Ikke just fredsduer (novelle av H.H. Løyche)

Da undersøgelsen af materialet fra de ydre solsystemer var tilendebragt, blev resterne rutinemæssigt sendt tilbage i tiden og overhændt fællesarkivet for maskinkulturen ved Udi Blaq. Blandt de mange genstande og vævsprøver, der skulle registreres, katalogiseres og eventuelt konserveres, bemærkede maskinerne en papirlap med skrifttegn. I stedet for at blive arkiveret havnede lappen ad omveje hos en bibliotekar, der videresendte den til lingvist-departementet for at få tegnene tydet. Uden kendskab til lappens forhistorie gav de sig i kast med opgaven. De umiddelbart genkendelige tegn ledte tanken hen på oldsiriansk, og en prøveoversættelse gav hurtigt pote med hensyn til de indledende linjer. Betydningen var naturligvis ganske anderledes end på det oprindelige terranske sprog, og resten af teksten kunne da heller ikke tydes. Men uden at have nogen som helst referencer fælles med oldsiriansk beskrev de indledende linjer tilfældigvis et værk på dette sprog, hvorpå bibliotekaren konkluderede, at der var tale om en bestilling, og at den utydede skrift måtte være bestillingsafgiverens navn. Da værket fandtes i en samling på Udi Blaq, og forskrifterne ikke forbød udlån til øvrige kulturer, blev det besluttet at oprette låneren og imødekomme bestillingen. Leveringen ville tage et halvt århundrede, og forsendelsesomkostningerne overstige, hvad det havde kostet at drive menneskehedens samlede biblioteker og rumprogrammer. Men forskrifterne blev fulgt, herunder hensyntagen til lånerens mobilitet.

Ved biblioteks-kurerens ankomst til Jorden fandt den hurtigt ud af, at den utydede skrift indeholdt adskillige navne – heriblandt William Bird, Sir Thomas Browne, Mlle Camille L’Espanaye, Chantilly, Pauline Dubourg, Paul Dumas, C. Auguste Dupin, Henri Duval, Alexandre Etienne, Alfonzo Garcio, Mme L’Espanaye, Adolphe Le Bon, Jules Mignaud, Alberto Montani, Pierre Moreau, Isidore Musèt, Odenheimer og Dr. Nichols – og adresser – bl.a. Rue St. Denis og en gyde kaldet Lemartine. Snart opklarede kureren dog, at der kun havde levet én med et af disse navne i den nordamerikanske by, fra hvis havnebassin ‘bestillingssedlen’ stammede. Den grønne laps ophavsmand var imidlertid død længe forinden. Kureren blev lettere forvirret over en så kortlivet art, men efter at have orienteret sig om de lokale forhold indså den, at deres molekylære signatur (desoxyribonukleinsyre) viderebragtes i ændret skikkelse og under andre navne – og at lånere indgik mærkværdige forhold annullerede ikke deres principielle eksistens. Værket skulle blot leveres til den eller de efterkommere, der indeholdt ophavsmandens specifikke dna. Dupins eneste levende efterkommer boede i et fladt, væskeomkranset område på den modsatte side af kloden.

Det var aften, da kureren nåede frem til adressen. ‘Låneren’ havde netop forladt sin bopæl og traskede ad gaderne mod ydre Nørrebro intetanende om, at kureren havde opfanget duftsporet og fulgte lige i hælene. Ud for en gadedør, som ‘låneren’ var standset op ved, skulle kureren lige til at henvende sig, men personen nåede at smutte ind i trappeopgangen. Alt for stor til at komme ind i ejendommen holdt kureren sig svævende over gården, klar til at henvende sig, så snart ‘låneren’ atter viste sig. Som aftenen gik, blev kureren efterhånden ængstelig for tiden, for der var vigtigere sager at ordne. Højtprioriterede fjernlån – meget fjerne – som skulle afleveres til tiden. Men ud på natten kom ‘låneren’ ud på en altan, hvor kureren så sit snit til at stikke ham Vejledning i montage af krængbøjler på trisfæriske AG-drev. Derpå begav den sig videre med sine andre forsendelser.

 

Selvom Benedikts salon ikke var specielt velbesøgt den lørdag, blev bordene hurtigt sat til af flasker, og luften fortykket af røg. De fleste af den hårde kerne var til stede. Nogle sad på vakkelvorne stole, andre foretrak gulvet langs væggene, og Benedikt selv fór omkring for at anvise de nyankomne. Med en bekymret mine rakte han en årgangsøl til Gipsy, der hang i sofakrogen og stadig var påvirket af en trafikulykke, han havde overværet tidligere på aftenen. I sofaens modsatte ende sad en pige, som mestendels gnaskede popcorn og ikke kendte andre i selskabet. Begge virkede sært tilbagetrukne, som sunket ind i deres egne verdener. Efter endnu en af sine fraværs-perioder havde Maler-Jørn genindfundet sig i salonen. Ingen spurgte til, hvad han havde bedrevet i de mellemliggende måneder – eftersom han aldrig besvarede spørgsmålet, gad ingen længere spørge. Rygtet ville, at han sad derhjemme og byggede modelfly. Gørtleren mente dog at vide, at Maler-Jørn isolerede sig p.gr.a. depressioner.

Efter at have sippet til sin øl lænede Gipsy sig frem og bad nogen åbne altandøren, så de kunne forfriske luften. Maler-Jørn benyttede lejligheden til at gå udenfor og strække ryg, men lyttede stadig til samtalen inde fra stuen (Niels: “Aha, nåda, ser man det.”). Han blev dog snart optaget af andet. Vantro og mundlam stirrede Maler-Jørn på den blåsorte tingest, der pludseligt kom til syne foran ham og jog en tyk nål ind i hans venstre underarm. Han nåede akkurat at læse den sirligt indgraverede skråskrift (The Murders in Rue Morgue by Edgar Allen Poe) på nålen, inden tingesten atter forsvandt.

“Hvad helvede …?” lød det ude fra altanen.

Spørgende blikke skiftede mellem hinanden og altandøren, men ingen nåede at reagere, før Maler-Jørn kom styrtende ind.

“Den var på … på størrelse med en Zeppeliner,” stammede han, oprørt og askegrå i ansigtet. “Jeg blev kraftedeme angrebet af et luftskib.”

Han gjorde mine til at sætte sig i sofaen, men Lykke trak ham straks med ud i køkkenet, hvor hun gav sig til at inspicere bulen på hans arm. Flere andre fulgte nysgerrigt efter.

“En Zeppeliner,” rablede Maler-Jørn.

“Arh, hold op,” kommenterede Gørtleren. “Det er et insektbid.”

Nogle nikkede, men Niels var uenig.

“Der skal godt nok en brod til at lave sådan et hul. Måske blev du skudt med en luftbøsse? De fandens unger skulle have en dragt prygl.”

Der så dog ikke ud til at sidde hagl i såret, og Lykke grinede blot ad de andres kommentarer. Henvendt til Maler-Jørn sagde hun:

“Du skal se, det var nok bare en due. De har en forkærlighed for Benedikts altan.”

“Ja,” bekræftede Benedikt og fortsatte, mens han fandt førstehjælpskassen frem. “Og de forsvarer den indædt. Det’ sgu uhyggeligt, som de tror, de ejer det hele. Lidt ligesom i Hitchcocks Fuglene.”

 

Efter at have tømt askebægre, ryddet borde for flasker, genfyldt snack-skåle og udskiftet nedbrændte fyrfadslys, syntes Benedikt, at stemningen trængte til et løft og satte en Rammstein-cd på. Maler-Jørns syn flakkede mellem en blyant på gulvet, hans ølflaske og plastret på hans arm. Han virkede eftertænksom, enten som om han prøvede at genkalde sig synet fra altanen i håb om at kunne tegne det, eller som om han overvejede, om nogen havde smidt et syre-trip i øllen og såret på armen måske ikke var virkeligt.

“Halløj,” sagde Lykke og gnubbede ham oven på plastret for at forvisse sig om, at det sad ordentligt fast. “Er du faldet i staver?”

Han rakte ned og samlede blyanten op.

“Kan nogen undvære et stykke papir?” spurgte han.

Benedikt nikkede, trak nogle ark ud af en printer og rakte dem til sin ven, der straks gav sig til at tegne. Imens gjorde armløse Wilhelm mine til Benedikt om at få skruet ned for musikken, hvilket promte skete, og derpå kunne den travle vært endelig selv sætte sig til rette og svale sig med en øl. Kort efter stod Wilhelm med sit kladdehæfte klemt ind i sin ene kunstige hånd og fægtende i luften med sin anden, metalkloen, mens han med intens betoning læste op af sine digte – de samme han tidligere på aftenen havde fremført på Kunstkorridoren og øjensynligt benyttede enhver lejlighed til at promovere. Den tavse pige i sofaen lyttede opmærksomt, men digtene var ingen nyhed for resten af salonens deltagere, så de fortsatte snakken med hviskende stemmer.

“Kender du Ingvar Kronhammer?” spurgte Benedikt efter at have kigget Maler-Jørn over skulderen i nogen tid.

“Mmmm,” brummede Maler-Jørn og begyndte forfra på et rent stykke papir. “Det her virker ikke helt rigtigt.”

“Kronhammer er retro,” bemærkede Gørtleren gennem en smøg, der var ved at tabe asken.

“Neeej Jørn, jeg anede ikke, at du kan tegne,” råbte Lykke til Wilhelms store irritation og bumpede ned i sofaen, så det gav et spjæt i den tavse pige. “Må vi se? Lad os nu seee-e-e!”

Hun greb den forkastede tegning, studerede den et øjeblik og sendte den så videre rundt.

“Den er liiidt postuleret, men hvor er den flooot. Skal det forestille noget?”

Maler-Jørn besvarede hverken dette eller efterfølgende spørgsmål. Fuldkommen opslugt i sin egen verden fortsatte han med at tegne uden at ænse, hvad der foregik omkring ham, eller at det tyndede ud i selskabet. De sidste gæster var ved at krybe i overtøjet, før han reagerede på tiltale. Det var Benedikt, der på vanlig diplomatisk vis lod folk forstå, at han var træt og snart ville til køjs.

“Der er stadig et par øller tilbage, Maler-Jørn. Skal vi snuppe en sidste for i dag?”

Manden kiggede forvirret op. Stadig svarede han ikke, men greb pludselig sin jakke og gik uden at sige farvel.

 

Ud på formiddagen vågnede Benedikt og vaklede fra sengen direkte ud på badeværelset. Efter en tid, der forekom ham uklar, stod han nyvasket og nogenlunde påklædt i stuen. Han bemærkede en hestehale stikke ud under sofatæppet og gættede, at det var Gørtleren, som sov den ud. Benedikt lod ham sove, tømte et par askebægre, men lod flasker og sjatter stå, både fordi han ikke orkede, og fordi han ikke ville støje. Efter at have sat kaffevand over smed han sig i en armstol og gav sig til at bladre i en bog, der lå glemt på sofabordet. Gørtleren kom langsomt til sig selv, rejste sig på albuerne og missede med øjnene mod lyset, der faldt ind gennem altandørens rude og spejlede sig i Benedikts måne.

“Godmorgen,” mumlede han og lagde bogen fra sig. “Der er kaffe lige straks. Sikke det sneede i nat, hvad?”

“Hrrmm,” udbrød Gørtleren, mens han gnubbede sig i nakken og tindingerne. “Er det ikke hende pigens bog. Hende, der fulgte med os tilbage fra Kunstkorrridoren.”

“Jeg fandt heller aldrig ud af, hvad hun hed. Men nu er den Gipsys. De byttede.”

Ude i køkkenet begyndte kedlen at fløjte. Stadig besværet af tømmermænd gik Benedikt ud for at hælde vand på bønnerne.

“Så du Maler-Jørns tegninger?” råbte han derudefra.

“Ja. De er vildt fede! Sådan en slags alien high-tech, men hverken som Gigers eller andet, jeg kan komme i tanker om. Noget af det ser ligefrem ud til at kunne fungere.”

“Skal vi ikke invitere ham med til Forårs-udstillingen? Med den fart han arbejdede i nat, kan han sagtens nå det.”

“Tjah,” tøvede Gørtleren og ventede med resten af svaret, indtil Benedikt kom tilbage med kaffen. “Det er fristende. Men du husker nok hans maniske fase sidste år. Dén skrotflyver blev aldrig til noget. Så hvad når han går ned med depression? Så skal vi pludselig finde en erstatning, og du ved godt, hvor besværligt dét kan være.”

“Selvom han er depri, kan vi vel godt hænge noget op for ham? Hvis bare han får ét værk klar til juni …”

“Jeg ved ikke … så længe er der heller ikke til.”

“En senere udstilling, så? Hvis vi venter med at spørge ham, til han har noget færdigt?”

“Mtjooo,” gav Gørtleren sig endelig. “Hvis han har noget, kan det da godt komme med.”

 

Ved kunstnergruppens møde et par uger senere enedes de om “Verdens-rummet” som tema til Forårs-udstillingen, så på en eller anden måde skulle Maler-Jørn involveres, og Benedikt ringede for at lokke ham til at vise sine tegninger på det næste møde, hvor de hver især skulle præsentere deres tolkning af temaet og helst også konkrete projekter.

Dagen oprandt, og Benedikt fremlagde som den første. Han havde ladet sig inspirere af surrealisterne og frembragt en serie lette, men overordentligt tungt udseende objekter, der skulle svæve på magnetfelter over en piedestal, hvis ellers han kunne få det til at makke ret. Lykke ville bruge væggene til et mønster, der indgød betragteren en svimlende fornemmelse. Gørtleren havde medbragt en model af en større, planlagt skulptur. Den var lavet ved at skrabe småhuller i bagbeklædningen på nogle spejle, fæstne lysledere til hullerne og montere hele molevitten i en aflang, sortmalet kasse. Stolt smilende bad han Benedikt kigge ind i den gennem et til formålet udskåret hul. Kassen så for ham ud til at indeholde et uendeligt rum fyldt med stjerner. Lykke tog også et kig og bekræftede virkningen med:

“My Goood, it’s full of … pigeons.”

Men intet ville overgå Maler-Jørns værk, hvis ellers han blev færdig til tiden. Han havde ikke tænkt sig at nøjes med tegninger, men ville bygge noget stort. Rent kunstnerisk virkede planen lovende, men utallige eksotiske materialer, specialfremstillede komponenter og kæmpemæssige halvkugler af syrefast stål gav projektet et upraktisk og økonomisk urealistisk præg. Resten af gruppen syntes, at det var irrationelt at insistere på hundedyre materialer, som tilmed var vanskelige at arbejde med, når gips, glasfiber og latex kunne det samme. Det mente Maler-Jørn nu ikke, at det kunne. Og eftersom han suverænt bestemte, hvordan det skulle gribes an, og alt ansvar m.h.t. værket også påhvilede ham, sluttede snakken om materialevalget.

I tiden efter arbejdede de mest individuelt og mødtes kun for at drøfte fælles udgifter og pr-strategi. Maler-Jørn dukkede dog ikke op ved flere møder. Han undskyldte sig med det meget arbejde, han skulle nå for at blive færdig i tide. Efterhånden som ugerne gik, blev Benedikt og Gørtleren bekymrede for, om Maler-Jørns projekt kunne stå klar til receptionen. Det skyldtes især, at han lød stadig mere uklar og afvisende, når Benedikt lejlighedsvist ringede for at høre, hvordan det skred frem. For at tjekke op på sagen uden direkte at udfritte Maler-Jørn, besluttede de at aflægge ham et visit.

 

Allerede rodet ved fordøren antydede, at Maler-Jørn foretog sig noget og øjensynligt var nået rigtig langt. Opmuntret ved synet af halvfærdige metalskeletter, støbeforme og trækasser fulde af kabler og keramiske løsdele, ringede Benedikt på dørklokken. Maler-Jørn reagerede ikke, men da hoveddøren, som vanligt når han var hjemme, stod ulåst, gik de bare ind. Indenfor herskede et endog værre rod, og luften var kvalm af henkastede pizzabakker og Cocio-flasker. Benedikt kantede sig uden om en klynge trykflasker med flydende brint i entréen, hvorved han næsten jokkede i en bunke modelfly, der virkede kastet af vejen i hast. I stuen udsendte radioen klassisk musik. Selv lå Maler-Jørn som i trance på stuegulvet mellem et hav af værktøj og en laptop, han udførte beregninger på. Han var særdeles usoigneret, havde i hvert fald hverken trimmet skæg eller skiftet tøj i ugevis. Med ét blik fik han fortalt, at han ikke orkede gæster, og kastede sig derpå igen over arbejdet.

“Jørn!” prøvede Gørtleren. “Er du okay, Jørn?”

“Ja-ja. Jeg forsøger at hitte ud af, om kølekadancen kan trimmes, før man krydsinverterer slagmanifolden,” mumlede han, helt væk i egne tanker. “Hvis ikke, er muligheden for fejlforbindelser … well, risikoen er større, end jeg tør tænke på.”

“Hvorfor tester du ikke bare, om det virker?”

“Tester? Det sgu ikke legetøj. Jeg ville ikke engang turde teste den på månens bagside.”

Som en hentydning til rodet indskød Benedikt:

“Måske skulle du lægge nogle aviser ud, så du ikke ødelægger gulvtæppet? Og anbringe modelflyene et sikrere sted? Jeg havde nær trådt på din Spitfire.”

Da forslagene end ikke blev kommenteret, og Maler-Jørn i det hele taget virkede irriteret over det uanmeldte besøg, trak Gørtleren Benedikt i albuen som tegn på, at det var tid til afgang.

“Nå, vi kom bare lige forbi,” sagde Benedikt. “Men du har vist travlt, så vi smutter igen. Ha’ det!”

De mælede ikke et ord på vej ned gennem opgangen. Trods kulden satte de sig på trappestenen nedenfor, tavst enige om lige at vende situationen. Gørtleren tændte sig en smøg, blæste et par røgringe ud og sagde:

“Tror du nogensinde, han forstod, at hans ting skulle udstilles?”

“Han sagde jo, at han kunne nå det i tide. Det tog jeg som et ja. Gjorde du ikke?”

“Jo. Og han virkede også glad for Lykkes forslag om at bruge pladsen foran galleriet. Så der er vel ikke andet at sige, end at det rabler for ham. Enig?”

“Hm,” sukkede Benedikt og nikkede. “I hvert fald er hans projekt løbet af sporet. Jeg har set det før. Har selv prøvet det, faktisk. Når man virkelig gribes af inspiration, popper der ustandseligt nye indfald op, man bare ikke kan lade fare. Så skal dét også lige med, så dét og dét og dét. Man knokler derudad uden tanke for andet – skitserer og tilføjer på livet løs – men tingene griber bare mere om sig, og man får ikke rigtig gjort noget færdigt. Først senere, når det alt sammen ligesom har bundfældet sig, forstår man at skære fra og skabe det egentlige værk. Jeg tror desværre, at han har lang vej dertil.”

 

Uden at nævne hans navn droppede de idéen om at have Maler-Jørn med. De diskuterede, om de selv skulle bygge en skulptur som erstatning, invitere en anden kunstner med eller bare udfylde pladsen med sager fra gemmerne. Benedikt var som sædvanlig åben for nye mennesker, helst meget forskellige. Han så gerne, at gruppen blev større. Gørtleren tænkte mest på besværlighederne, der følger med. Lykke var for optaget af sit eget til at orke diskussionen. Forårets vejrlig ville det imidlertid sådan, at en periode med hagl, skybrud og torden satte landet på den anden ende. Også galleriet ramtes af vandskade, og indehaveren hængte et skilt op med teksten “Lukket p.gr.a. klimaforandring”. Derfor blev udstillingen udskudt i et halvt år. I mellemtiden havde gruppen improviseret en skrotskulptur som substitut for Maler-Jørns og glemt alt om hans deltagelse. Ikke at de var udelt tilfredse med resultatet, men der var ikke tid til andet. Begejstringen var derfor stor, da Maler-Jørn få dage før, udstillingen skulle åbne, ringede og meddelte, at hans værk som planlagt var klar til opstilling.

 

Gørtleren bar som altid nusset T-shirt og slidt mc-jakke, men var trods alt velfriseret og med nypudsede mili-støvler. Lykke og Benedikt havde gjort mere ud af dem selv – hun havde sat håret op og var trukket i en smart, koboltblå spadseredragt, og han i en flødefarvet habit og et spraglet slips, han havde lånt af Gipsy. Mens Benedikt hjalp Lykke med at få de sidste baner mønstre op, tørrede Gørtleren fingeraftryk af sin uendelighedskasse og skjulte elkablet, så godt han kunne, med en stribe gaffertape. Virkningen af Lykkes tapeter var kraftigere end nogen af dem havde turdet håbe på. Interferensmønstrene fik bogstavelig talt rummet til at vride sig, så man tabte orienteringen og fornemmelsen for op og ned. Benedikt var ekstra glad, fordi mønstrene hjalp med at skjule fiskesnøren, der holdt hans “Massive planeter” oppe.

“Hvor bliver Maler-Jørn af?” ville Lykke vide.

“Han ringede for en halv time siden,” svarede Gørtleren. “Han sagde, at han er på vej, men at det tager tid at få kranvognen herind. Der var noget om, at han bliver nødt til at smutte, så snart tingesten er i position, og han brokkede sig over at skulle klare tilbagetransporten selv, men mente nok at kunne nå det.”

“Vær nu ikke nervøse, I to. Han klarer det, og vi kan sagtens undvære ham ved receptionen.”

Mens de ventede på Maler-Jørn, gik de ud for at tage udstillingen i øjesyn gennem facadens ruder. Kranbilen havde åbenbart allerede været der, læsset sin tonstunge last af og var kørt. Hvis ikke genstanden havde været på størrelse med en betonblandervogn, og hvis ikke dens overflade havde været spækket med fantastiske detaljer, kunne den have lignet et æg, som stod og balancerede på spidsen. Gørtleren var den første, der fik øje på værket. Hans øjne spærredes vidt op og ligesom stivnede, og derpå tabte han først cigaretten ud af munden og så endelig underkæben.

“Hold da … kaje!” fremstammede han.

Benedikt vendte sig langsomt, forberedt på et mindre chok. Da han var kommet sig lidt oven på overraskelsen, supplerede han Gørtleren:

“Fortræffeligt fremmedartet.”

Sammen vandrede de et par gange rundt om værket for en nøjere inspektion.

“De dér indlagte sten kan godt være øjne … eller noget helt andet,” fortsatte Gørtleren. “Forbløffende, så troværdig den er, og alligevel vidt åben for tolkning.”

“Og ikke aaantydningen af retro,” indskød Lykke. “Den rykker.”

“Rykker …?” lød det bagfra. Det var Maler-Jørn, som kom sjoskende med sit indkøbsnet i den ene hånd og en konvolut i den anden. “Du kan tro nej! Jeg skal ikke risikere noget, så det bliver afleveret til tiden. Jeg skulle bare lige have nogle smøger med.”

“Afleveres?” måbede Lykke. “Er den en bestilling? Afleveres hvor …?”

“Nærmeste filialbibliotek. Med hensyn til bestilling …? Nej, egentlig ikke. Men nogen opfattede det sådan, og du ved nok, hvordan systemer er, når først de ruller.” Han grinede og løftede på indkøbsnettet. “Men jeg har en stak ordbøger med til dem, så miséren ikke gentager sig.”

“Guuud, skal den stå foran biblioteket,” blev Lykke ved. “Men hov … vel først når udstillingen er slut?”

Måske hørte Maler-Jørn ikke rigtig spørgsmålet, eller også forstod han det ikke, for pludselig kiggede han på sit værk med et sært, på en gang tænksomt og beslutsomt udtryk i ansigtet.

“Her!” sagde han, rakte Benedikt konvolutten og gav sig til at kommandere. “Ryk lidt tilbage … Længere!”

Han begyndte også at genne duer væk.

“Dem må du altså finde dig i, Maler,” konstaterede Benedikt. “De lader sig ikke skræmme af noget.”

“Nå ikke?” sagde Maler-Jørn og trykkede på et af skulpturens sten-øjne. “Vi får se!”

En lille luge åbnede sig i skulpturen. Maler-Jørn kantede ind i den og lukkede efter sig. Kort efter hørtes en mærkværdig, snurrende lyd, der brat steg til et brøl så højt, at ruderne raslede i hele kvarteret. Et blændende lysglimt med tilhørende brag efterlod de tre kunstnere fuldkommen sanselammede.

 

“Hjæælp, hjææælp,” løb Lykke rundt og skreg. “Jeg blev ramt af et lyn!”

Der gik et øjeblik, før hun indså, at hun ikke var kommet noget til. Til gengæld var skulpturen forsvundet. De sidste fjer fra en lynstegt due dalede ned i hullet efter fliserne, der var blevet trukket op af et pludseligt opstået undertryk, hvor værket havde stået. Fra den omgivende vold af opslynget materiale lækkede et varmtvandsrør ud på pladsen. Stadig i vildrede, om der var tale om et lynnedslag, en gaseksplosion eller hvad, vendte Lykke sig mod sine udstillingspartnere.

“Hvordan bar han sig ad?” spurgte Benedikt endelig.

“Øh … jeg så noget lignende på tv, men dét trick kunne jeg heller ikke gennemskue.”

“Dét var fandeme overbevisende, Maler-Jørn.”

For en stund stod de tre afventende, kiggede sig omkring på de væltede blomsterkummer, snusede til stanken af svedne cykeldæk og fjer og lyttede til vandets plasken og enkelte butiksskilte, der stadig gyngede efter chokbølgen. Men Maler-Jørn tryllede hverken skulpturen eller sig selv tilbage.

“Åh nej,” vrælede Lykke pludseligt. “Pressen kan komme hvert øjeblik, det skal være. Er min øjenskygge løbet, Benedikt? Kommer I med ind?”

“Maler-Jørn …?” gentog Gørtleren.

“Hvad fanden ligner det at skræmme livet af os på den måde,” vrissede Lykke videre. “Jeg må garanteret starte helt forfra med at lægge makeup. Og så skrider han bare uden et ord. Kommer I så?”

“Det er nok en del af nummeret. Kig i konvolutten.”

Benedikt åbnede konvolutten. Den indeholdt et nøglebundt og et håndskrevet kort, som han gav sig til at læse højt:

“De vigtigste af tegningerne hænger på mit køleskab. Resten ligger sammen med mine noter i øverste skrivebordsskuffe i stuen. Så kan I selv bygge én. Alt vel til jer og udstillingen. Håber, vi ses inden for længe og ellers derude et sted. Kærlig hilsen – J.”

“Nå,” sagde Gørtleren kort efter. “Som sædvanlig ingen forklaring, og vi får ham næppe at se igen lige foreløbig.”

Lykke dirrede stadig af adrenalin.

“Hvor er det typisk!” hvæsede hun og vendte sig for at gå ind. “Men hvis han tror, vi bygger en kopi af hans lort, sender hans pressemeddelelser og invitationer, blander velkomstdrinks og gør rent bagefter … Fandeme nej!”

Først da gik situationens alvor rigtigt op for Gørtleren.

“Maaaler!” råbte han, tog sig panisk til hovedet og fortsatte gennem sammenbidte tænder. “Vi kan lige så godt glemme at hente skrotskulpturen, Benedikt, og vi har heller ikke tid til at rydde op efter ham. Hvad fanden gør vi?”

Benedikt stod allerede og grublede over svaret.

“Hør, ligner det ikke …?” Han klaskede et par gange med hånden oven på sin måne. “Jeg får en idé. Vi kalder det »Meteornedslaget« og stikker journalisterne en sludder for en sladder om kosmisk hævn over alle, der skider på kunsten … eller på min altan. Og vi kan ikke engang stilles til ansvar, for det er Maler-Jørns ‘installation’.”

I flere sekunder betragtede Gørtleren skiftevis hullet og sin ven, men syntes intet at fatte, før Benedikt tilføjede:

“Kan du ikke se det? De døde duer er prikken over i’et. De skal nok give omtale.”

Endelig faldt ti-øren for Gørtleren. Han udstødte et lettelsens grin og udbrød:

“Ha! Du er simpelthen genial.”

Benedikt trak bare på skuldrene og smilede til det svindende ionspor, som skulpturen havde trukket på himlen, sikker på, at selv Lykke til sidst ville takke Maler-Jørn for udstillingens succes.

 

Ikke tidligere udkommet på tryk.