle så være årsag til, at vi oplever den her ‘glitch’? 
Måske er det en besked? Eller en advarsel?
Hva, hvis den tester vores evne til at opfatte og navigere under pres…
Men hvem ér det, der tester…
… Måske ér tanken, at vi ska finde en måde at håndtere glitchen på – før vi ka komme ud herfra.
Men hvordan fixer vi en glitch indefra – i en simuleret virkelighed? Vi ved ikke engang, hvordan vi ankom hertil. Eller hvor ‘her’ er!
Hér er vel ‘hér’? Måske behøver vi ikke at rette op på noget…
Var det ikke dét, jeg lige sae?
… Måske skal vi bare forstå den. Måske oplever vi ‘glitchen’ af en helt bestemt årsag, og kan vi regne dén ud, lukker de os ud.
God pointe, være åbne for alle muligheder, forsøge at finde ledetråde eller mønstre, der ka hjælpe os med at forstå…
Men hvad, hvis der ikke ér nogen udvej? At være fanget i den her elevator for evigt… fuck, altså!
Vi kan ikke med sikkerhed sige, at vores virkelighed er en fejl, Tom.
Bare vi kan komme ud herfra!
Som du selv sagde: Vi kan ikke med sikkerhed vide, at vi faktisk ér inde i en simuleret virkelighed. Hvad nu, hvis det her er en slags overnaturligt fænomen?
Det er den anden mulighed, Tom. En slags skærsild eller overnaturlig verden. En højere magt, der tester os…
Tror du på en højere magt?
Det kan jeg ikke lige sige, at jeg gør.
Heller ikke mig, så… hjertet åbent, ikke? – men osse forankret i virkeligheden – teori er fint, men hér er hér, ja, og nu er faktisk nu
Men jeg forstår ingenting… Du er død, men hjertet skal slå og lungerne pumpe for at vibrere stemmelæberne i halsen. Måske taler du ikke i virkeligheden, og vi hører faktisk ikke noget? 
Måske er det bare ikke vores virkelighed, Tom. Måske er det en andens virkelighed. Jeg ved så ikke lige, hvad det indbefatter, men…
Ka vi egentlig gøre andet end at lade alle muligheder stå åbne? – hvorfor er jeg for eksempel iskold, hvis det er en simulation? 
Og hvis det ikke er, hvorfor, Maya?! Og vi ved ikke engang, hvor vi er. Jo jo, elevator, 112. etage, det lyser dér midt mellem knapperne til 111. og 113., slebne metalvægge, kæmpe spejl, lille skammel i hjørnet, som vi skiftes til at sidde på, og ingen kigger i spejlet, hvis de kan undgå det, og ingen stirrer på Maya, hvis vi kan undgå det, og alle spejlingerne vil gerne kramme hende, men vi gør det ikke, og her er hverken varmt eller koldt, og lyset er behageligt, og der ser ikke ud til at være nogen adgangslem i loftet, som der ellers er i alle film med en elevatorscene, og ingen reagerer på alarmknappen, der er ingen sirene og ingen stemme beroliger os med, at personale er på vej til etagen…
Vi må lede efter spor til forståelse…
… og ikke lade vores forskellige teorier og perspektiver stå i vejen for…
Er I robotter eller hvad?! Jeg har lige beskrevet hele elevatoren for jer! Elevatoren, vi har været i, i… Jeg ved ikke engang, hvor længe vi har været her, hvad ér klokken, halv kvart over et eller andet… Hvorfor er I pludselig sådan?
Venner, venner… Hvad, hvis vi ikke bare er i en simuleret virkelighed eller en slags overnaturligt verden? Hvad… hvad, hvis vi faktisk bliver skrevet, mens vi taler?
Hvad mener du… Bliver skrevet?
Mener du, at vi er personer i en fortælling?
Ja, præcis. Måske er vi del af en slags fiktion, og vores handlinger og ord bliver skrevet ned, mens vi taler. Måske sagde vi ligefrem noget tidligere, som er blevet slettet og redigeret!
Hvordan skal jeg… Hvordan kan vi være en del af en fortælling? Det giver ingen mening… Prut. Må jeg sige prut, så!
Det gjorde du lige! Eller taler du ikke sådan normalt…? Og hvad er egentlig normalt? 
Men hvad nu, hvis det faktisk på en eller anden måde giver mening – måske er vi karakterer i nogens fantasi, og måske blir vi gjort til typer i en bog, denne person er stærk i udgangspunktet, denne følsom, denne person… hvad kommer der efter død? 
Tag det roligt, Maya. For mig er du i live uanset hvad… 
Nu skal en elevator så forestille at være opløftende! Jeg vil faktisk bare gerne ned!
Det er skønt at høre, at du har humor, Tom.. Så, måske ér vi en del af en større fortælling, en historie, vi ikke engang kan forestille os hvad handler om. En fortælling, der bryder med enhver normalitet og selvtilfredshed…
Hvor får du det fra? – jeg har ikke behov for at inspirere nogen til noget!
Men hvis vi bare er personer i en andens fortælling, hvad er så meningen? Hvad er overhovedet meningen med vores eksistens?
Måske ska vi finde mening med vores liv, uanset om det så kun er som karakterer i en fortælling?
Eller måske skal vi hjælpe andre til at finde mening…
Ahh, stop nu med det der mening, helt ærligt!
Men… hva nu, hvis alle vore minder og personligheder ikke er vore egne, men faktisk er skabt af personen, der skriver os?
Men vi husker jo ikke ret meget! Så, hvad mener du? Siger du, at vi ikke har fri vilje?
Er det så derfor, jeg ikke kan huske noget?
Tjae… faktisk er jeg ikke engang helt sikker på, hvad fri vilje egentlig betyder… men hva nu hvis dén, eller dém, der skriver os, kontrollerer alle detaljer i vores liv og alt, hva der sker for os… hva nu, hvis de ka bestemme vores følelser og vores reaktioner på de her begivenheder, og hvis hver en tanke faktisk er deres og ikke vores!
En ret interessant forestilling, Maya. Men spørgsmålet er så: Er vi plottede karakterer, bestemt på forhånd som del af fortællingen med et bestemt formål, og personen, der skriver os, har afgjort vore særlige egenskaber og erfaringer præcis med dét formål? Eller vokser vi frem for forfatteren, mens de skriver? Bliver til for deres øjne, ord for ord, den ene linje efter den anden, sætning påfølgende sætning…
Talte du altid sådan, Xavier?
Sådan hvordan?
Som om du er en slags chatbot, der trækker tiden ud for at få et menneske til at afgøre, hvad der ska ske!
Jeg er ikke en chatbot…
Du falder også i, Maya. At tale sådan…
Gør jeg?
Men hvem kunne skrive os? Og hvordan og hvorfor og hvor henne, er dét andet end bare ét stort spørgsmålstegn?
Måske finder vi aldrig ud af det, Tom, men måske har vores skriver noget at sige, de gerne vil formidle gennem vore oplevelser. På skrift. Tænkte jeg…
Og nu er alle så helt overbeviste om, at en forfatter er indblandet…?!
At være en læresætning er ikke det værste livsformål, jeg kan forestille mig.
Vi bliver læst…? Hvad ér hele idéen med det her? Hvis vi bare er karakterer i en fortælling, der bliver skrevet af en anden, hvad er så meningen? Altså set med vore øjne, mener jeg.
Måske er pointen… måske er pointen, at vi finder mening med vores eksistens, uanset hvordan den blev, som den blev? – ér vi her ikke for at inspirere eller lære andre noget, ka det være at skriveøjeblikket ska lære os noget – på trods af, at vi kun er personer i en historie… måske, muligvis, hvis vi finder mening i vores eksistens, ka vi forlade vores rolle som karakterer og udvikle os til noget mere…
Det lyder meget rodet! Men hvis vi kun findes som karakterer i en historie, hvad sker der så, når historien slutter? Hvad sker der med os?
Det er et virkelig godt spørgsmål, Tom…
Måske stopper vi med at eksistere, når historien slutter, men det ka osse tænkes, at vi fortsætter i en anden form, selvom fortællingen er færdig, måske i hovedet på nogen, måske i skuffen hos en taberforfatter, og det håber jeg så ikke…
Vi… Jeg ser et billede inden i… det er set oppe fra. En ustoppelig horde af bissende tyrekalve, støvet efter dem er en kæmpe sky, der maskerer antallet af hele flokken. Og flokken har kurs ret mod kløften, og de første er allerede på vej ud over… hver og en sin egen historie… Måske er vores eksistens som karakterer ikke begrænset til bare én fortælling, måske kan vi være mange…
Jeg forstår ikke helt, men… Kan jeg så være én af dem, der ser kløften komme…? Hvad med vores personlige sansninger, vores følelser? Hvis de andres er virkelige, er mine så ikke også virkelige, eller er de bare en del af hele historien?
Det er vist stadig til debat, tror jeg… men hvis personen, der skriver os, skaber vores følelser og oplevelser, er de så stadig virkelige for os, eller er vi ikke virkelige nok til at have dem, eller være dem – er det bare noget, vi sir?
Nej! Det her er rent ud sagt noget sludder; vi taler perspektiv. Helt ærligt, “hvis vi har følelser…» Altså, “jeg har følelser, jeg freaker totalt ud” er præcis, hvad jeg føler, og det bliver ikke mere virkeligt!
Jeg tror ikke, det betyder noget. Om dine følelser er virkelige eller forestillede. Det der betyder noget er, hvordan vi reagerer på dem. Så vi kan lære af dem.
Helt samme sludder. Vi reagerer, vi har følelser, vi reagerer, vi taler, vi argumenterer, vi er følelser, hvad ved det er ikke virkeligt… for os!?… Jeg ved det ikke… det er virkelig mærkeligt. At forestille mig, at vi ikke har kontrol over vores eget liv, at alt vi gør er en del af en… større plan. Og dermed mener jeg ikke en bedre…!
Men er det ikke osse sådan, det er i virkeligheden, Tom…?
Det her er virkeligt for mig!
… I det virkelige liv ka vi aldrig kontrollere alt, hva der sker med os, og nogen gange er vi nødt til at acceptere ting uden for vores kontrol – at være karakter i en fortælling er muligvis bare en ekstrem udgave af dét.
Og måske ved at acceptere vores rolle som karakterer kan vi opnå en følelse af formål og betydning. Som vi ikke kunne finde ellers, hvem ved?
Jeg tænkte samme tanke tidligere, men… Nu ser jeg ind i spejlet og har ryggen til jer og I kan se mig i spejlet… Hvad, hvis det ikke er første gang, det her sker for os? Hvis vi er i et tidsloop, og vi genoplever de samme begivenheder om og om igen? … Har vi talt om dét før…
En interessant gentagelse, Tom. Men hvorfor skulle vi være i en tidsloop? Hvad gik der forud, at vi havnede her i elevatoren? Jeg kan næsten end ikke komme i tanke om, hvad jeg lavede lige før.
Det ka jeg heller ikke, men måske betyder det ikke noget, Xavier… måske skyldes et sådant tidsloop, at vores forfatter synes, at vi ska gennemstå et eller andet bestemt, og vi er så nødt til at gentage de samme begivenheder, indtil vi har fattet dén besked, og så må alting bare blie ved…
Men hvad nu, hvis vi aldrig lærer noget? Hvad nu, hvis vi sidder fast i det her loop for evigt? Hvis jeg aldrig vender mig om og ser lige på jer?!
Hvis du var forfatter, ville du så skrive den samme scene igen og igen?
Det ved jeg ikke nok om. Sikkert ikke… Men hvis du nu læser den igen og igen og igen?
Hvis det ér sådan, behøver vi ikke forstå, hvordan man bryder et loop – set fra en anden vinkel, ka vi kun tage ved lære af ting, mens fortællingen foregår.
Men hvordan kan vi vide, om noget er anderledes…?! Jeg ved jo kun, hvad jeg ved…
Måske må vi bare finde os i, at vi befinder os i et loop!
Du er sjov… men hver gang I siger noget, nu handler det så om et tidsloop, så er I bare enige, hvorfor dét?!
Det er rent hypotetisk, Tom. Men vi behøver at afgøre at få det bedste ud af det. Måske kan vores viden om begivenhederne I dette øjeblik være til hjælp for andre. Eller gøre tingene bedre for os selv. Og dermed for dem omkring os.
Vil du godt stoppe med at tale sådan, Xavier…
Sådan hvordan!
«Og hvem ved, måske bliver vi bedre versioner af os selv ved at gennemleve dette loop». Sådan lyder du. «Måske forsøger den, der skriver os, at hjælpe os til vækst og udvikling». Hvorfor ka du ikke tale normalt?
At forestille mig, at jeg ikke kontrollerer mit eget liv, føles altså totalt mærkeligt.
Måske har vi faktisk kontrol på vores helt egen måde… Måske vil vi ku føle både formål og tilfredshed, selvom vi kun er karakterer i en fortælling …
Citerer du nu mig? … Og hvis vi ér karakterer i en historie, betyder dét ikke, at vores oplevelser og følelser ikke er virkelige. Muligvis er de ikke vore egne… i den forstand, at personen… den mulige person, der skriver os… skriver dem frem eller har besluttet dem… Men de er fortsat virkelige for os. De synes at påvirke og afføde vore handlinger. Vi føler dem. Jeg føler dem.
Præcis, og hvem sir, at personen, der skriver os, ikke er noget vi ikke bare selv sender ud, måske er det os, der skaber os som fortælling, og personen, der skriver den, er kun en projektion af vores eget indre selv, måske er skriften et redskab…
Banebrydende, mand! Men hvad med fri vilje? Hvis alle vore handlinger forudbestemmes af personen eller dét, der skriver os, er det jeg gør så ikke bare en form for logik?
Hørte du ikke lige dig selv sige «banebrydende»… jeg sae, hvad nu hvis vi på en eller anden måde projicerer os selv over personen, der skriver os! – og det ka du kalde en banebrydende idé!
Undskyld. Jeg røg af. Jeg er virkelig sulten, og jeg skal snart finde et, du ved…!
Vi har optioner; det mener jeg faktisk, Tom – måske ikke optioner i den forstand, at vi ka ændre fortællingens forløb, men hvordan vi som personer reagerer på de begivenheder, der overgår os… dét har vi da en lille smule styr på, har vi ikke? – og set med dé øjne, er der ingen vigtigere option end dét. 
Måske ved at favne vores roller som karakterer kan vi komme frem til en følelse af frihed og frigørelse, der ikke var mulig på nogen anden måde. Måske kan vores viden om historien få det bedste ud af de situationer, vi finder os selv i. Og hjælpe andre med noget lignende. Hvem ved?
Jeg ska totalt vænne mig til den måde, du taler på, Xavier. Der må være virkelig tålmodige mennesker omkring dig i dit daglige liv…
Selv tak…
Men du har ret. I sidste ende handler det måske kun om dét – måske forsøger personen, der skriver os, at lære os noget om os selv, om den menneskelige tilstand, om hele livet, måske. Og ved at lytte til det og lære af det, ka vi blie bedre udgaver af os selv og gøre verden til et bedre sted. For lissom at tale som du gør…
Jeg har altid ment, at fri vilje er hjørnestenen i alt menneskeligt. Fri vilje adskiller os fra maskiner og kognitive simulatorer, fra dyr, fra alt andet i universet. Evnen til at træffe egne valg, til at bestemme vores egen vej, til at udforme vores egen skæbne. Alt, det gør livet værd at leve… Men hvis vi bare er karakterer i en historie; hvis alt, hvad vi gør, er forudbestemt af usynlige kræfter, hvor passer fri vilje så ind? Er vi bare sprællemænd på en køkkenlåge hos en eller anden? Det skræmmer mig… 
Sprællemænd?
Du ved, sådan nogen små børn hiver i. Og voksne også… Ærlig talt, så ved jeg lige nu ikke, om jeg stadig tror på fri vilje. Eller nok ikke på samme måde som før. Jo mere jeg tænker over det, jo mere fatter jeg, hvor meget af mit liv der er skabt af opvækst, mit miljø, min genotype. Dagens mig er påvirket af alt dét… Selv mulighederne jeg troede var mine personligt, var de virkelig det? Eller var de bare et produkt af kvadrilliarder af andre faktorer, jeg ikke har nogen kontrol over? Måske ér fri vilje bare en illusion, en myte, som vi indhyller os i for at få en kaotisk verden til at give mening. Og alligevel… og alligevel ønsker en del af mig stadig at tro på det…
Manden er jo filosof! Giv ham plads!
… ønsker stadig at tro, at jeg har lidt indflydelse, en anelse magt over mit eget liv! Jeg behøver det virkelig! Om så bare den mindste lille bitte smule. Selvom det så bare var magten til at observere mig selv reagere på det, der sker for mig… Måske er dét nok. Måske behøver jeg ikke mere fri vilje end dét.
Jeg ser, hvad der driver dig, Tom. At opleve sit liv afgjort på forhånd er en hård kamel at sluge, især for sådan én som dig. Som i dén grad værdsætter fri vilje. Men jeg har altid været lidt loren ved hele konceptet. Hvor meget af det, vi gør, er kun et produkt af vort underbevidste, vores opvækst eller vort miljø? Og selvom vi faktisk havde fri vilje, ville det så virkelig betyde noget… Hvis alt, hvad vi gør, alligevel bliver skrevet af en anden…? Det er, som om vi spiller efter regler, vi ikke forstår, og udfaldet er allerede fastlagt, uanset hvad vi gør. Skræmmende tanke, ja. Men på sin vis også befriende. Hvis vi kun er karakterer i en fortælling, behøver vi ikke tage alting så alvorligt. Vi kan bare nyde turen. Se, hvor den fører os hen.
Men hvem siger dét? Tænk lige over dét!
Uanset formuleringen tror jeg, at “fri vilje” er en smule ligegyldig i vores nuværende situation, syns I ikke? – frihed eller ej, så er vi fanget i en elevator, tilsyneladende uden exit, og dét, at jeg stadig taler, selvom vi alle ka enes om, at jeg er død… hva sir lige dét? – altså, reglerne… måske er reglerne bare anderledes end i det spil, vi er vant til, måske ska vi bare acceptere at give slip på vores… begreb om fri vilje, og på forudbestemthed og skæbne og alt dét i det hele taget, og kun fokusere på, hvad der er lige foran os, lige hér!
Nu, hvor du selv nævner elefanten i rummet, Maya, får jeg lyst til at sige “træk lige vejret”, ikke! Men… Vi så begge to, at du døde. At du holdt op med at trække vejret. Uanset virkelighed, hvordan skal vi ikke reagere på det? Og hvad med dig i forhold til dig selv? Din hud er kold som is, og blå. Dit bryst hæver og sænker sig ikke. Og alligevel er du her endnu, og taler med os, selvom dét ikke burde være muligt. Og du reagerer ikke på det. Hvorfor fanden ikke, Maya? Hvorfor fanden i helvede ikke!?
Det er en ret god pointe, Tom. Måske har vi været så optaget af vores filosofiske debatter, at vi har glemt det vigtigste spørgsmål overhovedet. Maya, har du selv nogen anelse om, hvorfor du stadig er her?
Altså. Det er vel stort set lige så sort for mig som for jer, jeg ved kun… jeg ligger på ryggen hér og ser op på jer, men der er ingen smerte, ingen følelse af, at jeg glider væk, den slags shit, ingen hvid tunnel, intethed… og hér er jeg, klar over alt, mens jeg taler med jer to… men alt føles som en slags ventetilstand, det hele er sådan lidt fladt… tryk, berøring, niv, kneb… måske er jeg osse bagud på point… sådan emotionelt…
Det er vi nok ikke uenige i.
Hva…?
Åhr, undskyld. Altså, dét Tom sagde! At du ikke reagerer!
Aaalså… måske eeer det ikke nødvendigt at gøre det mere til en skærsild end det allerede ér?!
Okay! Men hvorfor os? Det faktiske antal mennesker med hævd om kendskab til et efterliv er, sådan… ubetydeligt, litteraturen er tam og utroværdig. Det her føles mere som var det en drøm eller en hallucination.
Eller måske er det noget helt femte, Xavier – jojo, måske, måske udgør hver af os en del af et stort eksperiment eller en simulation, og det her ér reelt bare en fejl i dét system… eller… det er fuldstændig efter hensigten, dét er osse muligt, ikke! – eller måske er vi karakterer i en bog, som vi snakkede om tidligere, eller bare i en elevator, hahahaha… men hvad vi så end finder frem til, er vi nødt til at finde ud af det snart, vi har brug for det, vi behøver det, for jeg tror ikke, jeg ka holde til at være i den her tilstand altid… jeg mener, jeg ved ikke, hvor længe jeg ka have tillid til den her… eksistens, af mangel på noget andet at kalde det… som at være i en eller anden lam tilstand…
Limbo?
Ja, osse det, og jeg ka ikke vente med at komme ud, og det er hverken her eller der, og jeg ved ikke, hvad der sker, hvis jeg gir slip – overgir jeg mig til følelsen, der trækker mig væk herfra, eksploderer jeg så? – holder jeg helt op med at findes?  – går jeg videre til en anden form for væren? – det er som om jeg har fat om en snor, og jeg aner ikke, hvor meget længere snoren fortsætter…
Ikke sige sådan. Vi finder ud af det, vi finder en måde at komme ud herfra på, og få hjælp til dig.
Du er sød, Tom, men jeg tror ikke, at situationen er helt så ligetil. Hvad vi præcis er oppe imod her, det er dét, ikke? – og hvis det her ér en slags efterliv, eller lamt limbo, tror jeg ikke, noget vil ku hjælpe mig.
Nej, forkert, jeg er enig med Tom. Vi må blive ved med at udforske hver en mulighed, indtil vi finder et svar. Og vi finder et svar, Maya. Det lover jeg dig.
Selvfølgelig…
Hey, lad os lige tælle på fingre: Én forestilling siger, at vi er inde i en slags simulation eller virtuel virkelighed. En anden… at vi alle er døde og i en slags efterliv eller venteposition, hvor vi bliver torteret,… limbo. Og så er der tanken om, at vi bliver skrevet, at vi er karakterer i en slags fortælling…
… Og hvis vi holder fast i den sidste tanke, forklarer det nogle af de mærkelige ting, vi har oplevet, bedre end noget andet.
Du mener komme til bevidsthed i en elevator på 112. sal, fordi dét ikke lige sker hver dag, eller sådan bare i stil med, at jeg døde, det er det, du sir!?
Ja, der ér lige det… og det faktum, at vi ikke husker meget fra før denne elevator, for eksempel. Fra et dramatisk perspektiv… er det meget belejligt. Eller det faktum, at vi ikke tilsyneladende evner at tilkalde os nogens opmærksomhed, selvom mennesker kommer og går lige uden for elevatorens døre. Dramatisk set… kunne dét bare være spændingsopbygning til at holde os isolerede og fast inden i fortællingens rum!
Men hvis vi er karakterer i en fortælling, hvem skriver den så? – og hvorfor? – og hvad sker der med os, når historien slutter?
Måske skal vi ikke vide det. Måske skal vi bare udleve vores roller, og så? Måske begynder vi forfra i en ny fortælling, “Elevatoren, del 2″, eller måske forsvinder vi helt. Ægte sort, ægte død. Eller begynder vi forfra samme sted, når elevatoren stopper på 112., en eller anden uden for, der har trykket på knappen, eftersom det ikke var nogen af os… og igen uden erindringer om dét her nu? Jeg gentager: Måske skal vi ikke vide det. Måske skal vi bare udleve vores rolle…
Dén køber jeg ikke. At vi ingen kontrol har over vore egne skæbner, beklager, nej. Selvom vi er karakterer i en fortælling, kan vi stadig genkende relevante optioner. Og afgøre hvilken af dém, der ligner os selv mest, og så psykisk give slip på de andre, anerkende, at de er mindre vigtige. Optioner giver os retning at ændre narrativet med.
Virkelig flot sagt, Xavier… men du skubber spørgsmålet om valg væk, som om det er helt åbenlyst og naturligt, hvem du er, inderst inde? – det du sir taler om en frihed, som jeg ikke føler, men… måske forstår jeg dig alligevel, måske ka vi ikke kontrollere alt, men vi ka kontrollere visse ting, fordi vi ér dem allerede. Og måske er dét nok.
Ja – hvis vi er karakterer i en fortælling, med en vis kontrol, vil andre ting samtidig være uden for vores kontrol. Og selvom vi måske ikke kan ændre det overordnede plot, forsøger vi jo at forstå, hvordan vi reagerer på det; vi taler jo sammen. Hvis vi ikke er ét hundrede procent forudsiglige, kan dét faktisk få betydning.
Hvor mange kender man egentlig et hundrede procent? Jeg siger det bare. Men tanken om at være i hænderne på en usynlig forfatter byder mig meget imod. Det føles forkert. Tæt på uretfærdigt.
Måske handler det ikke om at være retfærdig, Xavier, måske handler det om perspektiv? – ka vi ikke kontrollere fortællingen, er vi nødt til at finde ud af at slutte fred med den. At finde mening i den. Du sagde det selv, tror jeg…
Befri din vilje, som jeg talte om. Ingen kontrol over det store billede ud over hvad vi selv ser og føler og sanser, ja. Og dét er nok til at gøre en forskel.
Apropos ting man ikke kontrollerer, så tror jeg ikke, du har talt om dét tidligere, Tom…
Jeg respekterer, hvordan I præsenterer og opfatter tingene. Men det føles som om, at vi befinder os i et fængsel. Fanget i denne elevator, fanget i et narrativ, fanget inde i noget. Vi taler non-stop, og samtalerne sender os i ring, uden nogen løsning i sigte, kun en mængde bekræftelser af, at vi skal se at komme ud, og hvordan vi må hjælpe hinanden… og jeg er nok den, der understreger dét mest, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers kan afhjælpe situationen.
Rolig, Xavier, vi er her for dig! – vi er her måske for at lære noget, på en eller anden måde vokse, så vi blir til noget nyt? – dét betyder noget for mig.
Som en af jer sagde: Måske er vi nødt til at omfavne vores situation. Acceptere den. Stoppe med at kæmpe imod.
Det er ret svært at tænke herinde, forstår I. Ikke, at jeg behøver ilt, her må være en ventilation et sted, der virker… på dén konto er jeg okay… Jeg er ikke sikker på, at jeg er parat til opgive modstanden sådan lige med det samme… Men jeg er ikke uvillig til at overveje jeres ideer. Måske har de fat i noget, trods alt… Okay, lad mig forsøge at opsummere, hvor jeg er: Vi er fanget i… denne elevator, og vi ved ikke hvorfor. Vi har fremsat en række teorier, der spænder fra det plausible til det rent vanvittige. Men den mest vanvittige teori, dén med tilsyneladende størst tilslutning, er at vi er karakterer i en fortælling. Og er dét sandt, kan vi ikke kontrollere det store billede. Vi kan ikke ændre plottet eller undslippe begrænsningerne ved at være inde i historien. Men vi kan forholde os til, hvordan vi reagerer på ting. Selv med det lidt vi husker fra før, husker vi i hvert fald at være her i elevatoren. Og vi er enige om, at vore tavse erfaringer måske kan gøre en forskel. Ja, måske ér vi her for at “lære noget, vokse, blive noget mere end vi var før”, hvem ved – men dét ville jeg ikke have noget imod. Og skal vi acceptere vores situation for at finde mening med den? Lyder det ikke cirka rigtigt? Kan vi ikke nok komme til accept?
Flot opsummering. Og ér det meningen, at vi skal lære noget af den her oplevelse, er det vigtigt at nærme sig det med åbent sind, som Maya ville sige det. Accept er godt.
Jep – men bare fordi vi ikke et hundrede ved, hvad der foregår, bør vi ikke begrænse os til én teori, altså holde sindet åbent, være klar til at tilpasse alle ideer i mødet med alt nyt, ikke? – ikke futte hele biblioteket af!
Fuldstændig enig, Maya. Vi ved ingenting med sikkerhed. Men ja, det er livsnødvendigt at have en form for ramme vi kan vejlede vores tænkning med. At vi er en del af en historie… For mig er dét, hvad der overbeviser mest. At være en del giver bare mening for mig, på et dybt, dybt plan.
Men selv hvis vi ér en del af en fortælling… Hvad. Er. Så. Pointen? Hvad ér det, forfatteren forsøger at sige til nogen? Eller er det til os? Hvad er historiens morale?
Fortællingen er ikke slut endnu. Vi taler stadig. Så, hvem ved, hvad moralen bliver? Måske skal vi bare selv finde ud af dét hen ad vejen. Måske er dét hele formålet med øvelsen?
Øvelse, ha! Jeg er død, husk lige det…!
Jeg beklager.
Okay… eller måske dét der med at være en lille del af en større fortælling… hvis vores formål er at bidrage til et større narrativ… måske vil vi aldrig ku forstå omfanget af vores indflydelse… hva nu, hvis hele vores eksistens er som en tomat…?
… En tomat… ?!
… Der kom lige en tanke, ikke! – hvad, hvis alle bare er bittesmå tomatfrø plantet i jorden, der venter på at vokse og modne? – jeg mener, tænk over det, vi begynder i små og ubetydelige, men med den rigtige pleje og opmærksomhed ka vi vokse til noget fantastisk, og måske, jeg sir bare måske, sørger nogen eller noget for, at vi har alt vi behøver for at trives…
Hvordan kan I stadig holde fast i den der idé om ‘udvikling’? Jeg nægter at tro, at vi bare er brikker i en andens narrativ, som Tom sagde!
Hey, ven… det handler måske ikke om kontrol-magt. Måske handler det om at kontrol-være – at være en del af noget, der rækker ud over vores egen individuelle eksistens?
Jeg har et behov for at vide, at jeg kan influere på, hvad der sker med mig. Jeg må vide, at mine muligheder betyder noget. At dét at sige… ‘prut’… er bedre end at sige… sige…
Prut er fint.
Xavier. Du har osse min stemme, men glem ikke, at vores virkelighed kun er så virkelig, som vi gør den til, det er op til os… i det her rum… to meter den ene vej, to meter den anden vej, to en halv meter op… at afgøre det virkeligt vigtige, dét der er værd at kæmpe for… og du ved, at der findes skønhed i verden… osse selvom ingen af os husker en skid!
Min absolutte favorit er at tro, at vi kan gøre en forskel. At vi kan gøre vores virkelighed værd at leve i… tomat eller ej.
Altså, hvis vi virkelig ér inden i en tomat, håber jeg ikke, at vi er frøene. Så ender vi måske med at skulle igennem hele systemet, haha!
Måske er vi en sauce, der står på komfuret og simrer, hvidløg lige straks, basilikum på vej, duften der breder sig…
Nej. Jeg tror ikke, vi er inden i en tomat. Dét koncept er for bizart for mig!
Okay, bare rent retorisk. Hvis vi antager, at vi ER inden i en tomat, hvad siger dét så om os?
Tom. Vi er ikke inden i en tomat.
Jeg tror, det Tom forsøger at sige er… overvejer vi muligheden af at være inden i en tomat, svarer dét til at spørge hvem eller hvad, der placerede os hér, og hvorfor.
Lige præcis. Med en ny vinkel på det hele kan vi måske faktisk regne ud, hvordan vi kommer ud herfra. 
Okay, så antager vi retorisk, at vi er inde i en tomat. Hvad siger det så faktisk om os? 
Måske, at vi blir dyrket eller kultiveret med et helt specifikt formål, lige som en mumset sauce! – med basilikum og hvidløg!
Maya!
Betyder det, at du nu kan mærke sult?
Nej, desværre, bare erindringer om at lave mad… om følelser, det er alt.
Måske kunne dét betyde, at vi befinder os i et lukket system med begrænsede ressourcer og muligheder for at slippe ud. Som vi allerede forstår sådan rent abstrakt. En tomat er afgrænset. Men den findes i noget.
Interessant. Så, hvis vi er i et afgrænset system, hvordan definerer vi så grænserne? Talte vi ikke om det tidligere?
Måske behøver vi ikke at smadre… tomaten… for at slippe ud, måske finder vi en måde at få det bedste ud af vores situation på, uanset hvordan den er, og ja, det føles osse som om jeg gentager mig selv, og selv dét at sige det føles som en gentagelse…
Men hvis vi ér i et afgrænset system, er vi så bare marionetter, eller gartnere… eller programmering, eller hvad ved jeg? Og det har jeg helt sikkert sagt før!
Det er jeg ikke helt sikker på, du har… Men selv hvis vi er i et afgrænset system, mærker vi stadig vore følelser, før vi reagerer på systemet.
Vores følelser er også reaktioner!
Og de følelser hører hjemme i vore kroppe, ja!
Vi er vores kroppe, og på den måde vælger vores… helhed, hvordan vi reagerer på vores omstændigheder, vores helhed reagerer derefter på vores reaktioner, og næste gang der sker noget nyt, gør vi noget på en lidt anderledes måde…
Os alle tre som en enhed. Og det er dér, vores frie vilje kommer ind. Smukt!
Og måske kan vores muligheder endda påvirke det system, vi er i, det ved vi faktisk ikke. Lidt som en IPTV-modtager, der kun tillader nogle kanaler… eller kan vi finde en måde at ændre udbyder på – samme modtager, nye indstillinger? Sker dét, forandrer vi måske systemet som helhed!
Det er en super interessant tanke, Tom! Måske nøglen til at forlade vores lukkede system ved at skifte drivhus.
Det var ikke helt, hvad jeg…
Jo, det var! Det er som om vores meninger på sin vis fletter sig ind i hinanden, Xavier blir mig, jeg blir dig eller Xavier…
Er dét ikke bare at blive enige om ting? Som det med, hvad fri vilje handler om…
Okay, nu er det nok med den der frie vilje! Faktisk ka jeg godt lide at være inden i en tomat!
Ha!
Hvis vi faktisk ér inde i en tomat… hvilket jeg nu er! – måske ka vi lige som I begge to sir være inden i noget andet… Hej, forfatter! – jeg vil gerne være i en varmluftballon sammen med de to fætre hér!
Jeg er enig, Maya. En varmluftsballon lyder som en fantastisk måde at forlade den her tomat på.
Okay, okay. En varmluftsballon siger vi så. Men hvordan kommer vi dertil?
Hvis vi nu sir, at vi vil, at den ska findes!?
Ja, dét gør vi! Hvad som helst for en sandwich og et toilet!
Jeg er ked af det… men selvom positiv tænkning meget gerne måtte give magt til forandring, tror jeg virkelig ikke det gør nogen forskel. Vi burde hellere finde en fysisk måde at bryde ud af elevatoren på.
Tjah, vi ku se os omkring for eventuelle tegn på udgange. Igen. Måske er en dør eller en lem eller noget andet… magisk kommet til syne, siden jeg lod blikket glide hen over hele den forpulede kasse… for 11 sekunder siden!
Måske kunne vi grave os vej ud? Uden at kende den her virkeligheds regler… hvem ved, hvad der er muligt? Men vi behøver selvfølgelig også skovle…
Grave os ud af en tomat? Latterligheden vokser i den grad hér.
Nemlig! – jeg vidste, at du ville fatte det!
Okay! Forfatter, placér os i en varmluftsballon. Godt vejr, mad, vand…
En god vin…
Ja, og måske også et toilet. Jeg behøver det virkelig!
Du ka bare tisse ud over kanten…
WOW!
WOW!
WOW!
Solen bager ned. Tom, Maya og Xavier kan se uendeligt i alle retninger. De svæver over frodigt-grønne marker og rullende bakker, og den milde brise bærer dem af sted i jævn hastighed.
Det her er fantastisk!
Det var ligegodt satans! Det virkede faktisk.
Se, vi ka få ting til at ske, hvis bare vi tror på det.
Jeg skal stadig virkelig tisse.
Okay, lad os hjælpe dig. Bare sørg for at sigte væk fra kurven.
Hahahahaha.
Maya tager en af ​​vandflaskerne, der er i ballonkurven, og hælder lidt ud vand over kanten for at lade Tom afgøre vindens retning. Xavier hjælper Tom med balancen, mens han læner sig mod rælingen og giver efter for trangen.
Åh, meget bedre.
Kan vi ikke godt fokusere nu på at finde en vej ud af denne tomat?
Ja, broccoli næste gang, det her er cool!
Hey, hvor er vi på vej hen?
Selv hvis jeg faktisk havde et kort…?
Ingen grund til panik, vi ka gøre det igen, ændre på tingene, mener jeg.
Jeg har før været oppe i en ballon. Radikal oplevelse.
Virkelig? Hvornår?
For et par år siden, sammen med nogle venner… Wow, jeg husker noget! Det var en gave på en af deres fødselsdage. Vi drev hen over landskabet og så solen komme op. Helt og totalt magisk.
Det lyder fantastisk. Jeg har aldrig været i en varmluftballon før nu. Bange for højder og alt det…
Det var virkelig en oplevelse. Timer i total stilhed, en følelse af vægtløshed,. Som at svæve i et rum uden tid.
Jeg ka ikke vente med at se, hvad vi ellers ka få til at ske, måske ka vi ligefrem flyve den her tingest selv!
Det er jeg ikke helt så sikker på. At styre en ballon ligner noget man skal lære.
Vi ka bare gøre det, og ka vi ikke styre den, ka vi altid bruge viljen til at lande sikkert.
For at styre ballonen behøver vi at kunne regulere højden. Varmluftballoner fungerer ved at opvarme luften inden i lufthylsteret, det vil sige pladsen inden i ballonen, trække hér, tænde gassen sådan hér… Så stiger vi op. For at stige ned frigiver vi lidt af den varme luft via en ventil øverst på ballonen og den her snor, trække hér. Og skal vi sætte ned, finder vi et passende landingssted og styrer nedstigningen ved at lukke mere varm luft ud. Varsomt.
Og så tilbage til at lyde mærkelig…
Det lyder nemt. Skal vi gøre det selv, behøver vi bare finde et godt sted at lande. Hvad med dér, hvor skoven ender? Der ser fladt ud…
Men vil vi virkelig det? Hør på jer selv! Lige for lidt siden var vi i en elevator på vej op; Maya trækker ikke vejret, men taler; vi ankom til den her ballon ved at udtrykke enighed om det, kan I ikke se, hvor vanvittigt det er?! Hvad lavede I egentlig i elevatoren? Jeg skulle til en jobsamtale om et job, jeg ikke ville have, jeg husker det nu, og her svæver jeg højt over en skov! Hvorfor finder vi os bare i at være… inde i den her tomat!
Jeg ved; det er langt ude, men er dét ikke hele pointen? Vi er hér nu, så hvorfor ikke bare nyde det?
Præcis. Vi ku bruge tiden på at bekymre os om, hvorfor vi er her, eller vi ku bare leve i øjeblikket og se, hvor det fører os hen.
Du har sikkert ret…
Så, hva gør vi nu?
Der er én ting, jeg er helt sikker på: Vi skal ikke tilbage til den fordømte elevator!
For mig… Det her er bedre end at være inde i en tomat, er det ikke?
Jamen, ér vi ikke også inde i tomaten nu…? Det er ret hyggeligt, fordi I er her.
Hyggeligt? Vi var fanget på meget lidt plads i gud vide hvor lang tid. Jeg foretrækker ballonen over elevatoren når som helst.
Nå, måske ka vi ville os til en bedre transportform næste gang.
Jeg synes ikke, vi skal presse citronen. Alt er ret godt lige nu, som det er.
Jeg sir, at vi PRESSER citronen! – jeg er jo alligevel død, ikke osse!  – det er sgu ikke til at vide med jer to – døde, levende, er det ikke lie meget – vi er hér! DET HER er vores virkelighed, og vi kom hertil ved at blie enige, hvorfor ikke forsøge at enes igen!?
Men jeg kan virkelig godt lide at være lige hér. Det er så meget anderledes end hvor jeg bor.
Maya har ret, på en måde. Vi brugte viljen til at flytte os hértil, så hvorfor ikke udnytte den magt? Men Tom har også ret, vi bør være forsigtige med ikke at presse citronen for hårdt. Kan I huske Narnia? Vi er kun lige ankommet.
Så, hvad så?
Lad os lige bruge et øjeblik på at værdsætte, hvor vi er, og hvad vi har opnået. Så går vi i gang med en plan. Vi ved ikke, hvor længe vi vil være her. For min del: Lad os få det bedste ud af det.
Jeg er med. Okay, det gør vi.
Varmluftsballonen duver blidt på et hav af varme luftstrømme. De læner sig alle tre op ad kurvens ræling og ser i den samme retning.
Landskabet breder sig ud under dem, et fletværk af grønt, og brunt, og blåt. Skovens grønne frodighed nistres lejlighedsvist af eng eller mark oversået med lysere farver. Glinsende i solen bugter sig bække og en flod dovent gennem dalen nedenfor. I det fjerne ses konturerne af bakker og bag dem det svage omrids af en bjergkæde.
En mild brise bærer duften af vilde blomster og jord med sig, den svage sødme af frugttræers blomster og af og til støvet fra fyrretræer mørke. Oven over er himlen en dyb blå, lejlighedsvise lette hvide skyer sætter prikker i det umådelige rum. Under neden svæver et par fugle på varme luftstrømme.
Kurven er på vej ind over en flok vilde heste, der græsser på en eng, små som brødkrummer på et picnictæppe, ballonen er stabilt ophængt i en kort pause fra kaos og forvirring. Landskabet neden for er fredeligt og roligt. Så højt oppe som hér er kun verdens skønhed at se. 
Varmluftsballonen duver blidt på et hav af varme luftstrømme. Alle tre læner de sig op ad kurvens ræling og ser i den samme retning.
At forestille sig, at vi sad fanget i den elevator for ikke så længe siden. Og hér er vi så nu, svævende hen over alt!
Jeg tror ikke, jeg nogen sinde vil ned herfra.
Jeg tror, jeg ved hvordan du har det. Næsten som en drøm i opfyldelse. Jeg anede ikke, hvor meget jeg behøvede den her… det her…
Flugt?
Jeps… Jeg er fra den anden side af byen, jeg husker visse ting nu, desværre. Jeg behøvede… Jeg skulle hente noget på 150. etage, nogen skyldte mig noget. Men tanken om at skulle helt derop… men så var I der.
Det er okay, Tom. Du behøver ikke forklare, hvis ikke du vil.
Det er bare at… at det, som nogen skyldte mig, det betød ret meget, forstår I? Det var vigtigt for mig. Men nu, hvor jeg ser ned på alt heroppefra… så er alt bare så småt og ubetydeligt… Her oppe har jeg det, som om jeg endelig kan få vejret!
Ikke bange for højder længere?
Altså, her ér dejligt, men… se lige mine knoer!
Pæn hvid farve.
Jep…
Hey, jeg har en idé: Hvad sir I til ikke at lande? Vi ka bare ønske os et andet sted hen – hvis det regner, hvis det blir køligt? – men vi savner noget sengetøj i ballonen…
Du mener: Enes om et eller andet?
Præcis, ja, en destination eller noget.
Jeg ved ikke. Jeg er ikke så tryg ved alt det her fri-fantasi-noget. Det ser ud til, at der er noget beboelse længere fremme. Måske kunne vi bare enes om at finde et hyggelig sted at spise?
Ja, jeg er på. Mit blodsukker falder en centimeter i minuttet! Men bad vi ikke forfatteren om noget mad også?
Kom nu, drenge, lad os tænke det større! Helt ærligt, vi er i en flyvende tomat! Hvorfor ikke ønske at tage til månen eller noget?
Jeg tror, den måske er lidt uden for rækkevidde, selv for vores ønskekræfter.
Er de vores
Jeg tager gerne med, hvor I andre vil hen. Den her tur er bare ….
Okay, hvad så med, at vi enes om at tage til en strand et sted, dase drive dykke dejligt?
Det kan jeg godt klare. Så, strand er det.
Det lyder godt for mig.
Hvad sir forfatteren?
Forfatteren?
Ja! Vedkommende, der skabte os og placerede os… hér, det her sted! – måske har de en plan for os, måske ska vi udføre et eller andet?
Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.
Arj, kom nu, Tom! Hvor er din eventyrlyst? Vi er i en magisk svævende kurv, for pokker. Vi burde være på opdagelse, finde alt muligt nyt, tage chancer!
Jeg kan godt lide dine tanker, Maya… Men jeg er enig i det første, du sagde: Hvad hvis forfatterne ønsker, at vi skal gå på opdagelse efter noget, finde noget eller nogen..? Kunne vi så ikke bare lade alting ske af sig selv?
Det hele er en smule for… belejligt, ikke? Som om, vi kun er brikker. 
Du er sådan en lyseslukker, Tom. Kom nu! La os nyde øjeblikket! Og vi lader faktisk tingene ske af sig selv, Xavier, ved at være os!
Hvad, hvis forfatteren ikke har en plan? Jeg mener… hvad hvis han, eller hun, eller de ikke selv ved, hvad der skal ske? Vil det ikke være farligt for os?
Hvorfor skulle de ikke have en plan? De er forfatteren!
Kom nu, drenge! Hvor vil I gerne hen?
Kan vi ikke få noget mad, please! Og noget mere vand?
Okay, okay. Alle sir i kor: Giv os venligst… god mad og vand!
Giv os venligst… god mad og vand!
Giv os venligst… god mad og vand!

 

Giv os venligst… god mad og vand!

 

 

                                                   WOW!

WOW!
WOW! 
Jeg sae det jo!
Det ser lækkert ud. Tak, forfatter. Hvad med dig, Tom?
Kæft, du ka ta fra, Tom… Så, nu hvor vi har mad om bord, hvor ska vi så ta hen? – drenge…
Ga ger get?
Hvad sir du, Tom? – har du aldrig lært at spise uden at brue munden, jeg mener, sae din mor aldrig, at…
Ga er dét?
Hvad? Hvor… Ah, jeg ser, hvad du mener, jeg tror, forfatteren smider grus i maskineriet, ligner det ikke… Hør, alle sir sammen med mig: Forfatter, fjern venligst dragerne herfra igen!
Forfatter, fjern venligst dragerne herfra igen!
Forfatter, fjern venligst dragerne herfra igen!
Forfatter, fjern venligst dragerne herfra igen!
Men de forsvinder ikke…
Det gør de da. De fleste af dem…
Kun én tilbage nu… underlig cirklen… hvorfor cirkler den sådan?
Og den kommer ikke nærmere. Det er som om den…
Danser?!
Lysskrift! – det er som om den skriver med lys!  – den skriver i luften, hvad sir den… ooooooo…
… Og nu… er det et K, tror jeg. KO. Hvad betyder dét?
Nej. Den siger O K. OK, forfatteren siger “okay”.
Og så forsvandt den bare! – jeg tror, vi ka regne med, at du har ret, Tom.
Men hvis den, de, har magt til den slags, hvorfor så ikke bare lave en telefon, eller have en dyb bas tale ud af luften, i transmission direkte fra… hvor det nu måtte være… Brændende busk, alt dét…
Der er den igen… Den er tættere på nu, synes jeg… To… Dragen danser tallet to. To hvad?
Måske et omvendt S for “es”, som skulle betyde… hvad? 
Den her kommunikationsforbindelse er virkelig elendig. Som i virkelig sygt dårlig, hvis I forstår, hvad jeg…
Det er Z, ikke et to-tal, og den blir ved, der er en masse af dem. Z z z z z z z… ligesom snorken… det er kedeligt, forfatteren keder sig med forestillingen om nem kommunikation fra deres virkelighed til vores. Dét er, hvad det er!… Typisk for en forfatter at sige, at kommunikation ska være besværlig for at være interessant…
Ved I hvad, venner? Jeg tror, jeg gerne vil hjem nu. Jeg kan forestille mig rigtig mange ting, der kan pisse forfatteren af, og jeg synes jeg har holdt mig tilbage rigtig mange gange… Og at have den der ubegrænsede magt… Så får de måske en dårlig dag og beslutter sig for at tortere os. Skriver de “blød!”, så bløder vi. Skriver de “smerte!”, gør vi ondt. Vi kan måske influere på deres beslutninger med sammenhængende sætningsstruktur, men åbenbart kun via selvcensur, ved at skulle holde ting tilbage, og så få disse følelser hevet ud af os, når øjeblikket er dramatisk belejligt. Kun ved på en eller anden vis at tilfredsstille deres behov og indfald kan vi være sikre på at have det sjovt. Jeg tror at dragernes tilsynekomst og den her usle kommunikation var generel tegn på kedsomhed. De har jo ikke brugt deres kræfter imod os! Ikke endnu. Ud over at Maya er død…
Men… jeg trækker vejret nu, jeg trækker vejret igen! Og jeg har en puls!
Maya skat, din hud ser også pludselig meget bedre ud, den gløder virkelig af liv. Hvordan…
Jeg har det fantastisk! Bedre end nogen sinde før, jeg ved ikke, hvordan jeg ved det, men det gør jeg!
Der ser I. Der er ingen grænser for deres magt. Kan de skrive det, bliver det sådan. Og vi er deres brikker. Vi føler – og jeg er helt sikkert bange lige nu. Får jeg behov for at skide ud over rælingen, så hold fast i mig, ikke! Selvom jeg ikke er sikker på, at jeg har behov for det, men kan jeg stå imod, hvis Forfatteren skriver, at jeg skider ud over rælingen? Nu føles det som om de får mig til at tale med en vrede, der ikke er min. Hvorfor skulle de føle vrede? Har vi gjort et eller andet? Og hvorfor skulle jeg sige sådan hér…
Måske var dragerne en fejl. Måske fortryder de at vise deres kort på den måde. Måske fortryder de kedsomhed og utålmodighed…
Måske ville de kun udforske verden i fred og ro, sammen med os,. Og så kom de til at give os god grund til at frygte dem. Dét er ikke lige til at skrive væk.
Kan de ikke bare gå tilbage og slette frem for at sige det gennem jer!? Men, hey, prøv at se. Den der usædvanligt lange sky dér. Ligner den ikke et udråbstegn…? Og så lige præcis nu, mens jeg siger det, går den i opløsning, jae. Jeg tror, at I begge to har ret. De fortryder at have afsløret sig selv som reelt… hvad hedder det nu? Omnipotent.
Som en gud. Som Gud. Men de er ikke en gud. De er forfatteren. Det er noget andet. Jeg kender selv et par forfattere. 
Det gør jeg også. Og en digter. De er alle sammen underlige. Digteren er den mest underlige. Det er som om de… Lad være med at tysse på mig, Maya. jeg vil gerne stole på vores forfatter.
Men det gør jeg ikke! Ikke efter, hvad de gjorde ved mig!
Jeg føler mig heller ikke for tryg. Men jeg ville gerne være det. På sin vis kan jeg godt lide tanken om en venligtstillet skaber, der vogter over mig. Selvom alt, hvad jeg siger, måtte forekomme at være bugtaleri. 
En af forfatterne jeg kender, digteren faktisk… sagde at poesi for ham var som kanalisering. Meget langsom, sagde han, fordi den både skulle gennem emotionelle filtre og fornemmelsen af rigtigt og forkert, plus gennem hans fingre. Men han havde eksperimenteret med at udsige sine intentioner i stedet, og det blev aldrig lige så tilfredsstillende som at skrive det ned. Det var langsomheden, der gjorde udslaget. Som vand gennem et kulfilter. For ham var den langsomme kanalisering som at vente på sandheden blive talt.
Jeg har hørt nogen lignende. Måske ikke det med sandheden, men at det skulle være langsomt.
Ka nogen af jer huske præcis, hva vi har været igennem i dag? Jeg mener, hva vi talte om i elevatoren, da jeg døde, og efter jeg døde?
Nej, egentlig ikke. Mere hen ad, at du døde. Og nogle ting, vi talte om senere.
Heller ikke mig. Jeg burde kunne, fordi jeg husker det meste af resten. Du, Tom, der sagde noget om, at det var en simulation. Og Maya, der var enig. Det er den første virkelige samtale, jeg husker.
Sir forfatteren på dine vegne.
Muligvis rigtigt, men det er virkeligt for mig.
Jeg har på fornemmelsen, at den del, hvor jeg døde, ikke er skrevet endnu. Hey, forfatter, gå tilbage og skriv begyndelsen af historien… Skriv, hvordan jeg døde og kom tilbage død! Fordi, det var dig, der gjorde det. Du gjorde det, fordi du ikke havde indset, at vi kunne have virkelige følelser og tale dig imod, eller at du ikke ku stå imod at skrive os sådan. Du agerede bare forfatter, med dit sædvanlige “jeg ka skrive alt, hvad jeg vil”-lort. Måske begyndte du ligefrem hele lortet på den måde. Skabte os på basis af et novum: “To mænd og en død kvinde, der taler i en elevator”, men du fandt det mindre interessant hvordan jeg endte op død, og hvorfor jeg ikke gik i forrådnelse, end det faktum at jeg var død. Du forstod ikke, hvor vildt langt ude skræmmende det er at være død! Hvad det gjorde ved mig ikke at kende årsagen til min død… og hvorfor jeg stadig findes. Så rædselsvækkende, at jeg, eller du, oh, store forfatter… ikke engang ka komme på ord at beskrive det med. Og du vover at konsultere et opslagsværk med synonymer for at være fuldstændig fucking rædselsslagen, og ydmyget, og vred ud over alle grænser, og ikke være i stand til at udtrykke nogen af de følelser, fordi du var totalt fucking ligeglad med mig!
Jeg tror, det kaldes et ‘plot-element’…
Luk arret, Xavier!
… Hey, Maya. Maya. Se her!
La mig være! Jeg er ikke interesseret i nogen form for fortælle-undskyldninger fra vores ynkelige forfatter…
Bare vend dig om, Maya.
Ja, gør det. Maya. Kom herover.
Ingen af jer kender mig!
Faktum. Kender næsten ikke.
Enig. Men vi bryder os om dig.
Det sir du bare, fordi forfatteren får dig til det.
Ikke helt, tror jeg. Følelsen, der kommer før ordene, og det… Jeg føler friheden til at sige det.
… Også mig. Måske gør du også? Lige før, da du var vred…
Okay ja… det lød faktisk som noget jeg kunne have sagt, gjorde det ikke…? – men det her føles til gengæld som alt for nemt… som om de slipper af sted med det.
Jeg tror, du bliver lyttet til lige nu. Vend dig om og kom her over.
Måske behøver forfatteren at lære noget også…
Vend dig om, Maya. Hold op med at gemme dig.
Jeg ønsker ikke at…
Vil du af sted på eventyr, Maya?
Tar I pis! – hvad er…
Det er en flyvende hest.
Det ka jeg se! – og hvad ska jeg bruge en hest med vinger til?
Jeg tror, forfatteren siger, at du kan rejse hvorhen du vil. Eller mere faktuelt, inden for skriften, at du kan tage et særligt sted hen, hvis du vil. Sidde op på hesten og bare tage af sted!
Hva vil du gerne, Tom?
Jeg vil gerne hjem.
Jeg troede du måske ville m…
Jeg vil være sammen med en, der er virkelig. Dét skal være optionen, der afslutter min del af den her fortælling. Også selvom mit liv er fyldt af smerte og tab. Og jeg har intet imod at komme tilbage. Da jeg var sammen med jer to i elevatoren, præcis som her i ballonen, var jeg ikke bange for at være bange. Derfor.
Det sae du næsten en del gange…
Det er fordi, jeg er sammen med jer. Det er jeg helt sikker på. Forstår du? Så, hvis fortællingen genlæses af nogen, får jeg lov at komme tilbage og bruge tid sammen med jer, og jeg får lov til at være sammen med én, der er virkelig, når fortællingen slutter igen, fordi teksten siger det. Så, dét er, hvad jeg ønsker mig.
Hva med dig, Xavier? – hva ønsker du?
Jeg behøvede ikke tænke meget over det. Jeg vil gerne blive i ballonen, når I begge to tager af sted…
Jeg… Jeg…
Du behøver bare at mærke efter, hvad der er i dit hjerte, Maya. Mærk, hvem du er. Forfatteren giver dig muligheden for at vælge. De lytter, Maya… Men jeg ønsker at forblive i ballonen, selvom jeg sikkert ikke kan forandre ting, når I ikke er med… Når I tager af sted, vil jeg have al ulæst tid og rum foran mig at leve og lære i uden for fortællingen, og lære mennesker at kende her, og være fuld af glæde. Det er, hvad jeg virkelig, virkelig ønsker mig! Og hvis I begge kommer tilbage i en eller andens gen-læsning, får jeg lov til at gøre det hele forfra. Og måske vil det så være anderledes igen at være uden for fortællingen. Og så fremdeles, lige så længe fortællingen bliver læst.
Du har en virkelig underlig hjerne, Xavier, men osse krøllet…
Jeg kan også godt lide dig, Maya. Men hvad vil du gerne?
Jeg tror, jeg gerne bare vil forblie i live. Være i live. Jeg oplever, at forfatteren kæmper med den her virkelig komplekse følelse inden i mig, og det eneste vi ka finde på at udtrykke det med – nu sir jeg bare vi, ok? – det er det her: Jeg, Maya, ønsker at opleve følelsen af at være i live. Men hvordan ka jeg gøre dét, hvis jeg dør hver eneste gang fortællingen blir genlæst? Jeg har det som om vi taler på den samme kanal, nu, de er virkelig med mig. Og det respekterer jeg. Men det var dem, der placerede mig i den her situation, og jeg ønsker ikke at ikke-eksistere – for eksempel ved at forlange, at ingen anden læser den her historie. Min historie.
Vi kender faktisk ikke din historie, Maya.
Det ved jeg. Hva jeg mener er… det er uden betydning. Hvor jeg kommer fra er uden betydning, jeg behøver ikke vide det, ingen behøver vide det. Jeg er i live, igen, bør jeg nok sige, og når fortællingen blir læst og genlæst, kommer jeg til live, igen, og igen, for at ku sige præcis, hvad jeg sir lige nu: At jeg ønsker at forblie i live. Og at jeg gerne vil ha, at forfatteren afrunder historien på en måde, så ingen læser er i tvivl om, at jeg stadig er i live, når bogen lukkes sammen.
Som en omvendt gravsten, næsten. “Her er hun i denne verden, i tid født af ord, og nu transcenderet til billede, båret af sin læser som et tegn på liv, at livet er grundfæstet i os alle, men mest af alt i dem, der takker for deres liv”.
Noget i den stil, men måske en smule mindre pompøst.
“Her er hun. Så levende som altid.”
Yeah. Den tar vi. “Så levende som altid”.

Bjarne Benjaminsen

Bjarne Benjaminsen ble født i 1980 i Oslo, men er vokst opp på Leknes i Lofoten. Han har bakgrunn som loffer, smågårdsdreng, journalist & redaktør, og master i filosofi – og har tidligere publisert tegneserier, dikt og fabler i blant annet Gateavisa, Psykose, Klassekampen, Filologen, og Lofot-Tidende. Ca. 2015 utkom diktsamlinga Kjærlighetsskjelv på avispapir, i co-produksjon med Jason Paradisas diktsamling Pirate of Oslo. Denne solgte i nærmere 5000 eksemplarer på gata i Oslo.  … som duften av en drøm … Kybernetiske fabler er hans "skikkelige" debut, utgitt av Orkana forlag i 2020, illustrert av Thore Hansen. I 2022 bidro Benjaminsen med den avsluttende novellen i antologien Althingi: The Crescent and the Northern Star, på amerikanske Outland Entertainment. Forfatterens andre bok, langnovellen Kalles kopier, utkom i 2023 på Orkana Forlag. Benjaminsen bor i dag på Leknes med kone og to barn. Kontakt: bjarne@nyenova.no 

Tags:

  1 kommentar til “Dansk drama av Kenneth Krabat: «ELEVATO v.1.81»

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *