Ian havde allerede indskærpet, at de havde at gøre med svære tilfælde, men Jessica borede videre i emnet under rundvisningen.
“Opmærksomhed på deres selvfølelse er alfa og omega,” sagde hun. “Selv små detaljer har betydning. En dårlig dag kan slå én ihjel.”
Da Jennings ikke selv stillede spørgsmål, og i det hele taget virkede uinteresseret i klinikkens frontforskning, forsøgte Jessica at imponere og skræmme ham til lidt respekt om arbejdet. Udenfor programmet trak hun ham gennem ‘kennelen’, hvis hunde stod arrangeret som surrealistiske skulpturer i et kunstgalleri. Af hundene var kun hovederne tilbage, med en labyrint af elektroder og printplader indfældet i skallen. Kroppene var ertattet af slanger, pumper og filtre, monteret i rustfri stålkabinetter. Fra hvert kabinet ledte tykke kabelbundter ind i det tilstødende lokale.
“En computer registrerer og analyserer hjerneaktiviteten og regulerer de livsnødvendige funktioner,” messede Jessica. “Under intensiv overvågning kan vi holde liv i et hoved i syv-otte uger, sommetider længere. De fleste dør af infektioner i blodsystemet, men en del af dødsfaldene har ingen påviselig, fysiologisk årsag. Vi forsøger at opklare, hvad der sker.”
“Dén ser vågen ud … Er de ved bevidsthed?”
“De første uger, ja. De kan se, høre og lugte. De fokuserer og blinker med øjnene, men har heldigvis ikke luft til at gø.”
“Vufvuf – vovse gå tur?” prøvede Jennings og fangede hundenes opmærksomhed. “Skal vuffer luftes? Ud at tisse-snuse?”
Jessica kæmpede for at aflede Jennings, men hundenes ører strittede allerede lodret i luften og deres blikke strålede af vanvid. Til sidst greb hun ham under armen og trak ham korporligt videre til sygestuerne for de stærkt invaliderede.
“Hvis vi vidste mere om hjernens signalafgivelse behøvede vi ikke computere til at regulere kropsproteserne. Professor Rosen koordinerer forskningen på dette felt.”
I et eneværelse stod et rullebord med noget halvt levende, halvt maskinelt.
“Endnu én, der har tabt hovedet?”
“Dette er Cheskel Mozman, som blev stråleforbrændt på JET. Som du ser, måtte vi fjerne en del subkutant væv.”
På rullebordet lå en afpillet torso med et afpillet kranie. Rygsøjlen og kraniets bagside var indkapslet i en plexiglaskasse. Brystkassen myldrede af elektronik.
“Vuffer – vuffer,” spruttede Jennings og Jessica opgav sit forehavende.
Bussemanden klæbede stædigt til Jennings’ fingre, selvom han havde forsøgt at skyde den fra sig. Nu nulrede han den mellem tommel- og pegefinger, mens han læste i journalen.
Flykollision i Gatwick, 23. juli 1998. Kraniebrud, brud på rygsøjlen, knust hofte, indre blødninger, smadret milt og svære forbrændinger på kroppen, i ansigtet og luftrøret. Mistet synet på begge øjne og hørelsen på begge ører. Begge arme amputeret ved torso, højre ben amputeret ved hoften, venstre over knæet. Allergisk overfor heste, penicillin og mælkeprodukter.
Foreløbige resultater: Huddyrkning og transplantation udført. Intakt synsnerve forbundet med lysfølsom chip. Synet delvist genoprettet v.hj.a. lyslederstimulation. Patienten er i stand til at læse og genkende ansigter.
Prognose: Positiv.
“Stædige rad,” mumlede Jennings og smækkede journalen i. “Og dig skal jeg lave en kløpind til?”
For Jennings havde en måneds ansættelse været tilstrækkeligt for at vænne sig til afdelingens cocktail af angst og enthusiasme. Han havde endda bidraget med sin egen morbide humor. Det udløste altid latter, når han f.eks. sagde:
“Ingen arme – ingen kager.”
Det var godt, han kom væk fra Gentronic. Han havde set ledelsens favoritter – de solariebrune unge med pressefolder i bukserne og ingen fantasi – avancere forbi ham. Gentronics personale var små mennesker med små tanker, der bagvaskede ham og fik ham fyret af jalouxi. Når han forfalskede sine papirer skyldtes det ikke inkompetence. Fyringen havde ikke været uproblematisk. Heldigvis havde Archer, en bekendt fra soldatertiden, hjulpet ham til en bedre stilling.
Mentalprofil-testen var kommet bag på ham. Han havde siddet alene i forkontorets sofaarrangement med sort kaffe i et plastickrus, en blyantsstump, intet viskelæder og et hæftefuld ja/nej/ved ikke-spørgsmål. De første gik let, men så var han begyndt at spekulere over, hvad der lå bag. Da han endelig var færdig med arkene, havde han svedskjolder i armhulerne og ingen fornemmelse af sine chancer.
“Små mennesker med små tanker,” hvæsede han, idet han afleverede prøven til kontordamen, der vejede mindst tre gange så meget som ham selv.
To dage senere indkaldtes han til jobsamtale. Ugen efter skrev han kontrakt og blev vist rundt af sin kommende kollega.
Nu skiftede Jessica stiklagener, der drev af urin og betændelse. Hun vaskede og vendte patienter, der ikke kunne selv. Hun fodrede dem med medicin og hørte på deres problemer. Mens Jessica puslede om patienterne, som var det hendes eget afkom, bandede Jennings for sig selv.
“Forkælede snotunger … Menneskeaffald. Man skulle have ladet jer dø.”
Jessica var holdt op med at kommentere hans indstilling og havde besluttet sig for et klagebrev.
“Der er problemer med at fastgøre kæbeproteserne. Det må du se at få løst,” sagde hun vel vidende, at det var omsonst. “I det hele taget burde du finde nye indgangsvinkler til ligge- og gnavesår.”
Til daglig blandede Jessica sig ellers aldrig. Hun havde sine ordrer og skulle ikke nyde af at sætte jobbet overstyr. Men Jennings var sløset og gav aldrig et nap med, når noget brændte på. Hvis han bidrog med noget, var det nedladende kommentarer, og så var han tilmed grim. Det gik over hendes forstand, hvad han bestilte på afdelingen. Det var selvfølgelig Archers idé. Archer og Ian havde ustandseligt noget for. Hun havde hørt dem diskutere Jennings i kantinen:
“Hvis Jennings har nerverne i behold, er han perfekt til opgaven, og bliver et stærkt aktiv. Men … hvorfor fyrede Gentronic ham?”
“Han er et klassisk tilfælde,” hviske Archer. “Giv ham inferiøre opgaver i starten, og lang snøre.”
Lidt senere spankulerede Jessica ud af døren og Jennings opgav at lade som om han bestilte noget. Han hadede tanken om bussemænd under bordkanten, så med sadistisk nydelse satte han den midt på patientens kameraøje. Skikkelsen på bordet forsøgte at tilkalde sig opmærksomhed med en hulkende stemme.
“Drop det flæberi!” kommanderede Jennings og sparkede til bordet, så det skramlede hen i et hjørne.
Der kom stadig lyde fra højttaleren, der var forbundet til patientens strubehoved.
“Så udløb din taletid,” snerrede Jennings og rykkede stikket ud.
“Magt,” hviskede han selvtilfreds og tappede med fingrene på sit ID-skilt. “Absolut magt.”
I “Det bundløse hul”, sidste stop på ruten, var luften diset af tobaksrøg og bordene våde af Guinness. Han så hende sidde alene i båsens mørke. Idet han passerede med sit tomme ølkrus, sagde hun:
“Har jeg ikke truffet dig før … ved Gentronics seminar?”
Han genkendte hende ikke og ignorerede tiltalen, men fra baren betragtede han hende ud af øjenkrogene. Hun var hverken særlig attraktiv eller særlig frastødende. Et buttet, men kønt ansigt. Tilsyneladende en ganske almindelig pige. Alligevel var der noget over hende, der fik ham til at fortryde, han ikke havde grebet chancen. På vej tilbage rakte han en klæbrig hånd frem og præsenterede sig.
“Jonathan Jennings. Nu arbejder jeg med handicaphjælpemidler.”
“Kate Hazeltine. Informationsmedarbejder hos Westlab.”
Jennings tog det som en invitation og krøb ind langs bænken overfor hende.
“Hvad er det præcis, du bestiller?”
Han drak en slurk øl og satte i et stift smil inden han svarede.
“Forsøger at holde liv i ligrester. Har du hørt om hundehovedeksperimenterne? Vi er oppe på ti uger med hundene.”
Kate rystede på hovedet og vendte øjnene i vejret.
“Noget af det, de firmaer laver … Bare tanken giver mig kvalme.”
Jennings forstod ikke hendes reaktion – det var jo ikke hende, det gik ud over.
“Var Gentronic involveret i de illegale demyeliniserings-forsøg?”
“Det kender jeg intet til. Jeg var ikke ansat, dengang.”
Midt i samtalen var han nødt til at gå på toilettet. En gæst hang over de snavsetgule tissekummer og udstødte lyde, som var han ved at gylpe et verdenshav op. Våde papirhåndklæder lå spredt over gulvet, selvom skraldespanden stod tom. Da han for et syns skyld vaskede fingre kom han til at se sig i spejlet. Jennings hadede sit ansigt, der hjemsøgtes af acne, og håret, der glinsede af fedt, uanset, hvor tit det blev vasket. Og hvilket uheld, at blive udrustet med denne spinkle drengekrop. En periode havde han trænet med vægte og armbøjninger, uden synligt resultat. Han havde også forsøgt sig med overskæg. Dunene voksede uendeligt trægt og formåede kun at understrege hans pubertetsagtige træk, der yderligere accentueredes af en lang hals. Dén havde han forsøgt skjult med silketørklæder og højhalsede trøjer. Jennings syntes selv, det gav ham karakter, indtil de første tilnærmelser – fra medlemmer af hans eget køn.
Vandet smagte forfærdeligt. Nogen med en kønssygdom havde tisset i kummen, uden at trække efter sig. Heldigvis havde de også glemt at slå sædet ned, men han kunne ikke flygte fra stanken. Han prøvede at rejse sig, men kunne ikke, fordi ansigtet ligesom sad fast i wc-brædtet og musklerne var fanget i vandlåsen. Leverfarvede fluer vrimlede over ham. De sked og parrede sig i klaser på kummens læber og faldt døde ned i mundvandet. Urinperler svedte ud mellem væggenes blodbaner. Alting drev af fluer, pus og urin og han vidste, han skulle dø, når dropcisternen kogte over. Hvis blot han kunne forhindre fluerne i at kravle ind i venerne. Et eller andet bevægede sig nede i kummen …
Jennings spjættede i søvne så fluen lettede, men landede strak efter, samme sted. Da det var sket syv-otte gange vågnede han ved lyden af sit eget skrig, fra et mareridt, han ikke kunne huske. Han huskede heller ikke, hvordan han kom hjem.
Et øjeblik var han bange for, at komme for sent på arbejde. Han kastede dynen tilside, tumlede ud på gulvet, men kom så i tanker om, at det var lørdag. Ramt af en pludselig svimmelhed lod han sig dumpe ned på sengekanten. Jennings spejdede ud bag gardinet. Morgenlyset silede gennem skydækket, der altid syntes at hænge over byen.
“Dr. Jennings,” kvækkede han, med en stemme, der lød som havde han en klat grød i svælget.
Han rømmede sig et par gange, slingrede ud på toilettet for at skylle den skrækkelige smag ud af munden, og forsøgte igen:
“Dr. Jennings … Dr. Jonathan Jennings, hvad fanden har du drukket?”
Da han vendte tilbage til soveværelset for at klæde sig på, bemærkede han jakken, der lå henslængt over skrivebordsstolen. Under stolen stod et par sko. Højhælede damesko. En duft af pulverkaffe bredte sig fra køkkenet.
“Kate?”
“Jeg er i køkkenet.”
Mens Jennings var i bad havde Kate tilberedt morgenmad. Han trak i strømper, shorts og en strygefri skjorte og satte sig ud til hende.
“Har du fundet dig til rette hos … Hvor var det nu?”
“Ikke rigtigt. Lønnen er urimelig – som du kan se.”
Jennings gjorde en fejende gestus ud over køkkenet og lod sit blik følge bevægelsen. De misfarvede laminatskabe manglede en låge. Madrester formuldede i den månedgamle opvask, stablet helt op i vindueskarmen. Kasserollen og den fedtede stegepande på komfuret var fulde af løgringe og æggeskaller. Snaskede viskestykker lå smidt i et hjørne og et par plettede underbukser i vasken. Skraldeposerne, lokalaviserne og den defekte kaffemaskine, var ikke båret ned. Selv Penthousekalenderen hang skævt på køleskabet. Og så var der fluer.
Da Kate ikke kommenterede rodet, vedtog Jennings, at hun ikke lod sig mærke med inferiøre detaljer. Hun skævede kort til svineriet, smilede genert og sagde:
“Jeg så straks, du var vinterstum.”
Jennings fór op.
“Siger du, jeg er dum?”
“Vinterstum … En vinterstum er én, der aldrig afslører sine tanker. Han forsvinder i mængden, bliver en del af inventaret, som ingen bemærker. Sådan lever han i årevis, indtil han pludselig revolutionerer hele feltet. Vinterstumme har det ofte svært, fordi virksomhederne enten overser dem eller ikke giver dem arbejdsro. De mistænkes for mental dovenskab og er blandt de første som fyres, når nye ledere kommer til.”
Det var præcis sådan, han følte sig. Alene med sine tanker, der var for komplekse, at forklare småttænkende kolleger. Men både Archer og Kate havde erkendt hans format. Archer var muligvis hans eneste, sande ven. Underligt, at de ikke kom ud af det, med hinanden. Måske kunne han med Kate.
Kate foldede sine hænder om kaffekruset, som for at varme dem, selvom der ikke var koldt. En tid kiggede de hinanden i øjnene. Så brød Kate ud i et af sine hemmelighedsfulde smil.
“Jonathan, hvad siger du til at tjene rigtige menneskepenge?”
For at komme ind på virksomheden skulle man være clearet og kvittere hos portvagten. Der var to bygninger på grunden, adskilt af en rektangulær dam med åkander og siv. Den ene bygning var opført i gråsort sten med tonede panserglasruder og lignede et væltet gravmonument. Den havde firmalogoet og tallet 42 monteret over hovedindgangen, skrappere kontrol og bevæbnede vagter. Jennings vidste ikke, hvad de bestilte derinde og havde ikke adgang. Men han havde opdaget, at professor Rosen havde sin gang i begge bygninger. Som koordinator omgikkes Rosen desuden en mængde fortroligt materiale.
Selv arbejdede Jennings på anden- og fjerdesalen i en otteetagers betonbygning. Sygeafsnittet lå på anden etage, der var handicapvenlig og malet i pædagogiske farver, mens fjerde bestod af små værksteder og ramponerede kontorer og gangarealer med vinylgulve og kedelige kunstplakater. Der kunne man teoretisk færdes frit, men sikkerhedsprocedurerne var altid nærværende. Alle disketter krypteredes, alle kopier makuleredes, al makulatur blev brændt og al aske knust. Selv papirkurvene blev kontrolleret. Portneren var det største problem. Han slap ingen ud med noget, de ikke selv havde bragt ind.
Jennings defilerede jævnligt forbi Rosens kontor på tredie, i håb om, at han var ude i ærinder og ingen andre befandt sig på gangen. Han så sit snit, en dag, Rosen kom ud fra kontoret, uden at lukke døren efter sig og drejede om hjørnet til toiletterne. Kontoret var større og helt anderledes indrettet, end noget, Jennings havde set på klinikken. Et kæmpemæssigt skrivebord var flankeret af et oliepoleret chatol og en antik globus med indbygget bar. Foran skrivebordet stod et par rokokostole på et håndknyttet Jerevantæppe og i en af dem lå Rosens dokumentmappe. Jennings fandt et par gummihandsker frem fra lommen og tog dem på, inden han åbnede den.
Mappen indeholdt en enkel titel om sociopatiske medarbejderes virkning på arbejdsmiljøet, en del handlede om omstilling og forstærkning af motoriske signaler, en om nanokirurgiske indgreb i centralnervesystemet og en om hæmaglobin i høj tyngdeacceleration. Og der lå et klagebrev over ham selv.
“Møgso,” hvæsede Jennings. “Jeg skal lære den forpulede ko, at gå bag min ryg.”
Alle titlerne, på nær den første, var fortroligtstemplede. Den første smed han tilbage i mappen sammen med klagebrevet og skyndte sig ud af kontoret med resten under kitlen.
Tyveriet blev opdaget allerede inden Jennings nåede op til sit værksted. Ud af vinduet så han, at portvagten fik assistance af uniformerede og bevæbnede sikkerhedsfolk. De visiterede alle, der skulle ud, og gennemsøgte deres tasker. Samtidig sværmede sikkerhedspersonale ud fra den sorte bygning og ledte på hele virksomhedsgrunden.
Straks han nåede tilbage ville Jennings gemme tyvekosterne af vejen. Han overvejede at stikke dem ned under reolen, men ombestemte sig, smed dem i en vaskebalje og lagde nogle håndklæder og en tisseflaske oveni. Baljen stillede han på nederste hyle på et rullebord, trillede det ud i elevatoren og kørte ned i kælderen. I kælderen, udenfor elevatoren, så han sig rådvildt omkring, men fortsatte så langs korridoren, passerede vaskeriet og låste sig ind i linnedrummet. Dér, oppe under rørene, ville man næppe lede.
En time senere kom sikkerhedsfolkene på besøg hos Jennings. De udspurgte ham om hans færden og gennemrodede alt. Reolen blev tømt og trukket frem, gulvtæppet løftet, computeren og elradiatoren skruet fra hinanden. Jennings så overrasket på, mens de åbnede alle pakkerne med printerpapir og bladrede dem igennem.
“Hvad vil du have, Kate?”
“Hvad har de?”
Bartendersken tog cigaretten ud af munden og opremsede fjorten øltyper i én udånding. Så indhalerede hun og startede på whiskymærkerne.
“Beamish,” afbrød Kate, og Jennings supplerede: “Lad det være to.”
Mens de ventede på drikkevarerne studerede Jennings gulnede postkort stukket i spejlrammer og skilte, der forsøgte at være morsomme. Af en eller anden grund kunne han ikke selv komme på morsomheder, i Kates selskab, så da de satte sig under båsens ravgule lamper, sprang han alle charmeforsøg over og sagde:
“Jeg har fat i noget, men ved ikke, hvordan jeg får det ud. Alt tjekkes ved porten. Der går hundepatruljer langs muren, og jeg tror også, den er videoovervåget.”
Kate fik et eftertænksomt udtryk i øjnene, smagte på øllet og spurgte så:
“Hvilken form har det? Disketter? Ringbind?”
“De er udskrifter på orange papir, holdt sammen af sådan nogle gennemsigtige omslag med plasticskinner i ryggen, så siderne kan skiftes – hvad er det nu de hedder? Nå, men de er to-tre centimeter tykke og der er seks forskellige titler.”
“Jeg skal fortælle dig, hvad du gør. Vent fjorten dage og tag så et par betydningsløse værker med på arbejde, i udstyr, der ligner til forveksling. Hvis portvagten ikke tjekker dem grundigt, bytter du indholdet ud.”
“Hvad med resten?”
“Træk de originale omslag og titelblade ud i toilettet. Indholdet må du skaffe dig af med, hen ad vejen. Skyl sider ud, når du går på wc. Brug dem som bogmærker, æd dem – hvadsomhelst.”
I tasken havde han “Enabeling Technologies III: Difficulties in Artificial Tissue Polymizing” og “Immunologisk frastødning af porøs silicium”. Tolv gange tog han dem med på arbejde. Da portneren ikke havde kigget i dem i en uge, tog han ned i linnedrummet og skiftede siderne ud. Men i stedet for at skaffe sig af med restmaterialet, fik en indskydelse ham til at sætte omslagene om de ligegyldige papirer og luske dem ned i Jessicas cykelkurv.
Ved fyraften sørgede han for at stå bag hende i visitationskøen, men efterhånden som de nærmede sig porten blev han nervøs og begyndte at svede i håndfladerne. Sikkerhedsfolkene var professionelle. Måske var det slet ingen god idé. Måske forstod de, hun var uskyldig, og en anden måtte have anbragt dem i kurven, for ikke selv at blive pågrebet.
Da Jessica nåede porten blev sikkerhedsfolkene straks opmærksomme på hæfterne og hold hende tilbage, mens de tilkaldte politiet. Ian dukkede også op, og diskuterede frem og tilbage med Jessica, vagterne og politibetjentene. Til sidst blev den grådkvalte kvinde lagt i håndjern og kørt bort. Midt i postyret bladrede portneren skødesløst Jennings’ hæfter igennem og tjekkede titlerne på en liste. Han fattede ikke mistanke og lod ham passere.
I de dage, Jennings smuglede fortroligt materiale ud, mødtes han med Kate i “Det bundløse hul”. Til gengæld for hæfterne modtog han konvolutter, der bugnede af pengesedler.
“Jeg vil vide, hvem jeg arbejder for. Hvem er køberen? Westlab?”
Kate rystede på hovedet.
“Det kan jeg ikke afsløre, men du ville blive overrasket.”
I sommervarmen var kantinen flyttet ud på taghaven, mellem blomsterkummer, der bugnede af rhododendron. Jessica sad i sine egne tanker under en parasol. Lige fra starten afskyede Jessica den lille, øretæveindbydende mandsling, der havde invaderet afdelingen. Nu, hvor han var forsvundet og hun var renset for mistanke og genansat, nærede hun mere komplekse følelser. Medlidenhed, især. Hundene overlevede faktisk længere, da Jennings var på spil. Måske var han en gunstig stress-faktor, der holdt dem knyttede til livet.
“Kan jeg sidde her?”
Uden at vente på svar stillede Ian sin madkasse og termokande fra sig, hvor Jennings havde haft sin faste plads. Han gav sig straks til at pakke sandwiches ud. Jessica betragtede ham finde sit private spisebestik frem fra en inderlomme og skrue på thermokanden, der peb som en delfin.
“Jeg har hørt Archer benytte udtrykket vinterstumhed, i forbindelse med ansættelser,” bemærkede hun. “Hvad betyder det egentlig?”
Ian lagde sin gaffel ved siden af paptallerkenen og tyggede af munden.
“En vinterstum er en person, der bilder sig ind at være genial, uden at fostre én selvstændig tanke. Han er upålidelig, låner penge uden at betale tilbage, brænder alle broer bag sig. Han lyver, snyder, stjæler, publicerer andres resultater som sine egne eller sælger dem videre for småpenge. Den slags røvhuller er lette at få en klemme på.”
“Hvorfor rekrutterer I dem så?”
Ian så sig diskret omkring.
“De er forudsigelige og nemme at udnytte, uden at de aner uråd. Perfekte til sløringsoperationer og til at plante misinformation, uden at kompromittere loyale medarbejdere som dig.”
Da han ikke uddybede emnet, fortsatte Jessica.
“Hvad med Jennings – røg han bag tremmer?”
Nu løftede Ian et øjenbryn og rystede langsomt på hovedet.
“Jennings blev bare testet her, og bestod prøven til UG. Jeg bad ham pakke sine sager og skrev ham en anbefaling. På Archers opfordring vandrede han tre etager op. Der søgte han forflyttelse fra afdeling 29 til 42. 29 er handicaphjælpemidler, 42 er militærmedicinsk research.”
Oprindeligt trykt i Phantazm nr. 11, 1998.