Turister! (novelle av Kenneth Krabat)

De her to tossede tøser lander med deres toilethusrumskib i udkanten af koncertpladsen og kommer styrtende ud og hen for at bide mig i benet. Vi udveksler slagfærdighed, i første omgang aldeles på deres præmissser, men langsomt får jeg tilkæmpet mig en position i spidsen af mig selv. Min reaktion på en nedgørelse af min kvartvisne rose i knaphullet gør udslaget:

Det der dødvisne kræ… skal du ikke have byttet den ud.

Nej, det skal jeg ikke. Det er en, jeg har fået.

Nå, det siger godt nok noget om hende, du har fået den af. Hvis jeg var hende, ville jeg nok begå selvmord.

Det er en han.

Ja, ham ville jeg også begå selvmord på.

Det er virkelig en enorm dejlig rose. Tag en lugter!

De bøjer sig på tur, og rynker begge på næsen, som om de har lugtet noget fælt.

Den lugter jo ikke af en skid, siger hende, der bed.

Roser dufter altså.

Nå, så dufter den ikke af en skid! Den ene.

Nej, den lugter slet ikke af lort. Den anden.

Den enes blik falder på mig oppefra: Er du sikker på, den ikke er kunstig? Tror du ikke bare, du er blevet fuppet af ham der? Han har ikke villet ofre en rigtig… rose, fordi han reelt faktisk overhovedet slet ikke er interesseret i dig, han er bare skideligeglad med dig!

Fornøjet latter fra de to spacemonstre.

Har I måske nogen sinde set en kunstig rose visne?

Altså, hvordan ved vi, at den ikke altid ser sådan ud? Måske er det noget, du bilder os ind?

I kan få lov at mærke, det her er den ægte vare…

De rækker tentakelfingre frem ganske forsigtigt, men trækker dem tilbage i sidste sekund.

… Og så er det altså ikke bare en rose. Den fortæller mig nemlig, hvor længe jeg har tilbage.

Ja, det er godt med… Skeptiske trækninger på den enes ansigt, ligner det.

Det er sandt. Hvert kronblad tæller, hvor mange tiår jeg har tilbage at leve i.

Du lever sgu da ikke så længe, som der er kronblade på den der, mand!

Mand, du er sgu da bare en skide jordbo.

Tøserne har stadig kryhed tilbage i indpakningen og forsøger at jonglerer med den uden at bruge hænderne, det er flot! Men alle ved, at rumboere, der bander, stort set allerede har givet op.

Det er sandt. Men man må først tælle bladene efter tre dage, fra man er blevet givet rosen. Efter fem dage vil de tiloversblevne kronblade ganget med ti fortælle, hvor mange år man har igen. Dét er reglen.

Jamen, man skal vel også gå med den?

Ja, selvfølgelig. Man skal have den på sig, og behandle sig selv som man plejer. Gå ud at drikke med den på, sidde på jakken til koncerter, selvom… dét gør jeg altså ikke. Det er den for ny til. Men man skal bare leve et almindeligt liv, og så tælle de visne kronblade, der er tilbage på femtedagen.

Den ene gør mine til at ville hive i rosen. Jeg træder skyndsomt to skridt bagud, alt mens jeg gør et overdrevent stort nummer ud af at krumme hånden beskyttende over blomsten. Hvad ville du sige til, hvis jeg hoppede lidt på dine luftveje, siger jeg, eller løsnede bremserne på din cykel, eller fortalte din mor at du ryger skunk og har sexuel omgang med æsler uden brug af kondom?!

På vores planet har vi ingen mødre.

Godt for jer.

De himler.

Selvfedme er en universel tilstand. Så, far, da, siger jeg.

Vi har heller ingen fædre, kurrer de i kor.

Altså, med dét vokalarbejde er tøserne da kommet til rette sted! De øjner tydeligvis en stærk tilbageerobring af scenen og sender hinanden telepatiske signaler med øjenlågene.

I et anfald af medfølelse overvejer jeg at lade dem entre midt for, men beslutter at bane vejen mod tæppefald. Behøver ikke engang at hæve stemmen: Det rager mig en Forkromet Lamas Fis, om I overhovedet er blevet født. I har garanteret overhovedet ikke betalt nogen for den smadrekasse af et udhus I kalder et rumskib, og I har ikke været hos fremmedpolitiet for at blive registreret, og I har ikke engang gjort jer den ulejlighed at læse bare en anelse op på takt og tone her på Jorden. Sådan nogle… turister!

Fine tommelskruer, jeg dér får mønstret, hvis jeg selv skal sige det.

De ser på hinanden. Det er vist ned at ligge på maven, hvis de vil videre.

Nå ja, vi vidste ikke, at Jordboere gik så meget op i roseprognoser. Personligt så…

Ikke én chance skal de have: Op i – hvad mener I! Hvordan skal man ellers kunne vide, hvor længe man skal leve? Hvordan skal man kunne planlægge sit liv? Hvad skal man overhovedet gøre, hvis man ikke har en rose, så man kan indgå fred med sig selv? Tror I måske det er nemt at leve på den her møgplanet, hvor turisterne vælter ind fra højre og venstre og bare tramper ind over det hele, som det passer dem? Og hvad med det bidmærke her?

Jeg trækker op i buksebenet og fremviser et diminuativt mærke efter en hjørnetand: Hvad med dét? Skal jeg bare lade som ingenting og måske dø af blodforgiftning? Eller det der er værre? Hvem kan spå om, hvad sådan et par galaktiske nasserøve har samlet op af sjove ting undervejs!

Det ligner, at de ser beskæmmede ud; mundtøjet kæmper mod tyngdekraften. Så lyser den ene en smule op. Øh, hvad nu hvis vi limer kronbladene fast? Så behøver du jo ikke frygte noget. Så kan du blive lige så gammel det skal være…

I skal aldeles ikke røre min rose. Jeg kender det der: Ind på livet og så rask… en kniv i ryggen, huk! Nej, ellers tak. Jeg skal ikke nyde noget. Og i øvrigt er det helligbrøde for andre at pille ved den.

Jamen, du sagde jo lige før, at vi…

Den skal bare sidde der, ingen skal røre den. Er I da gale! Min mor er rædselslagen for at gå forbi mig, når jeg har rose på!

De har overgivet sig. Jamen, hvad nu hvis det er 13 kronblade, bliver du så 130? Den ene, skeptisk.

Ved naturlig afgang, ja, selvfølgelig. Og hvis der er 15 bliver jeg 150. Måske er der kun 9 eller 4 eller slet ingen. Måske-ske får jeg en ny!

Du bliver sgu da ikke 130 år. Den anden, skeptisk.

Bare lige ignorere den friske rose, det nye liv, ikke for opvakte, nogen af dem. Selvfølgelig gør jeg da det!

Det tror jeg ikke på. Den ene. Dreje hovedet og se på veninden.

Jamen, så bliv her lidt. De sælger roser både dér og dér.

Vi har ikke tid. Den anden med den ene i øjnene. Kom, vi skal videre.

De ranker sig på vej over pladsen mod deres toilethusrumskib, og lidt efter rokker det frem og tilbage akkompagneret af høje advarselshyl. Jeg snurrer rundt og går i retning af en øl.

To timer senere er rosen væk, heftig samtale, der involverede fællesbænk, regn og smat.

Toilethusrumskibet står der igen, da jeg kommer forbi. Det tager kun nogle minutter at finde en hæftepistol og en storbladet rose at dekorere døren med. Så kan de lære det. Turister!

1993-2021

kenneth krabat

 

Kenneth Søgaard Krabat (født 1963 i København) er en dansk forfatter og dikter, oversatt til engelsk, tysk, kroatisk, slovensk og italiensk. Novellen er hans fjerde bidrag til Nye Nova.

(Red.)