Dansk novelle av Kenneth Krabat: «Historiens korte arm»

Køens sneglen sig op mod grotten fik ham til at bide neglene ned til kødet. Hvis smertende fingerspidser ikke huskede ham på, hvad han ikke var og ikke kunne, fyldtes hans tanker af forestillinger om at tabe, ikke nå frem, hvad så end årsagen måtte blive: At Maskinen holdt op med at fungere, at han døde, blev syg, brækkede et ben, at han på den ene eller anden måde mistede sin plads i køen. Fremtiden ventede ham for enden af køen. Et helt nyt liv, ikke en gentagelse af fortiden, men en ny verden, en ny tilværelse fjernt fra alt han hidtil havde kendt. Han behøvede bare en smule held. Det var alt.

 

Hvor havde han været latterlig stolt i sin formodning om, at Medierne ikke evnede en tilnærmelse til realiteterne; synet af horderne af mennesker så fuldstændig lig ham selv, at han spruttede af hysterisk latter: Rotterfængeren Er Kommen brølede han, da han ankom til køen, modtog omgående et meget smertefuldt slag i maven af fyren foran ham, faldt om. Slap af, havde manden sagt, stående ind over ham, ikke aggressiv, blot meget direkte, du er nødt til at køle af nu, han lignede mest af alt en præst på stoffer, vi skal tydeligvis være her meget længe.

En tid var der problemerne med at ånde, ham på ryggen på jorden og mennesker der trådte hen over ham, en smerte af noget i maven, der føltes som om lige præcis dette sted eller rum inden i ikke burde gøre ondt. Så formåede han at stå igen, nu uden for en kø, der der var mere end dobbelt så lang, uden at kunne komme tilbage ind i den, ingen der var villige til at give ham deres plads.

Så mange motiverede, desperate mennesker. Medierne havde kværnet og kværnet rundt i det, så mange, mange mennesker uden noget at tabe, ingen der savnede dem, når de forsvandt, ingen synlige huller i samfundsstrukturen – som om de altid havde været overflødige, givet plads eller rum ud af anstændighed, selv om ingen virkelig behøvede dem. Han anerkendte dette faktum uden nogen følelse af empati, han var én af dem; eneste grund til hans afrejse mod grotten var erkendelsen, at han var.

Dagen, hvor boreteamets opdagelse blev offentliggjort, holdt han op med at tage på arbejde; ingen havde reageret. Over de næste tre måneder var hans løn fortsat med at gå ind; ingen havde krævet pengene tilbage. Ved sin ankomst til køen med rygsækken fuld af forsyninger, var han bestemt ikke blandt de første – kløgtigere, hurtigere mennesker, der var tre måneder foran ham, kløgtige nok til at regne sig frem til den åbenlyse enkeltbillet til en ny tilværelse, hurtige nok til at handle på denne åbning, men præcis som ham hverken kløgtige eller hurtige nok til at få det til at ske på Jorden.

Præsten, der havde slået ham, så det aldrig komme; han bankede ham ned bagfra med en sten, som han måtte bruge begge hænder til at løfte, genindtog sin plads i køen, spyttede på fyren. Ingen protesterede. Måske burde han bare have kæmpet om sin plads med fyren bag præsten, måske skulle han heller ikke give efter for trangen til at bide og spytte om sig med negle. Denne voldsomme trang til kontrol. Selv nu. Men hvad ellers kunne han bringe med sig?! Blot ville hænderne ikke forblive i hans armhuler, tankerne uafladeligt på den forreste ende af køen, fingrene bestandigt ind i munden, og skammen ind i hjertet.

Var han i virkeligheden på flugt igen? Den vågnende erkendelse igennem årene, at hver eneste gang han rejste, var det aldrig et skridt op – altid et skift til et nemmere, mindre krævende job; altid til mindre udfordrende kvinder, venner, mennesker. Men hvis noget overhovedet, hvad var der at skamme sig over ved at forsøge at undslippe angsten ved at være sammen med mennesker, mængden af dem så enorm, deres krav om opmærksomhed uophørlige og umulige at stille? Hvad nu, hvis der rent faktisk var en vej ud?!

 

At sove gående var muligt, han vågnede, og sov, vågnede igen, fandt at han stadig var på benene, sov, ingen anden virkelighed. Døde mennesker, det ene efter det andet, i gangene og grotterne ned gennem bjerget, for hver 100 meter stablet højere og højere. Endnu længere nede: De døde liggende på klippegulvet, at gå blev at snuble og falde, at kravle hen over de døde, i bevægelse fordi nogen foran ham bevægede sig, og nogen bagved, der var ingen vej tilbage, kun fremad. Så en evighed af kravlen på albuerne hen over ansigter, lig der stadig var varme, og klagelyde skræmmende langt nede under overfladen af kroppe, han var nødt til at holde tempoet, selv da det betød at kravle hen over kvinden, der kravlede foran ham, som udstødte et suk og gav op – skønt ikke en lyd fra hende, da han kom til at sætte et knæ i hendes brystkasse, blot hendes øjne der rullede ind i hovedet af udmattelse. Så straks efter et hørbart gisp, da manden efter ham ligeledes satte et knæ i hende. Derefter kun Fremad, skrig og stønnen fra længere nede i den slangende kø, frygten der fyldte ham til lige før han eksploderede af angst, kroppe under ham der maskerede grottegangenes sande højde, den frie plads mindre og mindre, stakkede kroppe der voksede i højde til også at dække guirlanderne af lyspærer langs med loftet, nogen burde tage at rydde dem væk fra lamperne, men hvorfor skulle det være ham? Hvis de så bare kravler hen over mig, hvis jeg standser! Alle og enhver bag ham ville tænke det samme og alle og enhver foran ham havde med al tydelighed tænkt det samme, og fortvivlelse fyldte ham som den kolde årstid, der strækker sig ind i juli, men intet andet at gøre end at kravle, ind i dybere og dybere mørke, håndflader og knæ på, hen over, mellem kroppe, der sjældnere og sjældnere var varme.

Pladsen nu atter mindre trang, lamper der begyndte at dukke frem igen, var der færre døde eller var gangen højere?, uden betydning, der var mere plads, han kunne stå igen, han vaklede af sted langs klippevæggen, trådte på ansigter, brystkasser, led brækkede under hans vægt, mennesker, det er mennesker, sagde han til sig selv, sikker på at ingen andre end han brød sig om dem, ikke plads til at give dem opmærksomhed, «de er døde» råbte en eller anden bag ham eller foran ham, hæst, han vidste end ikke, at han havde sagt det højt.

Så nedstigningen fra bunkerne af kroppe. Færre og færre døde, indtil kroppene atter kun lå kastede langs med væggene, lige som i begyndelsen af grottesystemet, klippegulvet fejet rent af fødder, luften mindre tung af stank fra afføring, pis, frygt. Foran ham mennesker, lang afstand imellem dem, de vaklede af sted med væggene til støtte, præcis som han selv fandt støtte dér, præcis som han selv ville fremstå for dem, der fulgte ham; han vendte sig ikke for at se, præcis som dem foran ham aldrig vendte sig for at se. Ikke én eneste gang.

Fremtiden. Skide være med hvad hvor hvordan! Ja, skide være med denne krop, et nyt liv skal blive dig givet. Og op i røven med fortiden, fortiden er fortid, og det går ikke at sagte farten, han kunne fornemme sin krop nå til en accept af dette faktum, præcis som han erindrede sex akkurat før en ejakulation, hvert eneste gram af kroppens energi flydende i samme retning for at konvergere i at fylde dette kildevæld med liv! Så vanvittigt målrettet en kraft, der nu hjalp ham på vej ned mod de dybestliggende grotter, og Maskinen.

 

Maskinen. Én million mennesker igennem i løbet af tre måneder. Ingen, der var vendt tilbage. Men hvad ellers skulle også være grunden til at tage af sted?

Et år tidligere havde et gasboringsteam på arbejde i et hulrum dybt, dybt nede i et system af grotter af kedsomhed leget med indstillingerne på sonaren og således tilfældigt fået et ekko tilbage, der indikerede fast form, foretaget en større gennemboring, og fundet Maskinen. Elleve stort set menneskeformede lejer, hver især placeret 65 grader opret, hvert af dem tilsyneladende flydende i et eget bad af midnatsblå væske, gennemnistret af flouroscens. Men ikke væske, var kvantefysikeres insisteren. Rum. Eller snarere rummet kvantekomprimeret som en form for faldlem eller trold-ud-af-æsken; fysikerne kunne ikke helt enes, selv ikke efter måneders eksperimenteren. Og der fulgte ikke nogen forpulet manual med.

En panel ved siden af hvert af lejerne rummede 26 umærkede knapper. Blev noget placeret i et af lejerne og en sekvens af knapper trykket ned som korresponderede godt og vel til vægten af det placerede, ville lejet af og til synke ned under overfladen, forsvinde i et lysglimt fra kammeret, og efterlade en groft slebet klippeoverflade, der var kold ved berøring. Efter et tidsrum, der ikke var til at forudsige, fra nogle få sekunder til adskillige timer, ville lejet og det flydende Rum vende tilbage.

Fysikerne var længe meget uenige, hvor forsvandt planterne, dyrene, stenene og metallerne, de sendte af sted, hen? Og hvorfor ikke hver gang? En ung fysiker havde foreslået enten en indbygget formåen i Maskinen til at detektere og differentiere imellem livsformer i et leje, hvorved tilintetgørelse af liv blev forhindret, hvis knap-kombinationens destination var ude af stand til at opretholde dette liv. Eller Maskinen vidste eller registrerede, når en destination ikke længere fandtes i den anden ende. Begge forslag, der indikerede at Maskinen ikke sendte levende organismer til livstruende omgivelser, det første fordi den ikke ville, det andet fordi den ikke kunne. De af hans kolleger, som erklærede sig enige med ham, var overvejende lige så unge og entusiastiske.

Mange forsøg afgjorde, at hovedparten af alle individuelt eksisterende livsformer over viral-niveau kunne sendes af sted. At marine væsener ikke kunne rejse til alle destinationer, der kunne modtage landvæsener, og omvendt. At fraværsperioden måtte være en indikation om afstand. Forsøg, der kombinerede inaktivt stof og Liv i dets mange former i relation til perioden, et leje var af sted, bekræftede en sammenhæng til afstand tilbagelagt i retningen af det Galaktiske centrum, til solsystemer man mente kunne understøtte liv. Men intet kom nogen sinde tilbage. Ingen kameraer, ingen sonder, ingen særlige apparater med radioaktiv udstråling på et bestemt frekvensbånd, man skulle kunne spore gennem interstellart Rum, ingen planter, fisk, sten. Ingen beviser.

Til slut meldte adskillige forskere og soldater sig frivilligt og fik tilladelse til at gå igennem, både mænd og kvinder, gifte og ugifte, alle med håbet om at finde et kontrolpanel i den anden ende, og alle udstyret med det bedste mobile overlevelsesudstyr, men åbenbart fandt ingen af dem returadressen og ingen vendte tilbage. Eller måske var det simpelthen en enkeltbillet. Eller, som en kvindelig præst senere udtalte, en Le, der førte til den samme, endelige, destination. Men fysikerne svarede igen: Når man sendte det samme stof eller kombinationer af inaktivt stof og Liv gennem maskinen, var der beviseligt ingen tilfældige variationer. De samme enkeltafsendelser eller kombinationer gav altid de samme venteperioder, ned til det mindste mikrosekund. Der måtte nødvendigvis findes forskellige destinationer!

 

Så. Alle nyheders Big Bang – eller måske blev det lækket af nogen. Han befandt sig dér foran skærmen, mens forskerne blev forhørt om deres bestræbelser. Hørte deres subtile bøn om frivillige. Overværede de globale horder bisse de første par dage på TV’ets 50-kanals oversigtsbillede, pjækkede fra arbejde, pjækkede fra arbejde den følgende dag, og den næste. Blev derefter bare hjemme og så til, mens den enorme masse-exodus bestående af de misfornøjede, de fattige (men rige nok til at rejse), de ensomme, de eventyrlystne med dødstrang, de fortvivlede, de livsglade naive, englesøgerne, Saganisterne, og en horde af andre overbevisninger fra alle steder i verden rejste af sted for at tage chancen, først med politi og militær, der blokerede dem vejen, og efter at lokale politikere gav tilladelsen, med Maskinen selv. At den tilsyneladende var ude af stand til at påføre livsformer skade fik medieludere til at døbe den Udødeligheds-Maskinen – malplaceret og umuligt at trække tilbage, eftersom alle åbent spekulerede på sandsynligheden for død for alle andre, men som vanligt undlod at indkludere sig selv. Og efter en afsløring af en drøftelse mellem nationale politiske ledere, hvor hver af dem indrømmede at de billigede migrationen, men at dét umuligt lod sig sige i fuld offentlighed, kunne intet standse exodusen, demonstrationer, forældregrupperinger, andre landes politi eller militær, bønner, intet.

18 timer hver dag, med regelmæssige kanalskift for at undgå trælse genudsendelser af rum-science fiction-serier med overlysrejser, sorte huller og tidsrejser afbrudt at anstødelige reklamer for overlevelsesudstyr, udfærdigelse af testamenter, livsforsikringer og lignende, fulgte han mediernes dækning af den endeløse strøm af mennesker, der forsvandt ind i grotteudmundingen. Og spurgte dagligt sig selv, hvorfor han så det her, uden at besvare telefonopringninger, uden at lukke op, når det bankede på døren.

Efter tre måneder slog det ham: Hvis at se på det føltes så vigtigt, ønskede han måske i virkeligheden bare at være der!? Være en del af det. Selv tage af sted. Var det ikke motiv nok? Og så meget bedre end at kæmpe for at kontrollere sin daglige angst i en evigt nedadgående spiral mod mindre og mindre af det hele?

Samme dag begav han sig afsted mod bjergene. Han pakkede kun mad og vand. Medierne havde været en nyttig læremester.

 

Han ankom til Maskingrottens forkammer, og indså at ingen Medier havde været hernede i de tre måneder, exodusen havde været i gang. Alle mediebilleder af Maskinen og af hulerne var tydeligvis enten en idealiseret og computersimuleret studiebaggrund, eller ene og alene udpluk og redigeringer af det samme materiale fra exodus’ens første dage, filmet af forskerholdet selv, mens de instruerede og sende de første få ankomne igennem, og siden solgt til Medierne. Det rene, hellige sted, som TV’et viste, var nu et møjbeskidt gravsted for tøj, madrester, affald og kroppe i opløsning. To mænd, tydeligvis et skiftehold, var i færd med at trække af sted med lig fra rundt om i grotten, og fra forkammeret og gangens udmunding for at stable dem ved det fjerneste leje.

Var et TV-kabel op til Mediernes gribbe knækket, eller var det ganske enkelt myndighedernes uvilje til at vise den faktiske virkelighed? Svært at sige; havde medierne haft billederne, havde de givet vist dem, og en ansvarlig myndighed ville have gjort noget ved forholdene.

Folk blev ved med at ankomme bag ham, fra en kø der strakte sig ni zig-zaggende kilometer op gennem et usandsynligt kompleks af grotter; foran ham befandt sig tæt ved 500 mennesker i forskellige stadier af indadskuende rejsefeber. Dem, der ikke besvimede eller døde af udmattelse eller ophidselse, blev sendt igennem Maskinen hurtigst muligt af en flok frivillige, der så ud til at være på grænsen til kollaps. Ønskede en rejsende at indtaste en personlig kombination, fik de lov til det, men kun den éne. Virkede deres egen ikke, trykkede en af de frivillige en kombination. En øvre-venstre-hjørne-derpå-seks-tilfældige-knapper-kombination er godt for ilt-nødige af menneskelig gennemsnitsstørrelse, var essensen af standardsvaret på nytilkomnes spørgsmål. Hvordan kunne de vide det? Det kunne de heller ikke, indså han så. Ikke med absolut vished. Men at berolige de nervøse under dette sidste skridt var nødvendigt, der var ingen anden udgang fra grotten, intet sted at gå hen, ud over gennem Maskinen.

I baggrunden ved det elvte leje var en mand og en kvinde i færd med hurtigst muligt at sende ligene igennem, der blev kastet for deres fødder, fat om skulder og ankler, omhyggeligt bakse kroppen på plads i lejet; stak noget uden for lejets afgrænsninger, kom indholdet ikke af sted. De tastede den samme knapkombination på panelet hver gang, og lejet var kun borte cirka tredive sekunder. De havde lokaliseret vejen til en nærliggende losseplads til rådnende kød, og holdt sig til dén.

Et håndmalet skilt på en afsats på grottevæggen bar påskriften: «Vi behøver frivillige. Din tid til at genoverveje.» En pilgrim med nok optimisme til at klynge sig til maleredskaber under hele nedstigningen gennem helvede? Eller noget forskerne havde lavet, før de én efter én selv tog det store spring? På en indskydelse trådte han ud af rækken og gå hen til de frivillige hjælpere. «Gå tilbage i køen, det bliver snart din tur,» råbte én af dem. «Jeg vil gerne hjælpe til,» råbte han tilbage. Han behøvede tid til at overveje hvilken tastekombination, han skulle bruge. Han behøvede tid til at observere. Måske han kunne gøre andet end at afvente det uundgåelige. Han kunne slå sig ned lige hér.

 

Præcis hvor længe stod ham ikke klart. Kombinationen af øvre-venstre-hjørne-derpå-seks-andre-tilfældige-knapper-er-okay-for-mennesker var hans forslag til godt og vel hver femte person i køen. Hvordan vidste han det? Han vidste det ikke. Var han ligeglad? Det var han ikke, opdagede han. Statistisk set blev et større antal mennesker sendt af sted med denne end med nogen anden kombination, hvor den første knap, der blev trykket ned, var anderledes end den øverste venstre hjørneknap. Han havde ingen anelse om, hvad det betød. Men det hele var alligevel kun et spørgsmål om tillid. For ikke at tale om nødvendighed. Få folk igennem.

Det var altafgørende at få folk igennem. Der var ikke plads til at nøle i Maskinkammeret, eller i forkammeret, hvor boreholdet var kommet igennem tre meter klippe. I gennemsnit én person skulle sendes af sted fra hvert leje hvert 2. minut, ellers ville rummet hurtigt blive fyldt til randen. Hvilket skete hele tiden – visse af lejerne ville ikke umiddelbart sende folk af sted, slåskampe brød ud, hysteriske scener, dødsfald, der skabte ulidelig trængsel i hovedgrotten, blokerede forkammeret og tvang menneskene på vej ned til at kravle hen over hinanden. Når presset voksede, blev dødslejet af og til taget i brug til de levende, men når de levende blev sendt af sted derfra, hørtes ind imellem et ikke så tyst Uuups fra mandskabet dér. Smerteligt opmærksom på sine egne gennemtyggede fingerspidser, afholdt han sig fra at kommentere. Vaner er svære at bryde.

 

Den ældre dame, han hjalp op i lejet og ned at ligge, havde været en del af «hans team» en tid, og var nu klar til at tage springet. Hun holdt ham i hånden som trøst, mens hun forsøgte at komme til mod. Han var udmattet, og da hendes egen tastede kombination ikke resulterede i noget, antog han, at det var fordi hun var for let til seks-knaps-kombinationen og trykkede derfor en tilfældig kombination på fem knapper plus den i øvre venstre hjørne. Men den gamle kvinde gav ikke slip på hans hånd.

Da det gik op for ham, var det for sent. Lejet gik afsted med den gamle kvinde, og han befandt sig pludselig med hånden inde i massiv klippe. Men allerede mens et skrig begyndte at vælde ud af hans mund, ikke af smerte, for der var ingen smerte, var lejet tilbage, med hende stadig i det, hendes ansigt oplyst i et kæmpe smil, og hans hånd i sin, «vidunderligt!», udbrød hun med det gamle menneskes tørre stemme, «vær sød at sende mig tilbage med det samme!» Og da han tøvede, begyndte hun at skrige, «vær sød, vær sød,» at sende hende tilbage! Så, det gjorde han. Men var det den samme fem-knaps-kombination? Han vidste det ikke, men denne gang gjorde han sig fri af hendes hånd.

Hvilken kombination var dét? Han blev omgående omringet af alle, der havde set det, og bombarderet med spørgsmål, men det eneste han kunne sige var, at det handlede om vægt. Kun mennesker, der var lige så lette som hende, kunne bruge fem-knaps-kombinationen, alle andre ville være nødt til at anvende en seks- eller måske tillige syv-knaps-kombination. Men hvordan havde det føltes, at have sin hånd siddende fast sådan, midt-imellem?

«Koldt,» fortalte han dem, eftersom dét var sandheden. «Koldt som i Rummet. Eller som fravær». Men den gamle dames hånd havde været varm.

 

Umuligt at forhindre nogen i at eksperimentere med at holde i hånd under afsendelsen. Enkelte blev suget ind gennem klippevæggen som langsomme elastikker, og disse lejer kom tomme tilbage. Visse rejsende kom tilbage og rapporterede om mørke uden stjerner, muligvis et meget stort rum eller en grotte. Nogle sagde, at der ikke var noget ilt, andre kom tilbage og var døde, kvalt af luftmangel eller brændte eller tygget på eller … sådan lidt flydende, som om de ikke længere havde knogler i kroppen … og alle, der så eller hørte om det kom i vildt oprør, for hvordan kunne de selv på nogen måde tage af sted nu!?

Det eneste, han kunne tænke på, var mennesker i én endeløs række, der kravlede hen over kroppe ned gennem gangen fra overfladen; bunker af døde helt op til loftet, der spærrede for lyset hele vejen; forkammeret og Maskingrotten, der fyldtes med mennesker, som stimlede sammen om ham, skubbende, puffende, masende på alle sider, desperate efter løftet om den perfekte destination, stort set enhver uden at tage chancer længere uden nogen til at holde deres hånd ved afrejsen, og hvem skulle være dén, som tog af sted, og hvem skulle holde i hånd? Aggressiv købslåen fulgte, bestikkelse, højlydt løftegiven, der gav køb på frihed sex krop tid, eller hvad der endnu var tilbage af deres mad og vand, flere slåskampe, flere dødsfald, og stanken af frygt, der bare voksede og voksede. Hans egne dyriske instinkter tog over flere gange, det her er din egen kropslugt gange tusinde, sagde de, han var i livsfare, han skulle ikke tøve, han skulle tage springet hvor som helst hen, bare tage af sted nu, flygte men gøre det nu, af sted, af sted, af sted, LØB!

Når han opdagede, at han var i færd med at forsøge at bevæge sig i flere retninger på samme tid, slog han hårdt ned på sin panik, trak vejret dybt, holdt hovedet mellem knæene, indtil rummet holdt op med at snurre rundt. Han var nødt til at blive. Nogen var nødt til at blive og hjælpe med at få dém af sted, som enten vovede at gå igennem på egen hånd eller kunne få et partnerskab til at fungere.

Så kom en mand tilbage med smil over hele hovedet. Perfekt, råbte han. Bølgende bakker, blå himmel, luften smager godt, bare Perfekt! Og så trykkede han selv den valgte seks-knaps-kombination igen og lejet kom tomt tilbage. Hvorefter hans kvindelige partner lagde sig i lejet og trykkede kombinationen meget omhyggeligt, så de nærmeste kunne følge med.

Derefter ville de fleste i rummet have dén kombination. Og folk fra udkanten af den 500+ store flok, der havde været i grotten og mere eller mindre selv overværet mandens tilbagevenden, og snart også folk, der kom ind fra passagen oppefra, som ikke selv havde været til stede, kom frem til de frivillige og krævede «den perfekte kombination». Og alle kom igennem meget hurtigere, rummet summede af ophidselse, givet som på et skib, efter at udkiksposten har set land højt oppe fra, mens ingen på dækket kan se det endnu.

 

Mens han holdt en pause, lænet op af grottevæggen med en kop vand i hænderne, længst muligt væk fra Maskinen, noterede han sig flokkens høje humør, i fuldstændig kontrast til humøret før den perfekte mand vendte tilbage og ændrede deres udsyn.

Så slog det ham: Hvad han stod og observerede og havde observeret kunne nemt være foregået før! Med så mange mennesker igennem var de frivillige de eneste bærere af Historien, de eneste vidner til nogen form for mønster, var det så kun timer eller dage langt, før de selv gik igennem, eller måske døde af udmattelse, eller dehydrering. Måske for 200.000 rejsende siden havde nogen tilfældigt opdaget, at dét at holde en rejsende i hånden kunne resultere i, at den rejsende vendte tilbage. Måske nogen på den vis havde fundet perfekte steder at tage hen. Men minderne om dem var gået tabt, og alt var vendt tilbage til den tilfældige kombination. Med kombinationen øvre-venstre-hjørne-plus-seks-tilfældige-knapper som basal biologisk hukommelse, der formodedes at sikre artens overlevelse alene på statistisk iltforekomst dér, men det luxuriøse valg forsvundet i og med dødsfaldene blandt dém, som bar på erindringen om «det perfekte sted» (hvis det altså passede, hvad de sagde …).

Var der en måde at ændre dét på? En måde at fastholde erindringen ud over de mennesker, der gik igennem? Ud over det skrøbelige bånd af erindring, som udgjordes af de frivillige, der assisterede de rejsende og fjernede de døde? Han kikkede sig omkring, hans blik opfyldt af den udtærede masse af håbefulde flygtende, det høje humør allerede nu på vej ned, efterhånden som nyankomne med 30 til 45 minutter i grotten blev 6., 7., 15. led i rækken med adgang til historien om den perfekte mand, og han selv blandt nogle ganske få, som kunne siges at vide det med sikkerhed. Måske var han allerede nu den eneste tilbage, eller måske de andre frivillige selv ville gå igennem hvert øjeblik det skulle være, eller falde døde om.

Med ét kom han i tanke om skiltet, der anmodede om frivillige. Det stod på en lille afsats nogle meter over grottens gulv. Nogen havde malet det. Måske den person havde efterladt sit malegrej, eller måske kunne han finde noget andet, han kunne anvende til at skrive en besked på bagsiden af skiltet, en meddelelse om fremtidig vished, alle ville se.

Udmattet begyndte han at undersøge hvert eneste stykke affald, der lå hobet op langs med grottevæggen, tasker og små kufferter i bunker, givet medbragt i de første par dage, og ingen havde fundet hverken tid eller energi til at sende dem af sted. Han hældte alt ud på gulvet og gemte kun ufordærvet mad og vand. Alt ubrugeligt fyldte han tilbage i kufferter, slæbte dem hen til dødslejet og lod sine teamfæller om at sende det igennem – tøj, smykker, fotoalbums, make-up, videooptagere, til og med en monocykel, pænt foldet sammen med pedalerne drejet ind mod hinanden … Men intet skrive- eller malegrej.

Mens han arbejdede, overvejede han konstant, hvad han skulle give videre til eftertiden – dem, der allerede nu flokkedes i det kilometerlange system af kamre og gange ned gennem bjerget, og det utal der endnu stod i kø på vej op ad bjerget, alle længselsfulde, ventende på at komme ned. Hvad skulle han skrive på skiltet? Ikke en adresse; ikke uden selv at have set og mærket et sted. Noget andet. Noget, der gav folk ansvaret selv. Det var nødt til at være kort og præcist. «Vi behøver frivillige. Din tid til at genoverveje.» Godt 50 tegn, der fyldte hele skiltet, og tillige ikke voldsomt store. Måske noget i stil med: «Hold en Rejsendes hånd. Måske kommer den Rejsende tilbage.» Men var det essensen? Hvorfor skulle nogen ønske, at en rejsende kom tilbage? Alle havde mindre end en time til at vurdere situationen, læse skiltet, tale med alle omkring sig om, hvad der foregik, komme til en forståelse og en følelse af tryghed, se til mens folk holdt hånd, når de gik igennem, se til mens returmønstre opstod, holdt, blev brudt på grund af dødsfald eller forsvindinger af både den rejsende og hånd-holderen, genopstå … Og på denne vej mod deres egen afrejse finde deres egne alliancer med nogen omkring sig, der skulle være hånd-holder, hvis et mønster blev brudt endnu før de selv fik chancen i Maskinen, eller afgøre hvem der skulle være det rejsende forsøgsdyr – måske meddelelsen var præcis nok, måske én time kunne være tid nok til at fastholde Historien? Hvordan kunne han vide det? Men hvordan ellers sige det? Måske skrive: «Hold hinandens hænder. Hænder er varme». Eller: «At holde en andens hånd er din fremtid». Han grinede; huskede sin egen oplevelse med den gamle dame. Huskede, hvordan hun havde skændt på ham, da han havde udtrykt sin beundring over, at hun overhovedet var der, og ikke mindst at hun var en del af teamet af frivillige. «Det handler om at gøre det rigtige, knægt. Stå op om morgenen, tage masken på, gå på arbejde …»

Tage masken på! Make-up! Læbestift!

Han styrtede tilbage til bunken af kufferter og tasker ved dødslejet og vendte alt ud på gulvet igen. Men for sent. Make-up-pungene, han havde fundet, var blevet sendt igennem. Et kort øjeblik havde han en idé oppe at vende: at gå igennem til affaldsdestinationen, mens han holdt en eller andens hånd; se, om han kunne genfinde en særligt stor og særpræget make-up-kasse lavet af et gyldent materiale med perler dinglende fra lågets kant. Og vende tilbage ved håndkraft … Men at ankomme midt i al affaldet og alle ligene, de havde sendt igennem, nej, nej … ikke realistisk.

Han gik tilbage til at vende vrangen ud på bagagen, sortere, bære alt overflødigt til dødslejet, og havde snart et stort lager af vand og mad – i skjul for de rejsendes øjne; han ønskede, at forsyningerne kun skulle gå til de frivillige. Men der var ikke en eneste kuglepen noget sted, ikke en farveblyant, ikke mere make-up, ingen blyanter, ingen speed-markers eller tagger-tushes eller noget som helst at skrive bogstaver med; kunne det tænkes, at alle rejsende værdsatte skriveredskaber som noget, de bare måtte have med til den næste verden? Han fortsatte med at grave og sortere og bære så meget overflødigt skrammel hen til dødslejet, at hans fæller dér klagede og sagde, at de ikke både kunne behandle de døde og affaldet med denne hastighed, han ville være nødt til at sætte farten ned. Men hans iver fungerede som inspiration for andre, gav andre grund til at blive frivillige, hjælpe med til at passe de syge, bære de døde, og aflaste dém, der havde arbejdet i timevis uden pause, og ingen standsede ham. Men intet. Intet, med hvilket han kunne skrive en ny meddelelse på bagsiden af skiltet, som stadig stod på afsatsen og inviterede folk til at tøve. Som han selv havde tøvet …

Udmattet helt ind i sit inderste faldt ham sammen op ad væggen og sad der bare. Overalt omkring ham så han sin egen fremtid. Flokken af mennesker, der stod i uregelmæssige rækker frem mod hver af de ti lejer, som transporterede de levende. Den endeløse række af nye mennesker, som vaklede ind fra for-kammeret. En ganske særlig korrespondence mellem antallet, der blev sendt igennem lejerne og antallet af nytilkomne. Øjensynligt forbundne, de to; muligvis var antallet selvregulerende hele vejen op i rækken af mennesker på hænder og fødder ned gennem bjergets gange, så og så mange mennesker i hovedgrotten, og hele vejen bagud i rækken fangede alle pr. automatik Maskinens besked; som billister i myldretiden på en motorvej, sæt farten ned, sæt farten op, men uanset hvad så går det hjemad? Billedet fik ham til at klukle, det tiltrak undrende blikke fra de nærmeste, men han var ligeglad.

 

Han sov, og han drømte, at han var ved at dø, og han vidste, at han drømte. Hvordan han vidste dét, forstod han ikke. Men med så mange ting vi ved, at vi ikke ved, hvorfor ikke også have vished uden at vide hvorfor? Det gav god mening.

Og mens han var ved at dø, var verden i færd med – af alle ting – at forvandle sig til hovedet på en blomst, kontinenterne og havenes vande morphede til at blive hvide kronblade, og i det strålende kraftfulde centrum sad en kvinde og plukkede kronblade af en morgenfrue, mens hun lige så stille sang på den måde, alle mennesker kender: Elsker mig, elsker mig ej, elsker mig, elsker mig ej. Havde det været muligt, ville han selv omgående have talt kronbladene, men kvinden ønskede åbenbart at blive overrasket og så slet ikke ned på blomsten i sin hånd.

Så en skarp smerte i hans hoved, der flåede ham tilbage til hans krop, og han forstod i ét nu, at han lå i dødslejet. I en tåge så han en af de frivillige række ud for at taste kombinationen, ikke min tid endnu!, råbte han, men intet kom over hans læber.

Panikken fyldte ham, og han rakte ud for at afværge det uundgåelige, dér var armen, håndleddet, på hans teamfælle, og han greb fat om dét af alle kræfter.

En stor hvidhed faldt over ham, som en tyssen fra læber, der lukkede sig, og han faldt ikke bagud som forventet, han blev katapulteret fremad, og forblev samtidig på samme sted, alt mens universet kom stormende imod ham, hans greb omkring den frivilliges håndled den eneste kendte virkelighed, mandens arm, der endte ved albuen, men bestemt føltes fæstnet et sted.

På et øjeblik ankom en blålig-hvid planetoid, den voksede fra en ubetydelig plet i et hav af stjerner til at dække de fleste af stjernerne til at være ene landmasse for hans øjne, ugæstfrit dækket af bjerge af is. Og mens han på sin vis forblev, hvor han var, skiftede hele det ekliptiske plan og drejede planetoiden i tre dimensioner, «Nordlig» vandret blev til «Vest» faldende, som om han var et fly og et særligt område af overfladen landingsbanen. Noget længere fremme, der mindede om en parabol, forekom at være destinationen, men hvis det her var bestemmelsesstedet for alle de døde kroppe, og al deres bagage og affald, hvorfor var så intet af det synligt? Han ville muligvis selv få svaret, hvis ikke snart han blev trukket tilbage.

Ingen udtalte gråtoner, bort set fra den grå parabol, ingen synlige farver nogen steder. Ingen tegn på liv, ingen spor, intet der bevægede sig. Alt den samme blålige/hvide, som vintertusmørke. Ved at dreje hovedet og se ud i rummet, lokaliserede han en lille, blå sol. Ingen andre synlige planeter. Ingen synlige måner. Intet atmosfærisk farveskær. Bort set fra, at solen var tættere på, var det her en planetoid meget lig Pluto. Meget lig dybfrossent helvede.

Han klemte den frivilliges håndled af alle kræfter, og kunne mærke mandens smerte gennem sin hånd, adrenalinet susende gennem dem begge og fik begges hud til at summe. Så tanken: Hvis hér var liv, var hver eneste vurdering af kombinationer forkert, eller måske kun den her, eller var han en budbringer, udvalgt af det guddommelige til at bringe en besked tilbage, men hvad skulle meddelelsen være? Der var intet her.

Han drejede hovedet og så i alle retninger mod planetoidens horisont, rundingen overalt dækket af opstikkende bjerge. Var der noget her? Han erindrede de få levende, som teamet af vanvare havde sendt af sted hertil. Eller var der intet formål overhovedet, ingen troværdighed at regne ved nogen af kombinationerne, hvad enten de var tilfældige eller ej?

I dette øjeblik standsede al acceleration. Et kort sekund hang han dér, over helvedes hvide jord, så fulgte rykket igen, hvorefter alt trak sig på afstand igen. Igen følelsen af på en eller anden måde at bevæge sig fremad, selvom alt forsvandt for hans øjne, og han lukkede dem og åbnede dem og var atter tilbage i lejet, stadig med et fast greb om det blodfattige håndled på sin teamfælle. Der stirrede på ham, øjnene spærret helt op, «vi troede alle, du var færdig,» stammede manden.

Han lænede sig frem og trådte udmattet ud af lejet. «Bare vær sikker på, at de er døde,» sagde han. «Okay!?»

 

Eftersom der tilsyneladende ikke var nogen sikkerhed for, at lejerne ikke kunne finde på at sende folk til steder, hvor de ikke ville kunne klare sig uden overlevelsesudstyr, blev dét at holde i hånd for at afprøve destinationen imperativt. En tid holdt han den samme tale hver time; forklarede årsagen til, at alle skulle afprøve en destination, såfremt en vellykket tilbagevenden for en afrejsende ikke var personligt overværet, eller den ikke var efterprøvet af tidligere afrejsende, og inden længe skiftedes alle de frivillige til at holde talen, men alligevel, efter endnu et par dage, efterhånden som hans med-frivillige tog springet til hvad der syntes at være en god destination, eller faldt døde om af udmattelse, og han selv stadig var nødt til at sove af og til, var han endnu en gang den eneste tilbage til at videregive Historien.

Snarere end at give instruktioner omkring, hvordan man testede destinationerne, eller at hjælpe til ved lejerne, begyndte han så igen at lede efter skriveredskaber. Han slog sig på at spørge hver eneste nyankommen om noget at skrive med. Og endelig, endelig havde en rejsende en filttush, en tyk, sort speedmarker, han måtte få.

 

Så mange måder at sige det på.

Når han udspillede scenariet i sit hoved, syntes det som om hver eneste af udgaverne som følge af manglende præcision ville få diskussioner til at opstå, og hvis ingen var til stede til at afklare spørgsmålene, ville slåskampe opstå og folk komme til skade og folk på vej til Maskinen blive fanget i gangene, trampende og kravlende i døde kroppe. Hvordan gøre budskabet tydeligt?

De behøvede at vide, at de – hvis de ønskede det – kunne holde i hånd. Med en lille risiko for håndholderen, at han kunne blive suget med igennem ved afrejsen, med en lille risiko for håndholderen, at han kunne dø, plus risikoen for at alle tilstedeværende overværede den udspillede risiko og forsinkede afrejsen for alle, i grotten og i gangene ned. Men oftest med muligheden for at se destinationen på forhånd og blive i stand til at vælge. Hvorfor i alle guders navne havde ingen tænkt på at lave en liste over kombinationer, der havde vist sig positive? Kunne det virkelig være sandt, at ikke én eneste have medbragt skrivepapir?

Se din fremtid. Hold den rejsendes hånd ved afrejsen. Dér var den. Valget for de nysgerrige. Prisen for de nysgerrige. Belønningen for de nysgerrige. Og hvis de tilstedeværende ikke var nysgerrige, kunne de blive frivillige. Som det allerede stod på skiltet.

Det eneste fornuftige sted at placere skiltet var dér, hvor det allerede stod – det kunne ikke stå ved indgangen til hovedgrotten uden at blive trampet ned, og der var ingen andre steder i øjenhøjde at stille det. Han stablede noget skrammel i en lille bunke underneden klippehylden, så han kunne nå op. Da han greb fat i skiltet, sank hans underlag, og skiltet faldt ud af hans hænder.

Da han samlede det op og vendte det for at skrive sit budskab til fremtiden, så han at der allerede stod noget skrevet på bagsiden, med faste, sorte bogstaver, «Hold en rejsendes hånd, når han rejser. Se din fremtid!» Hans eget budskab næsten ord til ord!

Med ét ramte stanken af lort og pis og blod og død ham som en knytnæve i maven. Hvordan kunne han have været så arrogant at tro, at han var den første? Han var ingen Messias. Hulkende faldt han sammen hen over skrammelbunken, ydmygelsen fodret af den intense, gammelkendte følelse af ikke at have betydning for noget eller nogen.

 

Da han var færdig med at græde, samlede han skiltet op igen.

Henvendt til den frygtsomme og den ubesluttede sagde den ene side: vent; vent og hjælp venligst til. Den anden sagde, hvad…? Tag dine forholdsregler, lev længere og opnå, hvad du ønsker. Den første hjalp folk igennem som jordemødre, der assisterer ved en fødsel, med jordemødre som konstant behov til at berolige og vejlede og Historien bortkommen, når jordemødrene, de frivillige, selv gik igennem. Den anden hjalp folk igennem i én til én-relationer eller i mindre grupper, med Historien bortkommen, når folk handlede på indskydelser og tastede tilfældige kombinationer, snarere end at lytte til Historien. På begge måder blev folk spredt ud over hele Universet i små grupper, overlevende på held, overlevende på kortlivet Historie, og straks Historien forsvandt, med held som eneste faktor. End ikke Darwinisme. I denne grotte var Historie genet, held udvælgelsen, og Maskinen … Naturen i sig selv.

Hvilket budskab var det først skrevne? Det, der lignede hans eget? I så fald, hvorfor så skrive det andet budskab? Fordi det første havde været uforståeligt? Eller havde det andet været det første – frivillige, der anmoder om frivillige til at bistå de rejsende? Spørgsmålet var umuligt at besvare. En følelse af træthed overmandede ham, der langt overgik den fysiske udmattelse ved adskillige dages, ugers? biståen andre i at rejse, og atter lod han sig falde tilbage mod grottens væg.

Men hvis begge skiltets sider havde været oppe, så … Begge skilte var vigtige. Det var sådan, det var!

Måske det var muligt at dele skiltet – pappet var ret tykt … Han vendte et hjørne ind mod sig selv. Opdagede, at pappet var flået. Det samme med de andre hjørner, nogen havde allerede haft samme idé. Og havde ikke haft held med sig, pappet var for tykt, umuligt at dele i lag.

Begge budskaber var lige vigtige!

Eller var de? Hvis folk bare kunne fange dét med at holde i hånd, én og én hjælpe hinanden, måske ville så behovet for frivillige mindskes? Men hvorfor hvorfor hvorfor var skiltet så vendt om?

Ikke at være i stand til at besvare spørgsmålet fik det til at vende sig i ham, han følte sig svimmel. Måske hvis han kravlede tilbage op gennem gangene og fortalte myndighederne om det – i den antagelse, at han ville kunne overleve at bevæge sig mod strømmen – så kunne de informere alle, der bevægede sig ned, og alle ville på forhånd vide, hvad de skulle gøre, når de nåede frem til Maskinen.

Men … hvis han fortalte, at det at holde i hånd var en måde at tjekke destinationen på, ikke en sikker måde, men med en større end 50/50 chance for en fredfyldt ankomst, ville myndighederne så ikke bare gribe kontrollen igen, snarere end at lade de misfornøjede befri Jorden for sig selv; udsøge de bedste destinationer og underlægge dem Jordisk kontrol? Og så ville kun de bedste og dygtigste få tilladelse til at rejse, og han ville ikke få lov at tage af sted. Eller han ville kun få tilladelse til en destination, som de valgte. Og regn selv ud, hvad det ville være for én!

Resolut rejste han sig og stillede sig op i en af rækkerne. Ombestemte sig, gik tilbage, og i én bevægelse, hvor han strakte sig af alle kræfter, placerede han skiltet på afsatsen uden at se hvilket af budskaberne, der vendte udad. Faldt derpå ind i rækken igen. Ombestemte sig igen, kastede et blik over skulderen; skiltet vendte på hovedet.

Han så ned på sine fingernegle, alle var de ved at blive fine og lange. Endnu en gang forlod han rækken, gik hen til væggen, trådte op på skrammelbunken, vendte skiltet den rigtige vej og vendte tilbage til køen mod en fremtid andetsteds.

Copyright © Kenneth Krabat 2008, 2023